Først vil jeg gerne takke Dem og Deres søde frue, fordi De så venligt aflagde mig et besøg sidste år, da De var i Danmark. Dernæst skriver jeg til Dem, fordi jeg igennem Deres ven hr. A har fået lidt at vide om den hårde skæbne, De og Deres hustru er ude for. Jeg forstår, at det må være meget slemt for Dem. Og hvis jeg bare kunne gøre et lille mirakel, der kunne fritage Dem fra Deres besværligheder, så var det allerede blevet gjort for længe siden. Men således er det ikke. Men jeg tænker tit på Dem i min bøn til Gud. Jeg ved, at Gud har en mening med alt det triste, som De og Deres hustru må opleve. Og jeg kan kun sige, at jo mere man er inde i genvordighederne, desto mere er det en kendsgerning, at Gud arbejder med os. Desto mere er vi i hans smeltedigel. Gud har jo en mening med os, og denne mening er at omdanne os til at blive i hans strålende billede. Men hvordan skulle han kunne gøre det ved bare lys? – Der må også andre realiteter til. Det modne æble bliver ikke til ved blot og bar solskin. Natten har også sin indflydelse på dets tilblivelse, ligesom det også må opleve regn lige så godt som solskin. Vi ser, at det må gennemleve forskellige stadier, der er mere eller mindre sure, før det kan nå at udgøre det modne stadium, der er Guds billede med hensyn til æblet.

Gud ønsker at omdanne alt ufærdigt til at udgøre “hans billede”. Guds billede er ikke en skikkelse, der ser sådan og sådan ud. Guds billede er derimod den velsignelse og glæde, den virkeligt guddommelige, modne og færdige skabelse udtrykker. Er de modne frugter ikke til glæde og velsignelse for de levende væsener? – Det er kun det, der endnu ikke er færdigskabt fra Guds hånd, der er ubehageligt. Men hvis vi lægger mærke til det, der er færdigt fra Guds hånd, ser vi i alle situationer uden undtagelse, at det er guddommeligt til glæde og velsignelse for de levende væsener. Igennem millionårige epoker har Gud skabt vore øjne, vore øren, vor lugtesans, ja, hele vort legeme. Og er dette legeme ikke guddommeligt? – Der, hvor det ikke er, som det skal være, er det blot, fordi menneskene selv har grebet ind og mere eller mindre har ødelagt det ved deres særlige forkerte væremåde. Den skabende magt bag tingene, som således afslører, at dens færdige resultater i alle situationer uden undtagelse er til glæde og velsignelse for levende væsener, kan kun have til hensigt, at den skabende magt, som vi selv har, igennem denne vidunderlige organisme, som Gud har udstyret os med, ligeledes i alle situationer må være til glæde og velsignelse for levende væsener. Der, hvor den ikke er det, der er det, at vi skaber os en tilsvarende ulykkelig skæbne. Den skabende magt, der har skabt vor organisme eller dette vidunderlige redskab, ved hvilket vi også kan skabe, kan ikke have givet os den, for at vi skulle udøve en skabende magt, der er til skade og ødelæggelse for den skabelse, som den førnævnte magt stadig udfolder om os i naturen og i alle andre levende væsener. Her ligger grundkilden til al lidelse, til al mørk skæbne.

Der, hvor vi ikke kommer i kontakt med den skabende magt, der har frembragt vore guddommelige muligheder for at kunne skabe, og ikke skaber efter samme metode og i samme formål som den, der sker der en kortslutning i vor bevidsthed og nervesystem. Denne kortslutning mærkes som smerte, lidelse, depression og alle andre situationer, der kan gøre en skæbne ulykkelig. For det ulykkelige menneske er der kun én vej. Og denne vej er dette at bede til Forsynet om, at man må få lov til at bruge sin skabeevne til at forme sit liv og sin væremåde således, at dennes resultater i alle situationer bliver til glæde og velsignelse for levende væsener, akkurat ligesom Forsynets eller naturens skabelse. Alene denne tankeindstilling er den absolut eneste fuldstændige og sunde livskraft, der eksisterer. Alle andre tankearter, der går ud på kun at bjærge sig selv, er ikke hævet over dyrets tankeart. Dyret alene har ret til kun at tænke på sig selv og sit afkom og sin parringsdrift. Og dyret har ikke den store intelligens, som mennesket er blevet udstyret med. Det har kun sin fysiske eller legemlige overlegenhed at beskytte sig med. Og her i dette væsens rige er det en livsbetingelse, at det må dræbe for at leve. Og desto mere overlegen og dræbende væsenet kan blive over for sine forfølgere og modstandere, desto bedre kan det beskytte sig. Der findes ikke nogen anden udvej for dyret. Det er endnu i sin skabelse således langt fra at være færdig, at det kun kan bjærge sit eget liv.

Men mennesket er nået meget længere frem imod den færdige tilstand i sin skabelse. For dette væsen har fået hele det intellektuelle udstyr i sin mentalitet og organisme. Det har således fået meget større begavelse, end det er nødvendigt for, at det selv kan bjærge livet. Denne for bjærgningen af dets eget liv overflødige psykiske og mentale struktur skal altså bruges i de andre levende væseners favør. Og dette er her blevet den store livsbetingelse, der har afløst den dyriske livsbetingelse, der jo betingede, at man måtte dræbe for at leve. Derfor er det blevet en livsbetingelse for mennesket – ikke at dræbe – men derimod dette at give liv. Dette vil igen sige, at man med de evner, der ligger over de dyriske evner, og som udgør vor intellektualitet og højere følelse, må bruges i vor næstes favør. Derfor kommer der her til syne den store lov, der udtrykkes i det femte bud: “Du skal ikke dræbe”. Det er ikke en livsbetingelse for mennesket at dræbe for at leve. Der, hvor menneskene gør dette, er de absolut på bølgelængde med Kain, til hvem Gud sagde: “Gør du godt, da kan du se frit op – men gør du ondt, da ligger synden for døren”. Ja, da ligger sygdommene, ulykkerne og lidelserne eller den ulykkelige skæbne for døren.

Dette ikke at dræbe gælder også dyrene. For mennesket er det ikke blot skadeligt, men det er også absolut unødvendigt at spise animalsk føde for at leve. Her dræber millioner og atter millioner af såkaldte “civiliserede” eller såkaldte “kulturmennesker” dagligt millioner og atter millioner af dyr verden over i den tåbelige overtro og slendrian, at dette er en rigtig levemåde. De forstår ikke, at de i virkeligheden er nået så langt frem i udviklingen eller i at blive et færdigt menneske, at de er højt hævet over det dyriske trin eller den for mennesket totalt uværdige tilstand at æde andre højtudviklede levende væseners organismer og derved er med til at gøre livet til et helvede for disse væsener. Et menneske, for hvem det slet ikke mere er en livsbetingelse at dræbe for at leve, men som alligevel myrder og dræber i mangfoldighed levende væsener for at fortære deres kød og blod, er således på en måde inden for kannibalismens område. Al kød- og blodnydelse er kannibalisme, hvad enten det er dyre- eller menneskeorganismer, man fortærer. At have tankearter, der således tilsigter drab og mord på dyr, er en dræbende livskraft for mennesker. Tankekraft er nemlig samtidig livskraften i menneskets legeme eller organisme. Der, hvor mennesket ikke er blevet udrenset for den dræbende livskraft, som altså er en dødskraft, der kan det ikke blive beskyttet imod de tilsvarende lidelser eller den livsforfølgelse, som de selv udløser mod andre levende væsener. Og Gud er jo i færd med at udvikle den naturlige føde for mennesket, nemlig den vegetariske. Man vil måske her mene, at dette også er drab på liv at spise planteføde. Men planten har ikke så meget åndeligt liv eller bevidsthed på det fysiske plan, at den har evne til at føle smerte og lidelse. Så den kan ikke nære frygt eller rædsel, således som tilfældet er med de animalske væsener.

Ja, kære NN. Jeg kan ikke skabe mirakler og det, jeg har givet Dem, er muligvis kun en ringe trøst i øjeblikket, men det er ikke desto mindre vejen ud af uføret. Jeg har her givet dem et lille indblik i livets kosmiske love og struktur, så De kan se, hvor kortslutningerne begynder. Alle mennesker kommer til et stadium i deres liv, hvor skæbnen siger stop. Der er noget i det pågældende væsens væremåde, der nu ikke går længere. Al tankekraft må ophøre med at være dødskraft og må således bringes til at være livskraft og dermed give sundhed på sjæl og legeme. Og kommer man først til at forstå dette, så har man en uendelig stor hjælp og kraft i sin bøn. Og livet begynder atter at blive lysere.