M2442: Universets tomrum

M2442

Universets tomrum

Af Martinus

1. Den fysiske himmels beskaffenhed

Hvis vi en klar aften retter vort blik imod himlen, ser vi her tusinder af lysende punkter vi har lært at kalde stjerner. Vi er blevet klar over, at disse lysende punkter er fjerne sole og planeter, der hver især bevæger sig i permanente kredsløb eller baner omkring og imellem hverandre. Vi ved også at vor jord eller jordkloden ligeledes er en sådan stjerne på himlen, der ved sit genskin af solens lys ligeledes ude i verdensrummet fremtræder lysende.

Vi har således med vore blotte øjne her et overblik over en del af verdensaltet. Det fysiske verdensbillede udgør altså i sin yderste fremtræden for vore øjne et kolossalt mørke, i hvilket der forekommer en uendelighed af lysende punkter.

Men det er kun om natten, at vi kan få et sådant overblik over verdensaltet. Om dagen er vi indhyllet i det stærke sollys, der blænder alt omkring os. Da vi samtidig lever i et luftocean, der strækker sig et godt stykke op over vore hoveder, og det samtidigt oplyses af sollyset, bevirker dette, at vor udsigt til verdensaltet og stjernerne kun kan ske igennem dette oplyste luftocean.

Det er dette oplyste luftocean, vi ser som den blå himmel. Hvis ikke der var luft omkring os, ville der ikke eksistere nogen blå himmel over vore hoveder. Vi ville have udsigt til stjernerne lige så godt om dagen som om natten. Den blå himmel er altså et rent lokalt område og strækker sig kun ganske få kilometer udenom jorden. Den store del af rummet mellem stjernerne udgør således i virkeligheden en mørk nattehimmel, på hvilken solene eller de lysende punkter tydeligt aftegner sig. Lufthavet er altså i sig selv gennemsigtigt om natten. Men om dagen er det blåt.

Hvorfor er lufthavet blåt om dagen? – Det er fordi solens hvide lys optages i lufthavet og giver det en hvid farve. Men da det stadigt er noget gennemsigtigt, ser vi altså den mørke nattehimmel ude i verdensrummet igennem dette hvide luftocean. Men derved bliver denne hvide farve formørket af den sorte nattehimmel. Denne formørkelse af den hvide himmel bliver dermed en blanding af hvidt og sort. Men en blanding af hvidt og sort giver en gråblå farve, som så igen varierer i alle spektrets farver. Vi kender morgen- og aftenrøden, vi kender regnbuen, vi kender den meget mørkegrå uvejrshimmel, og vi kender den klare blå himmel, der glider mere og mere over i lyse og hvide nuancer, jo mere vi ser på området i nærheden af solen.

Idet lufthavet således optager lyset i sig, bevirker dette, at vi ikke blot kan se tingene, der direkte bliver oplyst af solens lys, men vi kan også se ting og detaljer, der befinder sig i skyggeregionerne. Dette er f.eks. ikke tilfældet på månen. Her er alle skyggeregioner uigennemsigtige, alt efter som de er lufttomme. Hvis vi stikker vor hånd ind i en sådan lufttom skyggeregion, er den totalt usynlig.

2. Om natten har vi udsigt til evigheden, om dagen til timeligheden

Idet vi lever i et kredsløb, der bevirker, at vi skiftevis har nat og dag, har vi fået adgang til ligeledes skiftevis at se ud i verdensrummet og skiftevis se vor egen klodes overfladiske detaljer. Om natten har vi altså et fjernsyn eller det store overblik, der sætter os i stand til, ikke alene at se vor egen klodes plads i det store verdensalt, men også hele strukturen af solsystemet, det indbyrdes forhold mellem jorden og vore nabokloder, rent bortset fra de gigantiske afstande og lysår, der åbenbarer sig som en uendelighed eller evighed for os ude i verdensrummet.

I vort lille nu ser vi således hundreder af tusinder af år tilbage i tiden. Vi ser stjernebilleder i dag, således som de vibrerede for hundreder af tusinder af år tilbage i tiden, ligesom det lys, der i dag udstråles fra aktive sole, vil lyse og vibrere for intellektuelle iagttagere lige så mange hundrede af tusinder lysår inde i fremtiden og fortælle disse væsener om det lys, vi i dag ser udstråle fra vor sol.

Vi har altså det største fysiske overblik over verdensaltet om natten. Om dagen har vi som modsætning hertil det største overblik over vore lokale omgivelser, vore medmennesker, vore huse og naturforholdene her på jorden. Vi lever allerede på det fysiske plan i to verdener. Om natten har vi udsigt til evigheden i vort flygtige nu, og om dagen har vi udsigt til timeligheden.

3. To store oplevelsesevner bygges op, der vil gøre mennesket i Guds billede

At der i menneskets bevidsthed med denne permanente oplevelse af timeligheden og evigheden eller uendeligheden måtte opstå talenter for disse to reaktionsområder turde være selvfølgeligt. Der eksisterer således i mennesket et begyndende talent for begrænsede lokale fysiske oplevelser og et talent for oplevelse af fjerne, ubegrænsede kosmiske områder, der igen er det samme som uendeligheden eller evigheden. Det levende væsen bliver synligt som et væsen, der mere og mere består ikke blot af materie, men også af ånd. Et væsen, der ikke blot er timeligt, men også evigt.

Her bygges altså to store oplevelsesevner eller sanser op, der til sidst vil gøre mennesket Gud lig, hvilket vil sige til mennesket i Guds billede. På samme måde har vi engang fået bygget vore øjne, øren og følelse etc. op i kraft af disse to store oplevelsesevners udvikling igennem de to interessesfærer, den lokale, timelige og konkrete nærhorisont og den abstrakte fjernhorisont, der er af åndelig eller tankemæssig natur og derved bliver af ren åndelig oplevelsesnatur. Medens nærhorisonten bliver af håndgribelig materiel karakter med faste, manifesterede detaljer, bliver fjernhorisonten kun fremtrædende i abstrakte og på en måde umanifesterede detaljer.

Ethvert levende væsen, vi står overfor, har således to bevidsthedsområder. Det har den materielle nærhorisont, hvis detaljer blandt andet udgøres af dets fysiske legeme, dets størrelse og dets særlige tendenser, dets moral eller umoral eller alt det, som vedkommende synligt udgør for os. Dette bliver håndgribelige kendsgerninger for os. Det bliver således faste partikler.

Men det andet bevidsthedsområde, dets umanifesterede fjernhorisont, kan vi ikke se. Vi kan ikke på medvæsenet se, hvad det mener om de ting, som det ikke lader komme til manifestation. Vi kan således ikke se, hvad det mener om livet og døden, vi kan ikke se, hvad det mener om evigheden og uendeligheden, hvad det mener om Gud, hvis det ikke lader denne side af dets bevidsthed komme til udtryk i ydre faste punkter.

Ethvert levende væsens fremtræden eller manifestation har altså et område, der er fyldt med manifesterede eller synlige felter, og et område, der er usynligt. De manifesterede felter er indkapslede i ord og sætninger, i gerning og væremåde. De umanifesterede felter er ikke iklædt materie, således at de er synlige for andre end væsenet selv. Derved bliver det levende væsens hele manifestation og fremtræden synlig som manifesterede partikler og de endnu ikke synlige partikler eller områder.

4. Verdensaltets tomrum er selve Guddommens højeste bevidsthedsterræn

Da de ikke-manifesterede eller usynlige partikler ikke kan indvirke på andre væseners sanser, fornemmes et sådant område af disse væsener som et tomrum. Bevidstheden bliver således at inddele i partikelrummet og tomrummet. Men så er vi jo her ved kerneanalysen af universet. Det fremtræder akkurat med samme analyse. Her er alt kun at inddele i partikelrummet og tomrummet. Imellem stjernerne på himlen er der et overordentlig stort tomrum og et partikelrum. Alle de synlige stjerner, sole, kloder og mælkeveje udgør altså et stort væsens partikelrum eller manifesterede detaljer, der igen er udtryk for tanker, vilje eller kort sagt et levende væsens manifesterede side. Imellem disse partikler eksisterer det store tomrum. Men tomrummet er kun fysisk set, åndeligt set er det jo et væsens umanifesterede side, inden for hvilket væsenets jeg eller faste punkt eksisterer.

Det er ud fra dette umanifesterede område, at alle de faste partikler åbenbarer sig eller kommer til syne, ligesom enhver opløsning af en detalje igen går tilbage til dette umanifesterede område. Verdensaltets tomrum udgør altså ikke noget tomrum, men er selve livets hjemsted, er selve Guddommens højeste bevidsthedsterræn. Her indenfor forefindes hele Guds tankeverden eller alle de detaljer, der efterhånden åbenbares i det synlige eller lokale felt for mikrovæsenerne i Guds bevidsthed, hvilket vil sige mennesker, dyr og planter og mange flere.

5. I tomrummet er vi evigheden

Hvis vi iagttager vor egen organisme, er den også en verden af partikler og tomrum. Partiklerne udgør vor organisme, vore sansesæt, vore synlige manifestationer, medens der imellem disse små fysiske partikler forekommer et tomrum, der ligesom tomrummet i verdensaltet er hundreder, ja måske tusinder af gange større end partiklerne. Imellem disse vore synlige eller manifesterede partikler i vor organisme og andre synlige manifestationer eksisterer altså vor bevidstheds fysiske tomrum, men åndelige hjemsted for vort jeg, vort faste punkt, vort evige væsen. Her i dette rum er vi evigheden. Af dette rum er tiden og rummet udgået. Her er vort evige væsen, vor evige væren. Og heraf vil vor evige fremtid, vore kommende liv udgå, ligesom vore tidligere liv udgik herfra og ligeledes atter vendte tilbage hertil ved deres fysiske tilstands ophør.

Dette fysiske tomrum, men vort virkelige hjemsted, vort virkelige faste punkt, vort virkelige udelelige selv, er sædet for hele vor tankeverden, alt vort håb, vore fremtidsplaner og vore erindringer om fortiden etc. At blive bevidst i denne side af vor væren er det samme som at få kosmisk bevidsthed. Det er det samme som at blive fyldt med den hellige ånd. Med denne viden om universet kan vi aldrig se dette som en verden fuld af tilfældige kræfter, men derimod som en levende bevidsthed. Det, der før mentes at være tomrum, er således sædet for den evige Guddoms bevidsthed og væremåde. I tomrummet mellem stjernerne og i tomrummet i vor organisme er det livets faste punkt, på hvilket vort evige samvær med Guddommen er funderet.

6. Ordet er tanke, og tanke er ånd

Når der er sagt: “i begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud”, bliver det ligeledes en bekræftelse af det, vi har hørt i dag. Ordet er jo udtryk for tanke, og tanke er ånd. Således kan vi med hele universets styrke se, at Guds ånd svæver over vandene. Vandene er de manifesterede partikler, og ånden er det store tilsyneladende tomrum bag partiklerne. Således er Gud allestedsnærværende imellem sine manifesterede partikler, kloder, sole, mælkeveje eller stjernebyer, og således er Gud i form af vor egen væren og udfyldelse af tomrummet imellem vore manifesterede partikler, vore tanker og drømme, idealer og længsler.

Der står skrevet: “Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, så skulle også der din hånd føre mig, og din højre holde mig fast.” Men som De ser, er dette for intet at regne med i forhold til, hvad vi nu ved. Vi kan i dag sige: “Ville jeg tage lysets vinger, ville jeg fare millioner og atter millioner af lysår ud i verdensrummets umådelige højder og opad i makrokosmos’ dybder, såvel som nedad i mikrokosmos, så ville jeg også der være gennemstrømmet af din evige ånd og indflettet i dit almægtige åsyns lysende kulmination af kærlighed.”

Manuskript til et foredrag af Martinus afholdt på Martinus Institut den 1. februar 1953. Renskrift og stykoverskrifter af Anne Wedege. Godkendt i rådet den 3. marts 2025. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos. Artikel ID: M2442.

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.