Begiven­heds­oversigt

4. Begivenheder

# 75              April 1933
Første nr. af tidsskriftet Kosmos udkommer. Udgives månedligt af Livets Bogs Bureau med Martinus som ansvarshavende redaktør. 16 sider i format 27,9 x 19,8 cm. – Tryk: Vald. Pedersens Bogtryk (jf. # 60). – Allerede her (s. 4) omtaler Martinus sit arbejde som "Sagen". (Jf. KC-1, afs. 6, s. 8).

# 184              Dec. 1946
Korrespondanceafdelingen nedlægges, idet "det nye Kosmos" (jf. # 187) skal erstatte brevene. Sidste brev: B-135, julen 1946. – Afdelingen oprettes dog igen i 1950 (# 214).

# 187              Jan. 1947
K omlægges, idet tidsskriftet nu ikke mere skal "danne omslag" for portionsmæssig udgivelse af LB. Formatet øges derfor (til A4). Bladet får undertitlen "Organ for Martinus Aandsvidenskab". Mogens Munch bliver redaktionssekretær. – Tilstræbt udgivelsestakt: 16 s. hver måned. Pga. typografstrejke udkommer der dog kun otte regulære numre i 1947. Under strejken kommer der tre nødudgaver (# 189).

# 204              Jan. 1949
K omlægges, især fordi tidsskriftet nu skal inkludere en portion (indhæftet) af de små kosmosbøger (jf. # 200). Formatet reduceres derfor drastisk ("de små blå"). Ud over "portionen" er bladet almindeligvis på 16-20 s. (+ omslaget). Det udkommer stadig hver måned. Martinus er (naturligvis) stadig ansvarshavende redaktør. I redaktionen desuden: "Civilingeniør Mogens Munch og chefsekretær Erik Gerner Larsson".

# 218              Maj 1950
K bringer "Nyt symbol af Martinus: Skærsilden". Ikke gengivet i farver. Symbolforklaring omslag + s. 96. Symbolet er ikke publiceret i DEV-1-4 el. LB-1-7. (Symbolet var vendt forkert, men i næste nr. blev medsendt et nyt omslag med symbolet korrekt placeret).

# 230              Primo 1951
En af Sagens venner gennem mange år, "P.V." [Paul Vermehren] begynder at levere digte / tegninger til K. Jf. # 425.

# 243              4. aug. 1952
Gretar Fells (præsident for teosofferne i Island) og frue opholder sig i sommeren 1952 nogen tid i Kosmos Ferieby. Den 4. aug. holder Fells en tale for Martinus – en hyldest til Martinus og det arbejde, Martinus udfører. Talen bringes i K-1952-6. – Af talen fremgår, at teosofferne for en del år siden sendte Martinus et telegram fra et teosofisk årsmøde i Island. I B-1955-15 (gengivet i K-2007-1 s. 27) omtaler Martinus dette telegram og nævner, at "Det var den første hjertelige sympatitilkendegivelse, jeg har fået fra en åndelig eller religiøs bevægelse". - Martinus gengiver i øvrigt telegrammet, der er dateret 15. sep. 1936, i en notits i K-1936-9. Telegrammets originaltekst kan ses i instituttets brevdatabase: nr. 32196.

# 299              1955 - (medio) 1967
Kosmos udkommer (da "vi simpelthen ikke magtede at opretholde begge disse organer" (K og B)) kun som årsskrift ("Julekosmos"). I alt udkommer 12 hæfter (i A4-format), idet 1960-61 blev udgivet som ét hæfte (jf. B-1960-20 s. 3 og K-Å-1960/61 s. 63).

# 467              Juli - aug. 1967
Kontaktbrevene ophører (formelt) med udsendelsen af nr. 14/15 i juli 1967. I resten af 1967 (begyndende med nr. 16, i august), og i 1968, udsendes Kosmos i format som og med indhold som de hidtidige kontaktbreve – og i samme takt, dvs. 26 nr. pr. år. Formelt – K's bladhoved anvendes – er udgivelsen af K som tidsskrift dermed genoptaget (årsskrift ("Julekosmos") 1967 bliver således det sidste i rækken; jf. # 299). – K får, som i 1947-48 (# 187), undertitlen "Organ for Martinus Åndsvidenskab". Der er ingen fast redaktør i perioden aug. 1967-1968; men Per Thorell (1916-2003) skriver indledningsartiklerne i 1967 (EGL er sygemeldt). I 1968 begynder EGL at skrive igen.

# 494              Jan. 1969
K omlægges til at blive et regulært tidsskrift på ny (jf. # 467). Formatet reduceres derfor til det siden da anvendte standardformat B5 (176 x 250 mm. – I K-1997-12 angives fejlagtigt: B4). Bladhovedet ændres, og tidsskriftet får undertitlen "Tidsskrift for Martinus' kosmologi". Per Bruus-Jensen bliver redaktør; Martinus er ansvarshavende (redaktør). Tidsskriftet udkommer i samme takt som i 1967-68, dvs. 26 numre pr. år.

# 526              Jan. 1971
K's undertitel ændres fra "Tidsskrift for Martinus' kosmologi" til "Tidsskrift for Martinus Institut". – Redaktøren, Per Bruus-Jensen (# 494), må, pga. sygdom, (midlertidigt) opgive sit redaktørhverv (men figurerer stadig formelt som redaktør). Bertil Ekström modtager og disponerer stoffet til bladet.

# 543              Jan. 1973
K udkommer nu med 16 nr. pr. år istf. 26 nr. Sidetallet (ca. 12) pr. nr. ændres ikke.

# 556              Nov. 1974
Martinus Institut udarbejder "Regler for tidsskriftet Kosmos". – Genfindes, let bearbejdede, i "Samarbejds-strukturen" (# 781).

# 627              Efterår 1981
K nr. 13/14 udkommer som et udvidet dobbeltnummer i anledning af Martinus' bortgang.

# 636              Jan. 1982
K omlægges til at blive månedsblad. Sidetallet øges fra 12 til 20 s. pr. nr. Der nedsættes en redaktionsgruppe: Tage Buch, Aage Hvolby (ansv.), Max Käck, Henning Laug, Lars Lundell, Karin Brant Nielsen, Svend Åge Rossen, Ole Therkelsen, Erik Weihrauch.

# 688              Feb. 1985
K får nyt bladhoved samt omslag i farver (med et symbol som omslagsillustration). Undertitlen ("Tidsskrift for Martinus Institut") udgår.

# 715              Jan. 1987
K får undertitlen "Martinus Kosmologi". – Jan. 1988 tilføjes "Dansk" i bladhovedet.

# 790              1992(?)
Jes Arbov udarbejder "Indholdsfortegnelser til tidsskriftet Kosmos 1933-1991" (inkl. forfatterregister). – Derefter udarbejder han indholdsfortegnelser år for år.

# 870              Feb. 1998
Henry Hedegaard udarbejder (i samarbejde med Niels Bach) en oversigt over Martinus' symboler samt over udgivelsen af Kosmos og kontaktbreve.

# 1004              Efterår 2004
Pga. bortfald af den offentlige portostøtte udsendes årets sidste fire nr. af K som to dobbeltnumre. Til gengæld udvides sideantallet (fra og med nr. 8) fra 24 til 32. – Fra og med 2005 udkommer K med 10 nr. pr. år. (÷ juli og dec.).