De materialistiske væsener, såvel som de religiøse, tror således hver især på “noget” og indretter deres liv på denne tro. Begge parter er altså underlagt det samme princip. De kan simpelthen slet ikke undgå dette at være troende, hvilket igen er det samme som at have en indstilling til livsmysteriet. Om man tror det ene eller det andet om dette mysterium ændrer absolut ikke princippet. Da dette at have en opfattelse af livsmysteriets løsning er det samme som at være religiøs, er alle mennesker således i virkeligheden religiøse. En sammenslutning af mennesker, der tror, at livsmysteriets løsning er tilfældighed og døde kræfter, er lige så godt en religiøs sekt eller bevægelse som en sammenslutning, der tror på en guddom. Materialisme er således i virkeligheden ikke udtryk for antireligiøsitet. Men når materialister ikke er antireligiøse, eksisterer der således i virkeligheden ingen absolut anti- eller irreligiøsitet.

Når alle mennesker således er religiøse, bliver religiøsiteten en urokkelig faktor i jordmenneskets mentale struktur, ligesom fordøjelse, åndedræt og kirtelfunktioner er urokkelige faktorer i væsenets fysiske struktur. Religiøsitet, hvilket vil sige væsenets indstilling til livsmysteriet, er således et førende princip i væsenets udvikling og skæbnedannelse, ja, er det absolut største, thi væsenets indstilling til livsmysteriet er bestemmende for dets tilværelse og livsoplevelse.

I kraft af den modsatte pols tiltagende udvikling i væsenet opstår den udvidelse af dyrets bevidsthed, som får dette til at begynde at spekulere over dets egen, såvel som omgivelsernes eksistens og identitet. Og her, hvor tingene endnu er automatfunktion og instinkt, beskæftiger væsenet sig i virkeligheden kun med den psykiske side af livsmysteriet eller af naturen og omgivelserne. Her tror det, at alt er livsytringer, alt er levende, kosmiske væseners, guddommes og djævles manifestationer. Alt er livsytringer.

Dette, således at se og opfatte alt som liv, afslører den kendsgerning, at guddomsbegrebet ikke er et resultat af spekulation, ikke er en menneskelig opfindelse eller et påfund, men er noget instinktmæssigt, noget medfødt i væsenet, en gåde, et mysterium, som væsenet må have en løsning på. Det er medfødt, ligesom væseners fysiske organer er medfødte, og først senere af væsenet analyseres og erkendes. At væsenerne forlader denne instinktmæssige tilstand på grund af intelligensens udvikling, og med denne nye sans begynder at sanse og erkende den materialistiske side ved verdensaltet, er ganske naturligt.

Men da den materialistiske side ved verdensaltet kun er et andet felt af den samme ting, er væsenet jo i virkeligheden stadig gudsdyrker, eftersom den materialistiske side af verdensaltet i forbindelse med den psykiske side er guddommens organisme og bevidsthed. Men det ved materialisten ikke i første instans. Men efterhånden løber materialisten sig træt i den fysiske forskning og dens oplevelser, løber sig træt i mål og vægtfacitter, idet disse ikke giver vejledning eller rettesnor angående hans skæbne.

Lidt efter lidt kommer det materialistiske menneskes bevidsthed eller mentalitet mere og mere ind på psykiske områder, ind til den virkelige sandhed bagved. Og med oplevelsen af den bliver væsenet igen indstillet på den levende Guddom, men nu er indstillingen ikke mere båret af instinkt, nu er den blevet til detaljeret virkelig viden. Og væsenet kommer således til sidst til at opleve Guddommen med vågen, dagsbevidst forstand, ligesom man oplever andre levende væsener. Det levende væsen kan aldrig nogen sinde være forladt af Gud. Hvad det så end beskæftiger sig med, er det religiøst, er det Guddommen, det har med at gøre. Alt bliver til syvende og sidst en levende korrespondance og dermed et vågent, dagsbevidst samvær med Gud.