Artikelsamling 1

Freden

1945

19.1  En sejrsjubel over en slagen fjende er ingen fundamental fred
En vældig glædesbølge går hen over jorden. De for millioner af mennesker længe ventede forløsende ord, "Tyskland har kapituleret", har nu lydt. Igennem radiobølger, igennem kirkeklokkeklang, igennem avisernes "ucensurerede" spalter og billedreportager, igennem folkemassers jubel, håndtryk og glædestårer sender det i øjeblikket, medens disse linjer skrives, en fuldstændig lysglorie ud over verden. En sejrens rus går hen over jorden. De dræbende våben er bragt til tavshed. Den dyriske mordbølge er standset her på vore breddegrader. "Tyskland har kapituleret", med disse ord skabte det evige Forsyn atter lyset i mange menneskers hjerter og bragte den håbets gnist til atter at funkle, der skal blive en fredens og kærlighedens varmende ild i alles øjne, i alles sind, i alles tale og gerning.
      Men endnu er det kun et "håb". Man må ikke tro, at tingene nu er "fuldbragt", og at alle bekymringer hermed er fjernede fra verden. Den glædesbølge, der i dag går hen over jorden, er absolut ikke det samme som "en fundamental fred". Det er vidunderligt, at bomberne og de øvrige krigsapparater er bragt til tavshed, og myrderiernes masseudfoldelse dermed er standset eller indskrænket til det mindst mulige, men "fred" i absolut forstand, det er det ikke. Så længe glædesrusen kun er en sejrsjubel over en slagen og lemlæstet fjende, og så længe denne "fjende" nu ifølge gengældelsens love skal sukke og stønne under fornedrelsens åg i savn og lidelser, i trældom og armod som en paria i nationernes samfund, da er "den totale fred" absolut ikke i verden. Da er jorden endnu skuepladsen for et "dommedagens" domæne.