Dette jeg har et lige så evigt og usynligt organområde, som udgør dets overbevidsthed. Ved hjælp af denne absolut usynlige og evige overbevidsthed har det en evne til at jonglere med materierne, der i sin højeste analyse udgør de seks grundenergier, med hvilke det er i stand til at vedligeholde en organisk struktur, der hedder underbevidstheden.

Igennem denne kan det skabe redskaber eller organer for sin oplevelse af livet og ligeledes for sin tilkendegivelse af sin egen eksistens for andre væsener. I underbevidstheden sker der nemlig bevægelse i stoffet. Bevægelserne skaber reaktioner. At få disse reaktioner i stoffernes berøringer med hverandre til at blive til selve oplevelsen og tilkendegivelsen af sin egen eksistens, er i sig selv selve hovedproblemet. Med denne underbevidsthed skaber jeget sine dagsbevidste og natbevidste oplevelser, og her begynder det område, der er tilgængeligt for sansning.

Kun stofbevægelserne, stofvibrationerne eller stofreaktionerne kan påvirke andre stofreaktioner og derved skabe nye reaktioner. Det, der ikke kan reagere, kan umuligt udløse nye reaktioner. Og da kun disse nye reaktioner kan opleves, vil der altså ingen oplevelse kunne finde sted, der hvor der ikke eksisterer stofreaktioner.

Ligesom det levende væsen afslører sig som et usynligt noget bag sine manifestationer, således afslører selve verdensbilledet sig ligeledes som et usynligt “noget” bag alle stofreaktioner, eftersom disse er lige så logiske plan- eller hensigtsmæssige som de kendte levende væseners manifestationer. Naturens processer afslører også logisk skabelse. Her bliver grundanalysen også “skaberen” og “det skabte”. Da vi således hverken kan se jeget eller skaberen bag naturens eller det levende væsens manifestationer, bliver denne skaber således totalt usynlig i sin egen natur. Men noget, der ikke har synlighed, kan ikke have noget “billede”.

Det levende væsen udgør således i sig selv ikke noget “billede” og kan derved ikke direkte hverken sanses af andre eller tilkendegives for andre levende væsener. Det må derfor i bevægelig materie skabe de stof- eller materiekombinationer, ved hvilke det kan tilkendegive sin egen eksistens for andre levende væsener, og ligeledes opleve andre væseners tilkendegivelse af deres eksistens.

Men noget, der skabes, kan ikke vare evigt. Det er tilknyttet tid, alder og rum. Det er underkastet et princip, der bevirker dets fødsel, kulmination og død eller undergang. Hvis ikke det var således, men derimod således at stoffernes reaktioner ingen begyndelse eller ende havde, kunne manifestation jo umuligt finde sted. I kraft af den tids- og rumdimensionelle verden kan tænkning og manifestation jo finde sted. Men derved forekommer der ikke noget som helst, der kan være evigt i det skabte område.

Alle levende væsener har således et midlertidigt skabt billede, igennem hvilket de kan tilkendegive deres usynlige og evige selv eller jeg. Disse “billeder” viser altså deres usynlige ophav i dets midlertidige standard for livoplevelse og livsmanifestation. Disse organismer er jo netop redskabet for denne midlertidige livsmanifestation. Vi ser derfor en mangfoldighed af forskelligartede “billeder” af det usynlige levende væsen. Og vi kender så at sige kun de levende væsener igennem disse deres skabte og midlertidige “billeder”.

Vi ser disse billeder begynde at tegne sig i mineralmaterie i frostblomsterne på ruderne om vinteren og tillige i al krystallisering. Vi ser billederne blive til planteorganismer, og ser, hvorledes de her udgør en mangfoldighed af farver og dufte, en mangfoldighed i tegning og struktur. Men vi ser billedet blive endnu fuldkomnere i de animalske organismer. Her kommer der et meget større område af den usynlige indehaver bagved frem. Og vi ser billedet blive endnu finere i de menneskelige organismer, ligesom der her også kommer en mangfoldighed af manifestationer eller tilkendegivelser af liv, der ikke kan komme til syne hverken i planternes eller dyrenes manifestationer. Igennem den menneskelige organisme åbenbares der et levende væsen bagved, der har fået en fri vilje. Det kan skabe eller udløse fuldkommenhed og ufuldkommenhed. Det er derfor ved at lære, hvorledes man overvinder ufuldkommenheden og derved kan skabe fuldkommenheden. Ser vi på de levende væseners organismer og de herigennem åbenbarede manifestationer, kan vi ikke undgå at se, at disse udgør en eneste stor skala i fuldkommengørelse. Det menneskelige levende væsen har en evne til at skabe et langt fuldkomnere liv, end dyret var i stand til. At det menneskelige væsens billede og fremtræden skæmmes meget ved mange ufuldkommenheder i dets væsen viser kun én eneste ting, at det ikke har nået at blive færdigskabt.

Bliver det ikke netop igennem denne realitet en kendsgerning, at der her skabes et billede, der efterhånden skal blive helt fuldkomment, blive et billede af Gud? – Ser vi ikke netop her en opfyldelse af det guddommelige ord “lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse”? Helt uden om Bibelen har vi fundet en urokkelig bekræftelse på denne store sætning. Ser vi på alle de levende væseners organismer, kan vi se, at de alle sammen repræsenterer ufærdige billeder af Gud.

Guds billede er det færdige væsen. Det er den mentalitet, der er herre over alle sine skabelser og igennem dem åbenbarer hundrede procents logik. Det er den skabemetode, i hvilken der ikke forekommer nogen som helst tilfældighed, og hvor absolut ingen stoffer går på egen hånd og skaber kortslutninger.

Men i alle situationer handler det således om, at livslysten, fred og velvære og glæde over at være til vokser frem. Da begynder mennesket at være i Guds billede. I alle situationer, hvor mennesket kan fjerne sorgen og ulykken fra andre levende væsener, de kommer i berøring med, da er det i Guds billede. Her er Guds billede færdigt og kan ses, fornemmes og dermed opleves. Guds billede er således selve det skabte.