# 841 20. - 27. juli 1996
Ib Schleicher og Ole Therkelsen holder foredrag på esperanto-verdenskongressen i Prag.
# 842 10. aug. (lør) 1996
Mindedagen holdes i Martinus Center, Klint. Den markeres også i Sindal, Malling og Fredericia.
# 843 Aug. 1996
Hakon Johannesen fremsender et register ("Emneord" og "Citater") over LB-1-7 til Martinus Institut (papir og diskette). Jf. # 215.
# 844 Okt. 1996 - april 1997
Stefan Perneborg på foredragsrejse til Venezuela, Trinidad, Belize, Jamaica, Mexico og USA. – Også i jan.-feb. 1998 rejser Perneborg til Venezuela og Trinidad. – Se også K-2011-1 s. 31.
# 845 1996
Martinus Institut opdeles i to fonde: Nr. 1: Martinus Ideal Fonden (Martinus Åndsvidenskabelige Institut). Denne fond er en ikke-erhvervsdrivende fond, der ledes af et råd. Nr. 2: Martinus Aktivitetsfond (Fonden Martinus Institut). Denne fond er en erhvervsdrivende fond, der ledes af en bestyrelse. – Nr. 1's navn ændres senere til Martinus Idealfond, se # 938.
# 846 1996
Martinus Institut har fået en hjemmeside på internettet. Adressen er: http://www.centrum.dk/Martinus.Kosmologi – Der etableres en studiegruppe på internettet; kontaktperson: Henrik Hedegård (K-1997-10). – I 1997 får instituttet sit eget domænenavn: www.martinus.dk (K-1999-6). – Hjemmesiden videreudvikles flere gange i perioden 1997-2008. I 2009 nyudvikles den helt og har nu fået en tilhørende webshop (K-2009-5). Der udarbejdes desuden versioner på diverse fremmedsprog. Medio 2010 var følgende sprogversioner i brug: dansk, svensk, engelsk, spansk, tysk. Jan.-feb. 2011: esperanto, kroatisk og polsk. Juni: kinesisk og italiensk. August: rumænsk og slovakisk. Feb. 2012: hollandsk, slovensk, ungarsk. April: islandsk. Juli: russisk. September: fransk. Efterår 2013: tjekkisk. 2014: portugisisk.
# 847 1996
LB-1 udkommer på fransk ("Le Troisième Testament. Livets Bog I"). Oversat af Christine Cazas og Ingemar Fridell. – Allerede i 1993 kom fortalen til LB som særtryk på fransk, og i 1994 LB-1, kap. 4: "Et internationalt verdensrige under skabelse".
# 848 1996
DEV-2 udkommer på svensk. Världsbild Förlag, Lidingö. Oversat af Rolf Nordström.
# 849 1996
DEV-2 udkommer på engelsk. Oversat af Mary McGovern.
# 850 1996
Mary McGovern skriver to eksamensopgaver (oversættelsesvidenskab, Københavns Universitet) om oversættelsesproblematikken vedr. Martinus' værker (se evt. også K-1998-12). – I 2009 udgives materialet ("Om at oversætte Martinus") af Världsbild Förlag, Stockholm. Engelsk udgave 2010.
# 851 1996
Harry Rasmussen: "H.C. Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning". Temahæfte nr. 6 fra forlaget Kosmologisk Information. – Forf. påviser, at H.C.A.s digtning på mange måder peger frem mod Martinus' kosmologi.
# 852 1996
Asger Lorentsen: "Menneskehedens gyldne fremtid". Borgens Forlag. – Afsnittet "Livet i verdenssamfundet" (s. 126-128) er, med kildeangivelse, taget fra Martinus' beskrivelse i DEV-2, symbol 26, afs. 21 og 29. Endvidere er der (s. 29) en kort omtale af Martinus som "erkendelsesmystiker".
# 853 1. jan. 1997
Nyansættelse på Martinus Institut: Anne Schepelern (1942-). Hun ansættes i produktionen, hvor hun hovedsageligt skal arbejde med edb.
# 854 2. jan. 1997
Grethe Brinkhard (der i 1997 fylder 80 år) har været ansat 50 år på kontoret på Martinus Institut; de sidste 16 år som formand for rådet (jf. # 535 og 631).
# 855 Maj 1997
Ole Therkelsen holder (tolkede) foredrag i Olomouc (Tjekkiet). – Efter Josef Vašeks død (1995) er der nu oprettet en fond, Martinus Center, Olomouc, der får overdraget Vašeks efterladte manuskripter og boglager (jf. # 825). – Foredrag af tjekkerne selv: se K-2002-10.
# 856 Sommer 1997
For første gang er "Martinus Centret" (Martinus Center, Klint) nævnt i en offentlig køreplan: på oversigtskortet for hurtigbussen fra Høje Taastrup til Odden Færge (rute 555) og til Rørvig Havn (rute 666).
# 857 9. aug. (lør) 1997
Mindedagen holdes i Martinus Center, Klint (ca. 230 deltagere). Den markeres desuden i Sindal, Fredericia og Malling (i alt ca. 400 deltagere).
# 858 Aug. 1997
Redaktionsgruppen (jf. # 827): K. Alstrup er udtrådt, i stedet er Karen Petersen indtrådt.
# 859 Dec. 1997
Redaktionsgruppen (jf. # 858) er opdelt i to undergrupper: 1) Redaktion: Eigil Kristensen (ansv.), Søren Hahn. 2) Produktion: Erik Weihrauch, Karen Petersen. – Fra og med jan. 1998 står Anne Schepelern for layout. – Fra og med nov. 1999 står Erik Weihrauch alene for produktionen.
# 860 1997?
Ad kosmologi i Island: Der er blevet etableret en selvejende institution, som skal finansiere udgivelser af (flere) Martinus-bøger. – K-1997-11 bringer i øvrigt en kort omtale af kosmologiens udvikling i Island.