Medens vi i den fysiske verden kan se en hel serie af foreteelser, vi ikke kalder tanker, nemlig sole og stjerner, planeter og mælkeveje, kontinenter og have, skove, marker og bjerge, mennesker og dyr etc., kan vi i den åndelige verden kun se foreteelser, der alle uden undtagelse er tankebilleder.

Livet i den åndelige verden begynder heller ikke ved den fysiske død. Vi lever hele tiden – også i dette øjeblik – i den åndelige verden. Vi kan nemlig ikke på noget som helst sted eller på nogen som helst tid opleve en berøring med fysisk materie, uden at denne berøring skaber et tankebillede. Vi begynder således at opleve tankebilleder, når vi vågner om morgenen, og fortsætter dermed, helt til vi falder i søvn om aftenen. Denne oplevelse, fra vi vågner til vi falder i søvn, er altså én eneste stor, fortsat åndelig oplevelse. Men før denne oplevelse af eller dannelse af denne strøm af tankebilleder har der fundet noget sted, som ikke var tankebilleder. Det var den fysiske organismes funktioner og berøring med den ydre materie.

Dette, at vi oplever, er i virkeligheden kun det samme, som at vi med vore fysiske sanser registrerer nogle ydre fysiske foreteelser. Disse ydre foreteelser adskiller sig i fremtræden ved at være forskellige. De er bundne i noget, vi kalder kontrastprincippet. Dette bevirker, at hver enkelt ting tilkendegiver sig igennem dens modsætningsforhold til andre ting. Det er disse modsætningsforhold, vor organisme registrerer. Vort øje registrerer lys og skygge. Vort øje kan således kun vise, hvordan lys og skygge forekommer i forbindelse med en eller anden bestemt ting, vi ser. Det fortæller os kun, at der er så meget lys og så megen skygge, den og den farve etc. Men hvad tingen er, det kan øjet umuligt fortælle os.

Det samme gør sig gældende med hensyn til hørelsen. Vort øre registrerer således det indbyrdes modsætningsforhold imellem lyde, men hvad lydene betyder, kan øret umuligt sige os. Det samme er ligeledes tilfældet med lugten og smagen.

Vi kan sætte et maleri af et kønt landskab hen foran en hund og et menneske. Hunden har lige så gode øjne som mennesket. Dens øjne registrerer nøjagtigt farver og detaljer på billedet lige så godt som menneskets øje. Men den opfatter ikke landskabet, som maleriets farvekombination udviser. Mennesket derimod opfatter med det samme landskabet, som maleriets farvekombination udgør. Mennesket har altså her noget, som hunden ikke har, evnen til at opfatte synets objekt.

Denne evne er ikke noget fysisk. At hørelsen ikke giver os evnen til at opfatte det, vi hører, gør sig ligeledes gældende. Vi behøver blot at høre et sprog, som vi ikke har lært og derfor ikke forstår. Vi hører da en hel serie af lyde, hvis tankebilleder vi ikke fatter. Her mangler vi ligesom hunden ikke evnen til at høre, men evnen til at forstå det, vi hører. Således skal der bag enhver form for sansning forekomme en evne til at forstå det, vi sanser. Denne evne er ikke en fysisk evne. Der, hvor denne evne er til stede, skaber den de fysiske reaktioner om til tankebilleder. Denne omskabelse er en åndelig oplevelse.

Vi er her på det fysiske plan vant til, at vor bevidsthed er inkarneret i fysisk materie, først vor organisme og derefter dennes placering i reaktionerne mellem denne og den fysiske materie og den heraf affødte materielle sansning. Denne foreteelse er så grov og tyngende på sanserne, at vor sansning af den åndelige verden forekommer som noget ganske stofløst, som noget så luftigt som næsten ingenting. Og mennesket er derfor kommet til at tro, at det kun slet og ret udgør den fysiske organisme, og at det står og falder med den. Men det er, som man her kan se, en tåbelig overtro.

Væsenet består altså af to materiekombinationer, en fysisk og en åndelig. Den fysiske er organismen, medens den åndelige er bevidstheden. Disse to kan arbejde levende sammen, og vi siger, at væsenet er vågent. De kan også være adskilt, og vi siger, at væsenet sover. Men for ethvert levende væsen kommer der engang, hvor ånden, bevidstheden, skiller sig helt ud fra den fysiske organisme for ikke mere at besætte denne med sin nærværelse. Og da er organismen ikke blot bevidstløs, men den går straks i opløsning. Og vi siger om en sådan organisme, at den er et lig. Da menneskene opfatter denne organisme som identisk med det åndelige væsen, hvis ånd eller bevidsthed besatte den, opfatter man nu dette væsen som dødt. Men sagen er, at kun det fysiske er skilt ud fra bevidstheden eller den ånd, der før besatte den og gjorde den levende.

Den åndelige verden bliver altså en moralsk eller umoralsk, en skøn eller grim verden, alt eftersom væsenets mentalitet er en åbenbaring af moral eller umoral, en åbenbaring af skønhed eller grimhed. Den bliver en primitiv eller genial verden alt efter væsenets primitivitet eller genialitet. Den åndelige verden bliver derfor en verden med zoner af primitive, grimme, umoralske sfærer og en zone af skønne, højt kulturelle og kærlige verdener. Ved dette indblik i, at vor bevidsthed er vort åndelige legeme eller organisme, bliver det lettere at indstille sig på, hvorledes livet vil forme sig, når vi ikke mere har den fysiske organisme.

Da vor bevidsthed er vort åndelige befordringsmiddel, er vi nu allerede en ånd, der vandrer i den åndelige verden. Nu sidder De alle her stille og lytter til mig, og i samme grad, som De forstår de tanker, jeg har åbenbaret for Dem, har jeg ført Dem igennem en åndelige sfære. De har hørt mine ord, men det var ikke de fysiske lyde i min tale, der er eller har været målet, men de tankebilleder, som jeg i lydene eller sproget har nedlagt.

Her var denne åndelige rejse tilknyttet de fysiske sanser, men De kan i en stille time i Deres hjem i tankerne gennemgå foredraget, og så bliver det en hundrede procents åndelig oplevelse. Det er denne tænkning over de fysiske oplevelser, der er åndelig oplevelse. Da denne evne ikke har sit hovedsæde i den fysiske organisme, men i vor åndelige struktur, overlever den den fysiske organisme.

Man kan også leve usundt og ligefrem sabotere sin fysiske organisme. Kvalerne bliver da ikke blot de rent fysiske sygdomme og den heraf følgende kropslige undergang, men en række tænkninger i det af sygdommen affødte sortsyn. Væsener kan også her have en række tænkninger i lystsyn. To unge elskende lever jo i en ligefrem højspænding af salig tænkning, når de hver for sig erindrer sig den elskede. Det er således ikke blot, når de er sammen fysisk, men også når de i tankerne erindrer sig hinanden. Mennesker kan arve en stor formue, og det skaber en salig tænkning.

Al dvælen i tankerne er en vandring i åndeverdenen. Og så kommer det an på, hvad vi har af tankemateriale at kunne dvæle ved. Mørke tanker kan kun sætte os i forbindelse med andre væseners mørke tanker, ligesom lyse tanker skaber forbindelse med andres lyse tanker. Mørke tanker fører til selvmord, til skærsild og ragnarok. Lyse tanker fører til livets højeste tinder.

Her på jorden udvikler vi altså vor evne til at vandre i de allerhøjeste verdener foran den evige trone. Her skal vi overvinde tid og rum, her skal vi tilegne os evnen til at elske vor næste som os selv. Thi denne evne er nøglen til himmeriges rige, til Guddommen og udødeligheden. Med denne evne vandrer vi med lys som en guddommelig majestæt igennem alle riger.