M1056: Guds støbeform

M1056

Guds støbeform

Af Martinus

1. Mange har tabt troen på Guds eksistens

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker har tabt troen på Guddommens eksistens og dermed også troen på et evigt liv eller et liv efter døden. Derved bliver hele det vældige univers med alle dets kloder, sole og mælkeveje kun til døde, tilfældige kræfter. Af disse er vi altså fremkommet. De levende væsener er afkom af døde materier. Dette afkom har altså ikke nogen beskyttelse, ikke noget forældreprincip, der kan hjælpe det, til det kommer til skelsår og alder. Det er prisgivet alle mulige slags tilfældigheder.

For et sådant menneske bliver bønnen også opfattet som nonsens. Det har ingen tro på nogen psykisk hjælp i givne mørke skæbner og situationer. Ikke desto mindre kommer det i situationer, hvor fysisk hjælp ikke slår til. I sådanne situationer bliver livet derfor ganske håbløst. Hvad mening bliver der med et menneskes liv, der er født døvstum eller blind? Hvorfor skal et sådant menneske aldrig nogen sinde høre lydens verden, hvorfor skal det aldrig nogen sinde lære farvernes verden at kende? – Hvorfor skal et sådant menneske ikke have lov til at kende den fuldkomne tales brug? – Når det kun lever ét jordliv, vil det jo aldrig nogen sinde opnå disse goder, som almenheden dog er i besiddelse af.

Hvorfor skal nogle gå sunde og raske igennem dette ene liv, leve i lykke og glæde, medens andre i det samme ene liv har uheld og lidelse, sult og fattigdom, sygdom og nedværdigelse? – Når der ikke er noget liv før eller efter dette, kommer disse væsener jo aldrig nogen sinde til at lære lykken at kende. Hvad har gamle mennesker, der nu er inde i alderdommens år, at glæde sig til? – De fysiske sanser svækkes dag for dag og fører dem frem til det golde intet. De måtte jo være rædselsslagne for den fysiske opløsning, som den fysiske alderdom er. Hvad er et sådant aldrende menneske andet end en dødsdømt fange i sin dødscelle, der venter på sin henrettelse eller totale udslettelse? – Hvorfor i alverden skulle mennesker, der er nået frem til manddommens år, interessere sig for fremtiden, have politiske interesser, der går ud på at forbedre forholdene for de kommende generationer? Hvorfor skulle de medvirke eller slide med ting, de aldrig selv kan komme til at nyde godt af?

Når alt er tilfældighed, både ens tilblivelse og skæbne, skylder man jo ikke noget andet væsen noget som helst? – At ofre sig for andre mennesker vil i denne ideologi i virkeligheden kun betyde selvmord. Når det kun er ét liv, må det da være ganske ulogisk at beskæftige sig med at redde andres liv, f.eks. som læger og sygeplejersker. Hvad betyder det, at man redder et andet menneskes liv, når ens eget liv derved går tabt? – Så er der jo ikke sket noget virkeligt positivt. Det mest logiske må da i denne situation være dette, at man søger at hævde og bevare sit eget liv. I modsat fald bliver man jo slået ud af tilfældighederne.

Enhver må da i denne situation have pligt til at være sig selv nærmest. Al afvigen herfra vil jo være skrigende ulogisk. At ofre sig for andre betyder jo at give afkald på det, der ellers ville glæde og oplive én at arbejde med. Men at give afkald på det, der betyder livet for én, er jo en sabotage på livslysten, en nedsættelse og en afstumpning af livsoplevelsen. Så vil man måske hævde, at man godt kan have glæde i at hjælpe andre, have glæde i at give sit liv for at redde de andre. Og her vil svaret blive, at det kan man udmærket, men så er man en levende modsigelse af sig selv.

2. De ulykkelige, der bliver hjulpet, er ikke prisgivet tilfældighed

Hvis der bor sådanne tendenser i et væsen, tendenser der bringer sit ophav til at ofre sig for at hjælpe de syge og elendige, så kan verden ikke være gudløs eller tilfældig, selv om disse næstekærlige væsener nok så meget hævder det. Deres kærlighed og lyst til opofrelse viser, at der eksisterer kræfter, der er beregnede på at hjælpe de ulykkelige. Disse ulykkelige, der bliver hjulpet, er således ikke helt prisgivet tilfældighed.

Hvis man vil hævde, at hjælpen fra læger og sygeplejersker ikke så meget er af kærlighed, som det er en levevej, forandrer det ikke princippet. Der eksisterer altså her hjælp for syge og sårede. Og hvad er det for resten, der bevirker, at det er blevet en livsbetingelse for mange mennesker at måtte arbejde for mennesker? – Er ikke alle leveveje en livsbetingelse? – Hvem kan få føden uden at arbejde? Og er dette arbejde ikke samfundsgavnligt, hvad enten det er på værksteder, på gader og veje, eller det er i skoler og læreanstalter osv.? – Hvem sætter de tusinder og atter tusinder af væsener i bevægelse i en bys myldretid hver morgen for at ile til arbejde for staten og samfundet? – Og bliver samfundet ikke opretholdt ved dette arbejde?

Er det ikke denne energi, der har bevirket, at vi har asfalterede gader og veje, vi har gas- og vandværk, vi har dejlige, kultiverede, praktiske boliger. Vi har sygehuse og hospitaler. Vi har hensigtsmæssige trafik- og befordringsmidler. Vi har politi og brandvæsen osv. Er det tilfældigt, at alle disse goder er blevet fremskaffet ved, at menneskene kun kan opretholde deres eget liv ved således at arbejde for samfundet? Hvad eller hvem er det, der tvinger menneskene til at have leveveje? – Denne energi er i højeste grad hensigtsmæssig, idet den skaber kultur, udvikler samfundene såvel som det enkelte menneske.

3. De tvungne leveveje er Guds støbeform

En hensigt er en plan. En plan er en tankekombination. Men en tankekombination er jo bevidsthed, og bevidsthed kan kun eksistere i tilknytning til et jeg. Der er altså levende bevidsthed bag menneskenes daglige liv. Der er plan i deres tvungne tilknytning til deres leveveje, ikke blot for menneskets egen skyld, men også for hele samfundet og dermed for næsten. Men når der således er noget levende, tænkende og planlæggende bag ved menneskenes liv, eksisterer der altså her bevidsthed. Om man vil kalde denne bevidstheds ophav for Gud eller Forsyn eller noget helt andet, er totalt ligegyldigt.

Denne tvangstilstand er jo ikke noget, der først er begyndt hos menneskene. Den eksisterer helt nede fra mineral- til plante- og dyreverdenen. Her er livsformerne også bundne i hensigtsmæssige former. Men det er særligt inden for menneskestadiet, at væsenerne tvinges til at arbejde i fællesskab for staten og samfundet. De tvungne leveveje er således Guds støbeform. I denne støbeform tvinger han mennesket til at formes mere og mere til at leve for andre.

Når mennesket efterhånden er blevet så vant til dette, at det ikke mere tvinges, men også frivilligt vil give sit liv for de andre, så er det støbt færdig. Støbeformen, den tvungne levevej, behøves ikke mere. Det lever da helt og holdent for sine omgivelser, for næsten. Og det er nu aspirant til den store indvielse eller kosmiske fødsel. Det står nu foran sin strålende, guddommelige udfoldelse som “mennesket i Guds billede”.

4. De store ubesvarede spørgsmål

Og hvad er så mennesket i Guds billede? – Tror man ikke, det er blevet lige så frigjort med hensyn til viden, som det nu er frigjort med hensyn til arbejde? – Ligesom det var bundet i leveveje, således var det også bundet i uvidenhed. Båndene her mærkedes som de store ubesvarede spørgsmål født af de voksende utilfredsstillede kosmiske længsler, såsom viden om hvor de levende væsener kommer fra, og hvor de går hen, viden om et evigt liv eller væsenernes udødelighed, viden om en Guddoms eksistens, viden om den fuldkomne væremåde. Dette er spørgsmål, der er affødt af voksende længsler imod en højere tilværelsesform. Det er en sult. Og til enhver sult er der en tilsvarende mættelse. Derfor vil mennesket ligeledes psykisk blive frigjort af uvidenhedens lænker og komme til ved egne sanser at opleve sin egen evige eksistens, ligeledes Guddommens eksistens og sin væren ét med denne Guddom, få åbenbaret den fuldkomne væremåde. Og i dette samliv med Guddommen er det altså det totalt frie og suveræne, kosmiske menneske eller mennesket i Guds billede. Det turde vel efter dette være indlysende, at benægtelsen af Guddommens eksistens kun er det blinde menneskes udtalelse om farver eller en døvstums forvirrede begreber om lyd og tale.

Manuskript til et foredrag af Martinus afholdt på Martinus Institut søndag den 12.4.1953. Renskrift og stykoverskrifter af Anne Wedege. Godkendt i rådet 7.9.2023. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos. Artikel-id: M1056.

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.