M4214
Intuitionen er en kosmisk evne, der vokser frem sammen med kærlighedsevnen
Af Martinus
SPØRGSMÅL
Vil Martinus give en definition på intuition?
SVAR
Jamen det skal jeg se, om jeg kan forklare Dem. Når abevæsenet begynder at få en krop, der efterhånden kan udvikles til en menneskekrop, så begynder det at få menneskelig begavelse, det vil altså sige primitiv følelse og intelligens. Længere fremme begynder dette abevæsen så at opdage, at det kan bruge våben, det kan måske smide en kokosnød på en anden, eller det kan måske bruge en gren at slå med. Og det vokser videre frem og får bue og pil osv. Men det er ved hjælp af de menneskelige evner, altså primitiv følelse, f.eks. had og fjendskab, og så intelligens. Derfor bliver mennesket hurtigt dyrene overlegent. Men den dyriske mentalitet har det stadigvæk, og med denne dirigerer det sine menneskeevner. Det går videre, og intelligensen udvikler sig, og vi ser, at mennesket stadig har dyrisk bevidsthed. Den griber ind, og den bruger menneskelig intelligens til at udføre det dyriske princip. Når menneskene laver atombomber, sådanne forfærdelige dræbende våben, helvedesmaskiner osv., så er det deres dyriske bevidsthed, der bevirker, at de bruger denne menneskelige intelligens til at lave disse morderiske apparater.
Når menneskene laver denne karma og kommer igennem deres lidelser, så vokser en ny evne ud, kærlighedsevnen, altså evnen til, at man ikke kan nænne at gøre ondt, den humane evne. Og når den rigtigt vokser frem, så man ikke vil krig, og man ikke vil gøre ondt og ikke myrde, så befordrer den en ny evne, nemlig intuitionen. Intuitionen er den mest hurtiggående vibrationsenergi, der eksisterer, og med denne evne kan man så at sige opleve hele universet. Med denne evne kan man opleve alt, hele livsmysteriets løsning. Det er en kosmisk evne, og den får man ikke, før man når et bestemt stadium. Men nu er der jo unge mennesker, der tror, at de kan få denne kosmisk evne ved at nyde hash og ved at nyde narkotiske midler osv. Det er rigtigt, at disse narkotiske midler har evne til at virke ind på de psykiske evner, som endnu er latente hos mennesket, men som slet ikke må berøres. Disse midler kan virke ind på disse psykiske evner og sætte dem i gang. Så oplever man ufærdige kosmiske tilstande og ødelægger disse evner. Når man så engang skal have kosmisk bevidsthed, skal man igennem en stor karma, og den kosmiske bevidsthed kan ikke blive fuldkommen. Derfor skal man ikke bruge sådanne midler, der rører ved den åndelige [struktur], det gør spiritus jo også. Alt det, der kan røre ved psyken, må man holde sig fra.
Mogens Møller: Er der balance mellem intelligensen og kærlighedsevnen i menneskets bevidsthed, så findes der mulighed for intuitionens indslag i menneskets dagsbevidsthed.
Ja, kærligheden modarbejder jo den dyriske bevidsthed, således at menneskene bruger den menneskelige bevidsthed med de menneskelige evner. Men i et langt stykke i udviklingen bruger menneskene det dyriske princip, og det er jo det, der befordrer krig, fjendskab, had og forfølgelse. Men meningen er, at den dyriske bevidsthed skal væk, så man kun kan bruge de menneskelige begavelser på den rette måde.
Spørgsmål nr. 178 fra den nye bog Martinus svarer på spørgsmål. Fra en spørgetime i Kosmos Feriehem i Varnhem, Sverige, 1. pinsedag den 25. maj 1969, der blev optaget på bånd. Emneoverskrift og bearbejdelse af båndafskrift af Torben Hedegaard. Godkendt i rådet den 27. januar 2024. Artikel-id: M4214.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.