I påskeevangeliet lærer vi et tankeklima at kende, der modarbejder, ja ligefrem bekæmper med alle til rådighed stående midler det virkelige, guddommelige og verdensfrelsende tankeklima, der i hovedprincippet er dette: at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Bærerne af det førstnævnte tankeklima, som vi af Bibelen har lært at kende under udtrykkene “farisæerne” og “de skriftkloge”, ja, endog de autoriserede “ypperstepræster”, lod sig beherske af nævnte tankeklima. Som bærer af det sidstnævnte, guddommelige tankeklima, som skal gøre alle mennesker til “mennesket i Guds billede efter hans lignelse”, har vi personen “Kristus”, som med rette er blevet kaldt “Verdensfrelseren”, eftersom hans tankeklima udelukkende var det verdensfrelsende.

Vi bliver således i påskeevangeliet vidne til et tankeklima, der får sine ophav til at blive dødsfjender og forfølgere af ophavene og tilhængerne af det tankeklima, i kraft af hvilket Gud forvandler dyret til menneske og dermed hæver det op over dyrerigets dødsterræner. Og hermed har vi principperne i menneskehedens nuværende skæbne i en nøddeskal.

Ser vi på menneskehedens liv og væremåde af i dag, er det meget let at se, at påskedramaet ikke er noget, der kun skete på Golgata for snart to tusinde år siden. Det forekommer over hele verden i dette århundrede mere end nogen sinde. Hvad er verdenskrigene andet end korsfæstelse? – Hvad er gaskamrene og henrettelsesvæsenet andet end korsfæstelse? – Hvad er raceforfølgelserne andet end korsfæstelse? – Hvad er almindelige mord, drab og hævnakter andet end korsfæstelse? – Hvad er fattigdom, sult, sygdom, nød og elendighed andet end korsfæstelse? – Hvad er løgn, bedrageri, misundelse og bagtalelse? – Er det ikke midler ved hjælp af hvilke, korsfæstelse iværksættes? – Hvem bliver ikke korsfæstet? – Og hvem er ikke med til at korsfæste?

Det er ikke så mærkeligt, at verdensgenløseren ved en særlig lejlighed udtrykte: “Den, der er ren, han kan kaste den første sten!” – Alle ufærdige mennesker korsfæster. Og alle ufærdige mennesker bliver korsfæstet. Korsfæstelse er således en almindelig dagligdags ting her indenfor den ufærdige jordiske menneskehed.

Ser vi tilbage i menneskehedens historie, kan vi se, at korsfæstelsen, hvilket her vil sige: lidelse og påføring af lidelser, ikke er blevet mindre i det nuværende århundrede end i de tidligere tidsepoker, tværtimod. Et enkelt menneske kan med en atom- eller brintbombe udslette en millionby med dens befolkning og kulturværdier i løbet af sekunder og således korsfæste den nation og kultur, som den ødelagte by tilhører.

Mennesket er efterhånden vokset mere og mere bort fra sin instinktevne og kan til en vis grad begynde at lede sit liv ved hjælp af begyndende “menneskelige” evner, der er under udvikling i dets psyke. Disse evner er intelligens og følelse. Følelsen har i første omgang bevirket den religiøse evne i væsenet, medens dets senere tiltagende intelligensudvikling bevirker, at det nu mere og mere leder sin bevidsthed efter de oplevelser og erfaringer, det rent fysisk kommer ud for.

Det er disse to evners begyndende udvikling i væsenet, der har gjort det til det begyndende menneske. Og vi har set, hvad dette begyndende menneske i kraft af sin intelligens har kunnet udvikle sig til til dato. I kraft af denne intelligens er det endnu ikke blevet til noget virkeligt færdigt menneske. Det har endnu i en stor udstrækning dyrets mentalitet. Det er endnu underkastet dyrets forplantnings- og parringsprincip. En overordentlig stor del af menneskeheden er endnu kødspisere. De må slagte og dræbe andre væseners organismer for at kunne æde disse, skønt det i virkeligheden slet ikke er en livsbetingelse for mennesket at skulle æde dyrelig. Ligeledes har det ufærdige menneske også dyrets forsvars- og angrebsprincip i sig. Det forfølger had med had og krig med krig.

På disse felter er det således endnu ikke blevet til menneske. Her udfolder det sine fra dyreriget nedarvede principper. Men det ikke blot anvender disse dyriske selvopretholdelsesmetoder. Det anvender disse metoder, som vi før har set, i en overdimensioneret målestok. Det har fået en menneskelig begavelse, men den næstekærlighed, der skal til for at kunne anvende menneskelig begavelse på rette måde, har det endnu ikke fået udviklet. Denne kærlighed kan nemlig kun udvikles i kraft af væsenets oplevelse af lidelse.

Det udgør i kraft af dets mere eller mindre manglende kærlighedstilstand et overdimensioneret dyr, ligesom det i samme grad udgør en diametral modsætning til det fuldkomne menneske i Guds billede, som det engang skal blive. Det er således ikke dyr og ikke noget menneske, men udgør derimod en modsætning til det virkelige menneske. Hvad kan vi da kalde et sådant væsen? – Vi har jo allerede fra vor børnelærdom fået indpodet, at modsætningen til Guddommen er “djævelen”. Vi har da ikke noget andet udtryk for de nævnte væseners bevidsthed, der ikke er dyr og ikke er menneske, men en modsætning til virkelig menneskebevidsthed, end “djævlebevidsthed”.

Den ufærdige side i mennesket kan kun være en absolut modsætning til selve kristus- eller den fuldkomne menneskebevidsthed og er således i en tilsvarende grad “djævlebevidsthed”. Her gælder Kristi ord mere end i noget som helst andet tilfælde: “Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder.” Var det ikke netop “djævlebevidstheden” i ypperstepræsterne, de skriftkloge og farisæerne og dermed de fremtrædende autoriteter i kultur- og moralskabelse, der bragte Kristus på korset og dermed saboterede de tankeklimaer og den væremåde, i kraft af hvilke Gud skaber mennesket i sit billede? – Og det er denne sabotage, alle mennesker, i hvem “djævlebevidstheden” i dag har overtaget, fortsætter. Og det er denne sabotage af den verdensfrelsende kristusmentalitet eller den totale næstekærlighedens tankeklimaer, der i dag skaber den af Kristus bebudede dommedagsoplevelse eller ragnarokstilstand, i hvilken alle er i krig med alle.

Det er denne manifestationsform, der kendetegner det jordiske menneske som et ufærdigt væsen i Guds skabelse af mennesket i sit billede. Som et led i denne skabelse fandt påskebegivenheden sted. Igennem denne begivenhed åbenbarede Gud for de ufærdige mennesker et virkeligt, totalt fuldkomment menneske, der var ét med Gud og således fremtrædende i hans billede efter hans lignelse. I påskeevangeliet fortælles det således menneskene, hvorledes et sådant fuldkomment menneske opfattede sine medmenneskers væremåde, og hvorledes hans egen væremåde var overfor alt og alle og fremtrådte som bekræftelse og understregning af det guddommelige strålevæld af Guds ånd, der gennem hans ord lyste og varmede ind i hans for denne ånd og væremåde modtagelige medmennesker.

Vi har set, hvorledes denne ånd har oplyst store dele af den jordiske menneskeheds natsorte mentale terræner og ført millioner af mennesker fremad i Guddommens plan med, og skabelse af, “dyrets” forvandling til “menneske” i mennesket. Igennem verdensgenløserens ånd og væremåde åbenbaredes både sandheden og vejen til fuldkommenheden, lyset og saligheden eller den uafbrudte glæde ved at komme frem til opstandelsen fra korsfæstelsens og dødens mørke og ind i lyset og saligheden og værende ét med Guddommen.

Det totale kristusvæsen er altså et væsen, der elsker sin næste, som det elsker sig selv, ja undertiden endnu mere. Det er et væsen, der tilgiver sine fjender. Det er et væsen, der ikke fører krig. Det ved, at den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Det ved at det, et menneske sår, skal det høste. Det ved, at det man vil, at andre skal gøre imod os, det må vi også gøre imod dem. Det er et væsen, der meget hellere vil give end at tage. Det vil hellere selv lide, end at det vil, at andre skal lide. Et sådant væsen er i sig selv en sol for sine omgivelser. Det lyser og varmer for alt og alle. Det er ikke så mærkeligt, at et sådant væsen føler sig ét med Faderen. Det er jo fuldstændigt i kontakt med alkærligheden og alvisdommen og lever derfor også midt i Guddommens almagt.

Hvordan er nu det jordiske menneske i forhold til dette guddommelige menneske? – Kan det ufærdige jordiske menneske elske sin næste som sig selv? – Nej, absolut ikke, så langt fremme i udviklingen er det endnu ikke nået. Derfor har det vanskeligt ved at kunne tilgive sine fjender. Det tror på, at det kan afskaffe krig og fjendskab med krig og fjendskab. Det forstår ikke, at de, som ombringer ved våben, skal selv omkomme ved våben. Derfor vandrer det trygt der, hvor engle ikke tør træde. Det forstår ikke, at det, det gør imod andre, kommer tilbage som dets skæbne, ligegyldigt om det er godt eller ondt, og at det således selv er ophavet til dets egen skæbne.

Dette at give hellere end at tage er heller ikke særligt fremtrædende hos det ufærdige menneske. At det heller ikke selv hellere vil lide, end at det vil, at andre skal lide, er der også mange eksempler på. At det mere er en lysende og varmende sol for sig selv, end det er for andre, er også i stor udstrækning almengældende.

Men det er jo denne af individet selv igangsatte korsfæstelses tilbagekomst som en korsfæstelse af sit ophav, der udvikler dets humanistiske evne eller den begyndende næstekærlighed. Det bliver mere og mere følsomt overfor sin næste, og dets evne til at kunne nænne at gøre andre fortræd, dets evne til at kunne nænne at korsfæste bliver således mindre og mindre. Og desto mindre det kan nænne at gøre fortræd eller korsfæste, desto mere bliver det lig det fuldkomne menneske.

Desto større næstekærlighed det således bliver i stand til at kunne manifestere, desto mere bryder den store guddommelige evne, intuitionen, frem i væsenet. Og i kraft af den begynder det nu i form af “kosmiske glimt” at opleve den sande virkelighed bag det fysiske tilværelsesplan. Det begynder igennem disse kosmiske glimt at opleve sin egen udødelighed eller identitet med evigheden. Det begynder at være til stor hjælp og glæde for sine omgivelser. Det nænner ikke mere at korsfæste nogen, men det betyder ikke, at det ikke mere bliver korsfæstet. Men denne korsfæstelse var en, det tidligere kom ud for, som en tilbagevendende korsfæstelse, det havde udløst imod andre væsener.

Kristi korsfæstelse var også frivillig. Han følte efter sin bøn i Getsemane Have, at hans mission krævede, at han måtte gennemgå denne korsfæstelse for at vise menneskene, at han kunne tilgive selv sin værste bødler og gå i forbøn for dem, så de ikke skulle komme til at lide noget for den handlemåde eller korsfæstelse, de påførte ham. Menneskene måtte se, at Kristus selv kunne praktisere den væremåde, som han havde forkyndt i sin bjergprædiken og ved andre lejligheder. Med denne korsfæstelse blev der adgang for Guddommen til at åbenbare for menneskeheden, at en sådan altoverstrålende næstekærlighed virkelig eksisterede og var vejen til sandheden og livet eller den opstandelse, der er livsmysteriets sande løsning.

Væsenet, der nu er blevet i menneskelig renkultur, fri af alle dyriske tendenser og ikke mere har ond eller mørk karma til gode og har en bevidsthed, der i kraft af de kosmiske glimt er urokkeligt forankret i bevidstheden om Guddommen, befinder sig nu i en sådan åndelig kraft, der fuldstændig er af samme art som universets grundtone, alkærligheden. Når denne kontakt indtræder, føler væsenet det som en fuldstændig forening med Guddommen og de allerhøjeste kræfter. Igennem dets intuitionsevne, der efter denne proces bliver permanent og under viljens kontrol, får væsenet adgang til universets højeste visdom som en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand.

Det behøver derfor ikke mere at inkarnere i den fysiske verdens tunge materier for at lære. Det er nu udlært i livets eller kærlighedens højeste væremåde. Det behøver ikke mere at fødes i kødet for at komme til sine venner på det fysiske tilværelsesplan. Det kan nu ved en særlig proces materialisere sig i et midlertidigt på det fysiske plan synligt legeme og igennem dette åbenbare sig for dertil egnede fysiske væsener. Ligeledes kan det igen på samme måde i lyntempo dematerialisere nævnte interimistiske legeme og således blive usynligt på det fysiske plan.

Det er nu blevet et væsen, der ikke skal fødes af kvinder og ikke gennemgå nogen dødsproces. Det er nu helt opstået fra den fysiske verdens lidelses- og dødsterræner. Men dette forhindrer ikke, at det kan komme til stede overalt, hvor det kan være til glæde og velsignelse for væsener i lidelsernes og skærsildens zoner, væsener, der af hjertet ønsker hans altomfavnende og velsignende hånd. Guds plan med dette menneske er således sket fyldest. Vi har her for os det virkelige menneske i Guds billede efter hans lignelse, det mål alle ufærdige væsener uundgåeligt skal nå i deres nuværende kosmiske spiralkredsløb.

Og således er påskeevangeliet foruden at være en historisk begivenhed også et kosmisk symbol over selve Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse.