Her på vore breddegrader har vi det store guddommelige gode, at den fysiske naturs principper bliver åbenbaret på en sådan måde, at samme naturs skiftende scenerier bliver et billede eller et symbol på selve det evige livs principper. Vi oplever her, at naturen åbenbarer for os fire store kontrastrige afsnit, som vi kalder “årstider”. Vi har vinteren, foråret, sommeren og efteråret. Ved ækvator er der nærmest en evig sommer, og ved polerne en evig vinter. Men på vore breddegrader er hver årstid meget stærkt markeret. Og derfor har vi her på vore breddegrader naturens eller livets allerstørste undervisning eller åbenbaring af livets største, bærende principper for livets oplevelse.

Vi ser her hos os “vinteren” som et tidsafsnit, en lille epoke, hvor kulde og frost dræber og hindrer livets udfoldelse. Det er stilhedens eller dødens princip. Vi ser de bladløse træer. Vi ser, at livet fra millioner af væsener er stagneret. Insekterne er borte, trækfuglene er borte. Markens blomsterenge er tildækket med sne, der ligesom et liglagen ligger hen over disse. De spejlblanke søer med deres små klukkende bølger er stivnede i is. Vinteren er livets symbol på døden.

Vi ser det samme princip i mange andre formater. Hvad er et døgn andet end en åbenbaring af de samme fire store principper. Er ikke midnat kuldens og mørkets domæne. Ser vi ikke her, hvorledes dyr og mennesker er gået til ro og sover? – Hvad er morgenen? Er det ikke det samme som lysets og varmens tilbagekomst med befordringen af livets opvågning? – Svarer ikke byernes myldretid omtrent til trækfuglenes liv. Alle har travlt med at komme til dagens gerning, til livets udfoldelse, ligesom blomsterne eller vegetationen om foråret. Og hvad er middagstiden andet end midsommertidens princip? Da er dagens lys og varme på sit højeste. Derefter kommer eftermiddagens eller aftenens princip. Alle iler tilbage til hvilen efter dagens udfoldelse og høst. Lyset og varmen forsvinder, og natten eller vinterens princip breder sig atter over en sovende verden.

Ser vi på vort eget jordliv fra fødslen til graven, ser vi manifestationen af de samme principper. Det lille spæde barn repræsenterer vinterens princip. Det er ligesom det bladløse træ i skoven. Det er en indre livskraft, som efterhånden vil komme til at give sig udtryk i den ydre verden, ligesom træets indre livskraft efterhånden fylder sine grene med det vidunderskønne løv. Barnets bevidsthed vil ligeledes komme frem. Og den epoke, i hvilken barnets bevidsthed således kommer frem, kalder vi ungdommen. Denne svarer altså til foråret. Så kommer manddommen. Det er ikke vanskeligt at se, at den svarer til sommerens princip. Her er mennesket i sin højeste fysiske udfoldelse. Herefter kommer efterårets princip i organismen. Dette kender vi som alderdommen. Og væsenets udfoldelse stagnerer. Det kaster sin visne løvkrone, organismen.

Men hvad kan så alle disse kredsløbsprincipper, disse fire årstider, fortælle os. De fortæller intet mindre end det evige livs eventyr. De fortæller ganske vist direkte om liv og død, men de fortæller også, at liv og død er de to kontraster, som oplevelsen af livet må opbygges af. Var der ikke disse to kontraster, ville ingen som helst form for livsoplevelse kunne finde sted. Og da ville en evig død ruge over vandene i stedet for Guds evige ånd, hvilket vil sige Guds evige bevidsthed. Til en hvilken som helst oplevelse skal der absolut kontraster eller modsætninger. Uden modsætninger vil enhver form for sansning være totalt umulig. Hvad skulle der netop være at sanse, hvis ikke modsætningerne eksisterede? Alt, hvad vi oplever eller sanser, er modsætninger til andre ting, vi har oplevet. Det, der ikke har modsætninger, eksisterer ikke for sansning. Derfor må der eksistere lys og mørke. Og derfor må der lige så vel eksistere det såkaldte “gode” som det såkaldte “onde”. Det er altså de kontraster, af hvilke livet skabes.

Når disse principper også forekommer i selve væsenernes organismer og dermed i deres livsoplevelse, er det jo fordi, det såkaldte “onde” og “gode” ligeledes her er nødvendigt, for at de overhovedet kan opleve liv. Men her ser vi også, at der bliver polarklima i mentaliteten, hvor der er for meget af den mørke kontrast, og ørkenklima hvor der er for meget af lysets kontrast.

Ved at studere sommerens kontrastforhold ser vi altså, at denne udelukkende er baseret på et vist forhold mellem varme og kulde, ligesom vinteren og de to andre årstider, foråret og efteråret, ligeledes er baseret på et vist særligt forhold mellem de to kontraster. Som De her har set, er naturen således livets egen undervisning. Ved et særligt forhold mellem kulde og varme skaber den altså sommer. Da de samme to kontraster bor i menneskenes mentalitet, kan mennesket også kombinere sin lys- og mørkekontrast, således at det bliver “vinter” eller “sommer”, det udviser over for sine omgivelser. Nu skulle De prøve at gøre op med Dem selv og finde ud af, om De skaber sommer eller vinter i Deres forhold til den eller den. Den virkelige kærlighed, uden forelskelse, er altså sommerens princip. Og overdimensioneret mørke er altså hadets princip. At blande sine følelser, lyse og mørke, på en sådan måde, at de udgør sommerens sollyse og varmende og livgivende princip, er altså naturens egen lære. Om De har for meget mørke i Deres mentalitet i forhold til lyset, kan let kendes derpå, at hvis De ønsker noget ondt over Deres næste, ønsker at han på en eller anden måde skal pines, så har De alt for megen mørkekontrast i Deres mentalitet. Og De må absolut her, hvor denne kombination hersker i Deres mentalitet, fremtræde i en dødbringende vintertilstand. Deres had eller antipati er det samme som kulde og frost. Og her bliver det rigtigt at kalde det “det onde”. Om denne Deres antipati eller overdimensionerede mørkekontrast er rettet mod et menneske, der har gjort Dem ondt eller på en eller anden måde generet Dem, er ganske ligegyldigt. Denne hans tilstand ophæver ikke virkningerne af Deres særlige vintermentalitet. Hvis De ikke søger at ændre denne Deres vintermentalitet over for ham, vil den stadig holde Deres egen livsglæde indefrosset i Deres egen is og kulde.

Det gælder altså om at komme til at tilgive sin næste. Men for at lette udviklingen af denne evne, er det nødvendigt at lære at erkende, at han ikke kan være anderledes, end han netop er. Hans blanding af kontrasterne må jo repræsentere det stadium, han er nået til i skabelsen af mentalitet og væremåde over for omgivelserne. Efterhånden som man igennem udviklingen lærer dette, nænner man ikke at have så meget ondt eller så megen mørkekontrast i sin bevidsthed over for ham. Og på denne måde vokser mennesket selv fremad imod foråret og sommerens mentalitet, frem til den rigtige blanding af lys og mørke. Den blanding i hvilken hverken lyset eller mørket bliver ondt, men indgår som en guddommelig velsignelse, et overjordisk kærtegn, et lysglimt fra Guds åsyns strålevæld. Og det gør det ufejlbarligt der, hvor vi elsker vor næste som os selv og dermed Gud, som er selve lyskilden bag begge kontraster i os.