Nu da vintersæsonen slutter, og der bliver en lille pause i foredragene, kan det være godt at se lidt tilbage over foredragene for at indprente sig, hvad det er, der har været det centrale i det, de har bragt. Alle foredrag, såvel som de afholdte kurser, har udelukkende været baseret på at vise menneskene, at livet er et levende sprog, ja er en direkte henvendelse til hvert enkelt levende væsen fra et forsyn eller fra selve Guddommen. En overordentlig stor del af menneskene bæres endnu af deres instinkt med hensyn til deres religiøse indstilling. Til disse mennesker hører alle de såkaldte troende mennesker. Disse føler alle instinktmæssigt, at der er en gud til. Det samme instinkt siger dem, at det ikke er lige meget, hvordan man lever. De skelner mellem “det onde” og “det gode”. Da de endnu ikke har intellektualitet til at gennemskue selve livets virkelige struktur, må de dømme ud fra de realiteter, der er lettest for dem at fatte. De ser således, at nogle mennesker er onde, og andre er gode, og tror derfor, at disse to slags væremåder må have hvert sit oprindelige ophav. Ligesom Guddommen er ophavet til det gode, må der være en djævel til at være ophavet til det onde. Og herpå er de fleste religiøse sekter og samfund dannet, ligesom religionerne også på en måde er tillempet til modtagelighed for sådanne instinktmæssigt indstillede væsener. Ligeledes har de dannet sig, også på grund af deres instinkt, at der må være straf for det onde og belønning for det gode. Straffen kulminerer i evig fortabelse, i gråd og tænders gnidsel, medens belønningen kulminerer i et evigt liv i salighed.

For alle disse mennesker gælder det, at de kun er koncentreret på de engang af deres førere og religionsstifteres manifesterede opfattelser og skrifter. De ser ikke på selve livet omkring dem på anden måde, end hvad der ikke stemmer med deres opfattelse er djævlens værk eller det onde, medens alt det, som de mener er i kontakt med deres opfattelse, er Guds værk og udgør altså det gode. Der er mennesker, de dømmer som djævlens børn, og mennesker, de dømmer som Guds børn. For de første gælder der evig fortabelse i helvedes ild, for de andre gælder der evigt liv i herlighed og glæde. Og disse mennesker tror jo hver især, at de selv netop hører til de frelste, og at anderledes tænkende mennesker hører til de fortabte, hvis ikke de bliver omvendt til deres særlige opfattelse af livet. Og da der findes mange forskellige opfattelser, hver med sin gruppe af tilhængere, der hver især mere eller mindre ser de andre i intolerant belysning, som fortabte, er der ikke megen udsigt til, at disse mennesker skal komme til at leve i harmoni med hverandre. Her er der også en slags krig ligesom imellem nationer og stater. Dette kan således umuligt føre til den endelige fred, hvilket vil sige den endelige fuldkommenhed. Livet eller Guddommen har en langt større tale til menneskene end den, der overbringes menneskene på anden hånd igennem den eller den religionsstifter eller fører for menneskene, hvor guddommelige disse menneskehedens velgørere så end har været.

Ligesom det lille barn de første måneder af sit liv klamrer sig til moderens bryst og må leve af modermælken, indtil det kan indtage anden føde, således må også menneskene i de første kosmiske stadier eller udviklingsepoker fra dyr til menneske klamre sig til deres føreres opfattelser. Disse opfattelser eller livsindstillinger bliver således i princip det samme som modermælken på et højere kosmisk stadium. Disse verdensgenløsere og religionsstiftere eller førere bliver således et moder- eller forældreprincip for disse mentalt og religiøst set umyndige væsener. Men ligesom barnet vokser fra modermælken og forældrenes beskyttelse, alt efter som det selv vokser til og nærmer sig de voksnes stadium, kommer til skelsår og alder, således vokser også mennesket fra sit instinktmæssige religiøse stadium. Ligesom barnet begynder at kunne klæde sig selv på, begynder at kunne klare sig selv, således begynder også mennesket religiøst set at kunne klare sig selv. Det begynder selv at indhøste erfaringer og viden om livet. Det vil ikke mere nøjes med “modermælken” eller børnelærdommen. Det kræver nu en meget mere kombineret og sammensat føde. Det kan ikke mere leve ved tro, nu vil det have viden.

Men ligesom barnet i sit overgangsstadium fra barn til voksen gennemlever en slags “lømmelalder”, det vil sige en mental tilstand, hvor det ikke bryder sig ret meget om forældrenes tale eller de gældende traditioner, men meget ofte er betaget af sin egen nye tilstand og viden og tror undertiden, at det sidder inde med alverdens viden og lader hånt om alle bestående traditioner, således gennemgår også mennesket en kosmisk eller åndelig “lømmelalder”. Denne lømmelalder er det materialistiske stadium, som mennesket oplever som et overgangsstadium fra dets religiøst troende til dets vidende stadium. “Lømmelaldersymptomerne” giver sig særligt til kende igennem den moderne videnskabs første stadier. Den lader hånt om troen på en guddom, troen på et evigt liv, troen på reinkarnation etc. Den forstår lige så lidt som det unge menneske, at den kun er ved en svag begyndelse af oplevelsen af den virkelige sandhed. Den er sprængfyldt med materialistiske fakta, men de er alle sammen oplysninger om materie, om bevægelser, vibrationer og bølgelængder. Det er viden om stof eller ting, der eksisterer i tid og rum. Det er viden om ting, der kun er midlertidige, fordi de er begyndelse og afslutning underkastet. Den har eksperter i viden om timelige eller dødelige ting, men viden om de evige fakta bag de timelige er stadig en gåde for dem. Dette viser, at den kun er i en åndelig lømmelalder og således ikke er voksen. Men ligesom barnet ikke bliver ved med at være i lømmelalderen, således bliver mennesket heller ikke ved med at være i den kosmiske lømmelalder.

Trods den overordentlig store viden om materien, om de timelige ting, så er der dog stadig et stort spørgsmål tilbage. Selve livet er stadig mystik. Alle materielle facitter udmunder i noget, der ikke er tids- og rumdimensionelt. Tiden ender i evigheden, og rummet ender i uendeligheden. Evigheden og uendeligheden kan ikke måles og vejes. Ligeledes bliver det også en kendsgerning, at der er mere til end netop det skabte eller frembragte. Det gør det til kendsgerning, at der også må eksistere en skaber. Denne skaber må også være noget evigt. Det kan ikke være det skabte, der frembringer skaberen. Det må da være det omvendte. Det må være skaberen, der frembringer det skabte. Og selv om videnskaben siger, at den slags ikke kan udforskes, og det er foreteelser i livet, man ikke kan vide noget om, så er disse svar dog ikke fyldestgørende. De fjerner ikke eller opløser spørgsmålet om livsmysteriets løsning. Men noget, der ikke har fundet sin løsning, bliver ved med at arbejde sig hen imod denne løsning. Og således vil mennesket også søge løsning i de mentale lag, i hvilke de evige fakta belyses. Her vil absolut alle ende i deres hunger og søgen efter livets forklaring. Dette mentale lag hedder kosmisk bevidsthed og belyses igennem en ny videnskab, hvis fundamentale facitter ikke er mål og vægt, men evige facitter.

Åndsvidenskaben lærer menneskene at studere selve livets virkninger eller manifestationer fra et helt andet udsigtspunkt end det tids- og rumdimensionelle. Og det er udelukkende at indstille sig på selve livet og se det som udslag af mentalitet og viljeføring. Dette fører til, at man opdager, at livet i sig selv er guddommelig tale. Og at væsenet ved sine egne sanser, sin egen mentalitet, kommer til at leve i Guddommens tænke- og væremåde. Det fordrer, at vrede og had [bliver] til kærlighed, og krig til fred. Dette mentale område, hvor mennesket begynder at tale med Gud, er den hellige ånds område. Det er det begyndende paradis. Det er en indre begyndende forståelse af selve livets mening bag alle ydre foreteelser. Vi ser, at vrede og bitterhed, had og forfølgelse, krig og ufred er overflødige foreteelser og forekommer kun på grund af uvidenhed og naivitet. Man må indleve sig i selve livets mangfoldighed af udtryk som et sprog, igennem hvilket Guddommen udtrykker sin bevidsthed, tanke og vilje, og derved igennem denne tale komme til ved egen selvstændig oplevelse at se, at alt er såre godt, og at Guds mentalitet er kulminerende logik, hvilket vil sige, at den kulminerer i at gøre alt til glæde og velsignelse for de levende væsener, hvorved alt i sit slutfacit bliver såre godt.

Denne livets tale gør mennesket kosmisk set suverænt i et intimt, individuelt forhold og samvær med Guddommen. Det er dette forhold, der indledes med den store fødsel eller indvielse. Og med denne oplevelse er væsenet ikke mere afhængig af trosdogmer eller andre menneskers meninger eller opfattelser, lige meget hvor stor autoritet de så end måtte sidde inde med. Det får hele sin viden igennem sin indre sammensmeltning med Guddommen. Det er denne sammensmeltning med Guddommen, Kristus udtrykker som “at være ét med faderen”. Men da Guddommens organisme og organer eller fysiske legeme er vor næste, er altså alt, hvad vi oplever igennem vor næste, Guds tale til os. Ved vor væremåde og handlinger henvender vi os til Gud, enten bevidst eller ubevidst, og Gud svarer igennem vore oplevelser. Det er disse oplevelser, vi kalder skæbnen. Men skæbnen er ikke en blind udløsning. Den er altså Guds svar på individets væremåde over for næsten og dermed over for Guddommen. Alt, hvad vi ønsker over vor næste, er i virkeligheden vort ønske over Guddommen. Guddommen og næsten kan ikke skilles ud fra hinanden. Derfor bliver det evige facit “du skal elske din næste” den fuldkomne opfyldelse af livets største bud: “Du skal ikke dræbe”. Vort forhold til Gud er vort forhold til vor næste og intet mere eller mindre. Kun igennem dette forhold kan vi lære at forstå Guds tale og komme i bevidst samarbejde med ham. Dette er altså livets store løsning for det jordiske menneske.