Tidligere har jeg forklaret, hvorledes vi alle er evige væsener, ja, er identisk med selve evigheden. Vort virkelige selv eller jeg er noget, der overlever alle former for tid og rum. Vi vandrer således evigt igennem tid og rum, hvilket igen vil sige alle eksisterende former for bevægelse, skabelse eller alle former for skabte ting, åndelige og fysiske detaljer, både behagelige og ubehagelige, gennem mørke såvel som lyse verdener, sfærer eller tilværelsesplaner. Det vil igen sige, at vort daglige liv er en vandring. Vi går fra oplevelse til oplevelse. Noget af denne vej har vi tilbagelagt. Denne tilbagelagte del af vor vej kalder vi fortid. Noget af denne vej er vi i øjeblikket i færd med at opleve. Denne del af vejen kalder vi nutid. Og så har vi en større eller mindre udsigt til den del af vejen, der ligger forude, men som endnu ikke er oplevet. Denne del kalder vi fremtiden. Vi vandrer således hver dag og nat et stykke ind i fremtiden, hvorved den bliver til nutid, og igen til fortid, når den er passeret. Medens nutiden er den mest konkrete del af vejen, er fortiden og fremtiden udelukkende af abstrakt karakter, hvilket vil sige af åndelig eller ikke-fysisk natur. Det bliver således blandt andet her til kendsgerning, at en del af vort liv slet ikke er af fysisk natur.

Vor oplevelse af den nat, vi lige har passeret, er ikke mere på det fysiske plan, men den eksisterer alligevel i vor bevidsthed, i vor erindring. Det samme er tilfældet med den morgenstund, vi også lige har oplevet, for ikke at sige alle de år, vi har tilbagelagt. Hele den oplevede fortid er ikke mere noget, vi oplever med de fysiske sanser. Vi kan i større eller mindre grad genopleve denne fortid med åndelige sanser, her i dette tilfælde med erindringen. Uden denne erindring vil vi umuligt kunne få nogen større glæde af oplevelserne i nutiden. Det er i kraft af vor erindring, at vi f.eks. genkender hinanden. Det er i kraft af erindringen, at vi ude i naturen kender de forskellige foreteelser, vi møder. Det samme gælder jo alle de foreteelser, vi møder på gaden eller på havet, i luften eller i vandet. I samme grad som vi har erindring, i samme grad kan vi genkende vore oplevelser, hvilket igen vil sige: vide, hvad det er, vi ser. Hvis vi ingen erindring havde, hvordan skulle vi da vide, hvem det er, vi møder, om det er bekendte eller ubekendte. Hvordan skulle vi vide, hvad en bil, et jernbanetog, et eller andet dyr er? – Ja, hvad ville den skoleundervisning betyde, som vi i større eller mindre grad har gennemlevet? – Vi ville være blandt de dummeste dumme. Uden erindring ville vor livsoplevelsesvej være uden detaljer. Vor livsrejse ville være en passage i et befordringsmiddel med tilskoddede vinduer. Selv om vi både ser og hører, ville det sete og hørte eller kort sagt alt det oplevede glide forbi os og ind i fortiden lige så ukendt og uforståeligt, som da det dukkede ud af fremtiden for vort syn og vor hørelse. Vor livsrejse ville være analog med en rejse i flyvemaskine, tog eller bil med nedrullede uigennemsigtige gardiner for vinduerne.

Da vor livsrejse ikke har noget som helst andet mål end netop dette at opleve, se og høre, føle og fornemme, vil dette formål kun kunne blive oplevet i en grad, der svarer til, hvad vi har af erindring. Og her bliver vi vidne til, at mange af passagererne på denne kosmiske rejse mere eller mindre rejser for nedrullede gardiner og ikke engang har lys bag de nedrullede gardiner. De sidder derfor i et tilsvarende mørke. De har ingen udsigt til noget uden for maskinen eller befordringsmidlet og ved derfor slet ikke af, at de i det hele taget er på rejse. At de rejser hen gennem skønne og smukke verdener, kosmiske eventyrlande, har de ingen som helst forestilling om. De vil i forhold til de andre passagerer, der har fuldtåbne vinduer ud imod de forbifarende omgivelser, være som umælende dyr. Ligesom dyrene kun har til opgave at søge føde og skabe forplantning, således har disse kosmiske rejsende bag de tilskoddede vinduer heller ingen anden form for livsoplevelse. De benægter fuldstændigt det fartøj, de rejser i, vil slet ikke høre tale om den kosmiske verden, den evighed, som de rejser hen igennem, og som de i virkeligheden selv er identisk med. De har ikke engang evne til at opfatte sig selv som en døgnflue i dette gigantområde. De er kun et støvfnug, der er en kastebold for tilfældighedens stormsus, og ved hvilket de er opstået og igen skal forgå. I sandhed en uomstødelig bekræftelse på de tilskoddede vinduer.

Men et tilskoddet og mørkt rum er ikke noget fuldkomment opholdssted for mange mennesker, langt mindre som et befordringsmiddel. Alle interessesfærer her er inden for dette rum. Alle kæmper med alle om at få udsigt. De forstår ikke, at denne kamp intet som helst hjælper, idet rummet eller kupeen er så tilskoddet, at der ikke findes ét eneste sted, hvor der er udsigt til noget som helst ud over det mørke rum. Mørke, mørke og atter mørke er kun, hvad væsenet møder, ligegyldigt hvor meget det så slår om sig og dræber sine medrejsende. Vinduerne bliver ikke afskoddede af den grund. Der er ingen oplevelse af den kosmiske livsrejse. Væsenerne i den trange og natsorte kupe tror, at denne er hele tilværelsen, og at deres primitive liv i det mørke rum er det fornemste i universet, som de i virkeligheden kun ser i form af små lysende stjerner, fjernt fra dem i rummet ved umådelige astronomiske afstande; tusinder og atter tusinder af lysår. Selvfølgelig tror de, at disse fjerne vældige sole, planeter og verdener er livløse monstrummer, der kun tilfældigt sejler hen igennem det uendelige rum. På solene er der for varmt, og på planeterne er der for koldt. De tror, at alle betingelser for liv og oplevelse er den animalske krops, lige som den de selv er bundet i. De tror, at livet er betinget af varmegrader, af luft- og iltforhold, af særlige ernæringsmuligheder etc. etc. og forstår ikke, at denne deres forestilling ligeledes er et resultat af de tilskoddede vinduer i deres kosmiske fartøj. De forstår således ikke, at alle de former for liv, der er afhængig af luft, ilt og varme, kun er lokale livsforhold eller særlige oplevelsesformer, men intet har med virkelig livsudslettelse af gøre. Intet liv kan dø eller være uden oplevelse. Går en særlig oplevelsesform i stykker, er væsenets bevidsthed allerede i forvejen garderet, således at det ikke engang kan tabe bevidstheden. Det evigt levende væsen kan leve i den stærkeste ild, såvel som det kan opleve i den stærkeste kulde. Det oplever at lovprise Guddommen i det fuldstændigt lufttomme rum, såvel som det kan leve i dette rums fuldstændige modsætning i oceanet eller vandet.

Jordens mest materialistisk vidende mennesker, de såkaldte materialistiske videnskabsmænd, er således ikke dem, der lever i den mindste form for kosmisk mørke. Og da det er dem, der med deres geniale materialistiske viden og den heraf følgende kolossale mordteknik er med til at dirigere menneskeheden, er det ikke så sært, at jordmenneskeheden sejler i kosmisk mørke. Mordteknikken er jo det materiale, af hvilket menneskenes kosmiske vinduer er tilskoddede. Med mordteknik menes her ikke blot de rent tekniske mordapparater, men også den åndelige eller psykiske mordteknik, hvilket vil sige menneskets morderiske tankeindstilling, fremtrædende med en psyke, der opfatter mord og drab som berettigede led eller detaljer i moral. Så længe der i menneskenes lov- og retsvæsen eksisterer dødsstraffe og andre straffe i ordets virkelige forstand, vil krig ikke ophøre, og verdensfred ikke kunne skabes. Man tilslører og umuliggør sin kosmiske organisme, igennem hvilken vi skulle se ud af vort kosmiske fartøjs vinduer. Al mordmentalitet er virkninger af uvidenhed. Men uvidenhed eller mindre begavelse er ikke noget, man kan straffe. Uvidenhed kan absolut kun fjernes med viden. Viden er en forøgelse af erindring. Udvidelse af erindring er en fjernelse af skodderne fra de kosmiske vinduer. Derfor bliver undervisning og eksperimenteren eller erfaringsdannelse det eneste, der kan åbne væsenernes kosmiske kupe og skabe adgang til udsigten over det liv og den død, hvorigennem deres kosmiske rejse går. At få en oplevelse af og erindring om, at man ikke kan dø, fjerner dødsfrygten. At få en erindring om, at man kun kan skabe sin skæbne lys med lys farve, hvilket vil sige med udfoldelse af uselvisk sympati, venlighed eller kærlighed, fjerner enhver fjendtlig holdning over for sin næste. En befrielse fra dette forhold er en befrielse fra nogle af de skodder, der tilslører ens kosmiske udsigt.

Det store problem for det ulykkelige menneske er kun dette at tilegne sig erfaring og viden, ikke det at straffe og forfølge sin næste. Den fuldstændigt frie udsigt på den evige livsrejse eller den fuldstændige fjernelse af skodderne fra de kosmiske vinduer kan udelukkende kun gøres med kærligheden til sin næste. Da kærligheden til sin næste har en så kolossal magt, at den fjerner enhver form for ulykkelig skæbne, at den åbner væsenets kosmiske sansesæt, at den fjerner al krig og enhver form for fjendtlige tanker over for noget og nogen og dermed skaber den urokkelige verdensfred og dermed fører væsenet ind i kosmisk bevidsthed, en bevidsthed, der eksisterer uafhængigt af den fysiske organisme og dermed lader væsenet opleve sin egen udødelighed, sit eget selv eller jeg som højt hævet over tid og rum, ja, værende ét med vejen, sandheden og livet og dermed ét med Guddommen, så må en opsamling af erindringer her jo blive mere værd end gods og guld, thi ingen af disse goder kan give noget som helst i den her nævnte ophøjede kosmiske retning. De kosmiske vinduesskodder kan ikke fjernes ved betaling. Man kan ikke her leje nogen til at udføre arbejdet for sig og derved komme i lyset. Den himmelske vej er ikke en vej, der er baseret på dovenskab. Denne vej må man selv vandre. Her kan man ikke leje hverken taxi, flyvemaskine eller jernbane. Denne vej kan man kun passere i kraft af sit eget fartøj, den kosmiske psyke. Derfor må man bede og arbejde, som Kristus siger. Man må studere og uddanne sig i kosmisk viden. Kosmisk genialitet eller viden åbner vejen til alle hjerter, til alle former for velsignelse, til sundhed, skønhed, lykke og glæde, til udødelighed og oplevelse af evigheden.