M2177
Sympatier, antipatier og kærligheden
Af Martinus
1. Overdreven sympati og antipati er ulogisk og dermed uretfærdig
Det meste af de nuværende menneskers daglige liv befordres ved hjælp af antipatier og sympatier og ikke ved en virkelig fornuft i renkultur. Menneskene har i stor udstrækning en medfødt tilbøjelighed til ikke at kunne lide den eller den slags mennesker. Nogle mennesker kan ikke fordrage religiøse mennesker, nogle kan ikke lide politisk indstillede mennesker eller mennesker, der hører til den eller den politiske retning. Atter andre har deres særlige mening om skønhed og kan ikke lide mennesker, der ikke opfylder eller passer ind i dette deres begreb, ligesom gamle og affældige mennesker eller mennesker, der er fattige og ikke har nogen særlig social position, heller ikke skal vente sig nogen særlig sympati fra sådanne mennesker.
Derimod har disse mennesker en meget stor, ja, overdreven sympati for alle de mennesker, der passer ind i deres eget favør, altså er udstyret med det, de kalder skønhed, og med stor social position og rigdom. Og hvis disse mennesker er væsener, de i stor udstrækning kan nyde godt af, eller i hvis store materielle glans og herlighed de kan sole sig, så er der næsten ingen ende på sympati for disse væsener. Ja, denne sympati kan ligefrem gå til slavisk tilbedelse, ligesom antipatien i første tilfælde på samme måde kan synke helt ned til had og ligefrem forfølgelse. Disse sympatier og antipatier er totalt ulogiske og dermed ganske uretfærdige.
I et samfund af sådanne væsener må den daglige livsatmosfære blive et tilsvarende mentalt uvejr med jordskælv og lynnedslag, cykloner og stormfloder. At et sådant samfunds blade og aviser ligeledes i tilsvarende grad bliver fyldt med disse ulogiske sympatier og antipatier og derved bliver saboterende mange menneskers glæde og livslyst er naturligvis en selvfølge. At et samfund af sådanne væsener kun kan udløse alles krig imod alle turde også her være selvfølgeligt for det intellektuelle menneske, ligesom det samme intellektuelle menneske her ser årsagen til væsenernes ulykkelige skæbner.
2. Vore sympatier og antipatier bringer andre til at føle en tilsvarende sympati og antipati
Det er disse overdrevne sympatier og antipatier, der i særlig grad er materiale for bagtalelsen eller sladderen. Med en sådan overdreven antipati bringer man jo mennesker til at have den samme antipati for dens objekt, som vi selv har, ligesom vi med vore sympatier bringer andre mennesker til så vidt muligt at få disse til at føle en tilsvarende overdreven sympati for dens objekt.
Det er altså i højeste grad en ukærlig væremåde, vi udløser, hvad enten det er disse vore antipatier eller sympatier, der dikterer os. Spreder vi antipati, er vi jo en slags giftslanger for disse vore medvæsener, som vi påvirker, og er det vore sympatier, det drejer sig om, udløser vi her en slags indpodning eller indsprøjtning i vore medvæsener, en stimulans, en slags oplivende, mentalt narkotikum. Begge former er i allerhøjeste grad skadelige for disse vore medvæsener, på samme måde som den materielle slavelænkning til narkotika og stimulerende midler er skadelig.
Vis herefter, hvorledes lidelserne eller de ulykkelige skæbner efterhånden afføder medlidenhedsevnen eller det, vi kalder kærligheden, i mennesket.
Vis, hvorledes kærligheden ikke søger sit eget, hvorledes mennesket derved kommer til at ændre målestok for sine sympatiske anlæg, således at der til sidst ikke kan affødes nogen antipati imod nogen eller noget. Kærligheden er den normale sympati eller det normale bindeled imellem de højeste verdeners levende væsener. Det er således himmeriges rige, dette at blive fyldt med en levende sympati uafhængigt af alle ydre materielle foreteelser.
Håndskreven tilføjelse: Kristus demonstrerede den sympati ved på korset at udtale: “Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre.”
Manuskript til et foredrag af Martinus afholdt på Martinus Institut den 18. maj 1952. Renskrift og stykoverskrifter af Anne Wedege. Godkendt i rådet den 3. marts 2025. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos. Artikel ID: M2177.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.