Begiven­heds­oversigt

4. Begivenheder

# 1              11. aug. (man) 1890
Martinus bliver født ("kort efter midnat", M-1 s. 7) på husmandsstedet "Moskildvad", der ejedes af moderens halvbroder, Jens Chr. Frederiksen, og dennes hustru, Kirstine. Moskildvad er beliggende i den nordvestlige udkant af det nuværende (2005) Sindal (i Vendsyssel). Martinus' moder, Else Christine Mikkelsen (ugift; født 13. juli 1848), har på forhånd aftalt med Jens Chr. og Kirstine, at de adopterer Martinus, så snart han bliver født. – Der er rejst tvivl om fødselstidspunktet (K-2000-8 s. 190: jordemoderprotokollen: kl. 23). – Martinus' moder fik i alt fem børn; Martinus var nr. 5 (AK s. 11). – I 2. udgave (oplag) af M-1 (2007) er "Sent søndag aften den 10. august (...) begyndte fødselen" (M-1 s. 8) ændret til: "Sent mandag aften den 11. august (...) begyndte fødslen" (M-1, 2007, s. 8). – I overensstemmelse dermed er "kort efter midnat" (M-1 s. 7) i 2. udg. (opl.) ændret til: "kort før midnat".

Martinus' mor Else Christine Mikkelsen   

# 2              31. aug. 1890
Martinus døbes: Martinus Thomsen – i Sindal Gl. Kirke (pastor G.T. Borchsenius – AK s. 44). Vedr. fornavnet: Sam Zinglersen oplyser (samtale dec. 2003), at navnet blev valgt ud fra, at en af fadderne hed Martine (fortalt af Martinus til Sam Z.). – Martine: Martine Jensen (AK s. 93). – Martinus får efternavnet Thomsen, idet bestyreren, Mikael Chr. Thomsen, på den proprietærgård (Kristiansminde), hvor moderen arbejdede (som mejerske og husbestyrerinde – M-1 s. 7, 11; M-2 s. 240), blev udlagt som fader. – If. AK hed den udlagte fader Michael Christian Christiansen Thomsen (s. 18), og han var ikke bestyrer på Christiansminde (s. 23), men staldkarl i syv af de ni år, han var på herregården Baggesvogn (s. 13, 18). – Martinus anfører (M-1 s. 9), at "der er meget, der tyder på, at det i virkeligheden var selve godsejeren, Lars Larsen, der var min far". Dette betvivles af AK (s. 60).

Kopi af Martinus' dåbsattest   

# 5              9. nov. 1901
Martinus' mor dør, 53 år gammel, og begraves på Sindal Gamle Kirkegård.