Noget af det, verden i vor moderne tid er kommet meget langt fra, er begrebet “Guds ånd”. Begrebet “Gud” er blevet noget, som hverken videnskab eller almindelige intelligente mennesker åbenlyst tør vedgå sig, hvis man da overhovedet tror på denne Gud. Som en modsætning hertil tror det endnu uudviklede menneske, naturmennesket i urskoven, at der absolut er en gud til. Det er rigtigt, at denne tro ikke er intellektualiseret som en afklaret videnskab. Det kan den da også umuligt være, alt eftersom fortidsmennesket jo ikke har nogen særlig udviklet intelligens. Hvad er det da, der giver det primitive menneske denne stærke tro? – Det er en i dets indre indbygget organisk kraft. Denne kraft behersker næsten uindskrænket dets forestillingsliv og får dette forestillingsliv til at udløse sig i urokkelige forestillinger om en guddoms eksistens. Men denne kraft har ikke til opgave at udrede disse forestillinger i intelligensmæssige analyser. Til denne proces kræves en helt anden evne, en evne, som først kommer til væsentlig udvikling i væsenet på et langt senere stadium. Derfor bliver det primitive menneskes forestillinger om Guddommen ikke baseret på noget videnskabeligt grundlag. Det kræver væsenet slet ikke. Det er fyldt med en, af denne indbyggede organiske kraft bårne, overbevisning om, at der er en højere regerende magt bag alle naturens og livets tilskikkelser.

Da det kun har en svag begyndende intelligens, kan det kun forestille sig Gud i sit eget billede ud fra de foreløbige dyriske eller drastiske erfaringer, det har fra sit primitive livsstadium. Her slås menneskene ligesom dyrene om det daglige brød eller om livsgoderne. Livet er baseret på krig eller kamp med andre væsener, hvilket vil sige medmenneskene og dyrene. Her forekommer der venner og fjender. Her forekommer der sejrherrer og undertrykte. Her forekommer der høvdinge, som må regere stammen og lede dens kamp mod andre høvdinge og deres stammer. Ud fra dette realistiske erfaringsliv må dette primitive menneske danne sig forestillingen om Guddommens liv. Hvad andet skulle det kunne danne sine forestillinger efter? – Derfor bliver også dets opfattelse af Guddommen et billede, der er dannet efter dets eget liv og tilværelse. Det forestiller sig derfor ikke Guddommen som et enkelt stort væsen, men som en hel serie af væsener. Disse væsener opfatter de altså som guder. At disse guder også må have fjender at kæmpe med ligesom menneskene, regner de for selvfølgeligt. Og disse Guddommens fjender opfatter de som djævle. Disse uudviklede menneskers forestillinger om de himmelske eller overjordiske magter måtte således blive en genspejling af nævnte menneskers eget jordiske liv. Og da dette jordiske liv naturligvis blev noget forskelligt efter de forskellige egne på jorden, hvor de var bosat, blev deres erfaringer om kampen for tilværelsen ligeledes noget forskellige. Og da de byggede deres forestilling om Guddommen efter disse erfaringer, måtte menneskenes gudsbegreber eller forestillinger om Forsynet således også blive forskellige.

Men det var ikke blot forestillinger om guddom eller forsyn, den indre organiske kraft befordrede i menneskene. Den befordrede også en indre overbevisning om udødelighed. Man troede absolut på, at man fortsatte livet på et åndeligt plan efter den fysiske død. Og da dette plan jo var det samme som det, i hvilket de højere magter forekom, nemlig guderne og deres fjender, så gjaldt det altså om at leve således her på jorden, at man var i yndest hos guderne, altså de stærkeste væsener eller sejrherrerne over de væsener, man betragtede som de onde. Derved opstod det, man kalder moral. Moral er altså en væremåde baseret på sådanne leveregler, som man mener, der er guddommene velbehagelige. Og dem, der særligt havde levet efter disse regler, kom altså til guderne, kom til et sted, hvor alle deres forestillinger om ideel tilværelse blev opfyldt, medens de andre kom til et sted, hvor de kom til at lide, fordi de ikke havde søgt at komme i gudernes yndest, men måske ligefrem havde modarbejdet dem. De måtte da blive prisgivet guddommenes fjender. Derfor opstod de forskellige forestillinger om livet efter døden. Derfor blev indianernes himmel til de evige jagtmarker, og derfor blev vikingernes himmel til et Valhal, hvor man skulle leve højt sammen med guderne, hvis man havde været særligt dygtige dræbere, og selv var blevet dræbt. Og derfor har de store verdensreligioner i dag også deres særlige idealhimmel, udelukkende bygget efter deres uintellektuelle forestillinger om livet efter døden. Her drejer det sig også om at have tilegnet sig Forsynets yndest, fået syndernes forladelse osv., ellers bliver man også her prisgivet djævelen, bliver evigt fortabt i et gloende helvede, et uhyggeligt sted, hvorfra alt håb lades ude.

Hvis man nu vil nærmere til bunds i, hvad der egentlig ligger bag ved hele denne udviklingsepoke i menneskehedens historie, må man altså se bort fra alle disse særlige forestillinger, menneskene på de forskellige steder på jorden har dannet sig om Guddommen eller Forsynet. De er alle baseret på en uudviklet eller ganske svag intelligens, som endnu ikke kan fin-analysere og skabe videnskabelige analyser. Den kan endnu kun i store og grove træk skabe en slags kunstig logik, der giver tilsyneladende mening i tilværelsen. Således synes der at være en god mening i, at man efter døden oplever en slags belønning, hvis man har opfyldt den gængse moral i sit fysiske liv, og får straf, hvis man ikke har levet efter den. Man ser, at de havde lige akkurat så megen intelligens, at de kunne danne sig en forestilling om livet, der tilsyneladende var en logisk mening i. Og i virkeligheden var løsningen jo også den mest fornuftige mening, man kunne danne sig på basis af de erfaringer, man på det daværende trin havde til rådighed. At man senere i udviklingen har tilegnet sig et tusinder af gange større erfaringsmateriale og en udviklet intelligens, betinger naturligvis, at man helt anderledes kan logisk underbygge livsopfattelsen, ja, til sidst kan opleve den, ikke som en forestilling, men som en virkelig urokkelig videnskab.

Gennem den her fremførte iagttagelse kan vi altså se, at før der overhovedet eksisterede nogen forestilling om Guddommen eller Forsynet, har der eksisteret en organisk kraft, som rent automatisk har udløst en tendens i mennesket til at danne sig en forestilling om et forsyn eller guddomme som universets ophav og ligeledes en tendens til at finde en logisk mening med menneskenes liv. Denne indre trang til, at der skal være et styrende forsyn bag naturen eller universet og ligeledes, at der skal være en logisk mening med menneskenes tilværelse, er altså ikke et menneskeligt påfund. Den er, som vi her har set, et produkt af en i væsenet indbygget organisk kraft på samme måde som dets syn, hørelse og hele dets øvrige organiske struktur.

Vi kommer her til, hvis vi vil være logiske, at måtte acceptere den opfattelse, at ligesom der ikke kunne opstå syn uden ved et i forvejen eksisterende lys og ligeledes heller ikke hørelse uden ved en i forvejen eksisterende lyd, således kan der heller ikke opstå en automatisk organisk befordring af en urokkelig overbevisning om en guddoms eksistens, en urokkelig overbevisning om en logisk mening med livet og en overbevisning om, at der er et liv efter den fysiske død, uden at der må eksistere en guddom, en logisk mening med livet, et liv efter døden. Af hvilket skulle disse tendenser ellers være udrundet? – Noget kan ikke komme af intet, lige så lidt som noget kan blive til intet. Da der ikke findes nogen som helst af de øvrige normale funktioner i væsenet, der er uden mening, uden noget som helst nyttigt formål, hvorfor skulle så denne organiske tendens til i det uintellektuelle og primitive menneske at befordre overbevisningen om en guddoms eksistens, en overbevisning om en logisk mening med livet og overbevisningen om et liv efter døden, være uden mening, blot være en ren og skær afsporing i den ellers så hundrede procent logiske skabelse, som det levende væsens øvrige organiske funktioner udviser? –

Så vil man måske her spørge, hvorfor denne organisk indbyggede tendens senere mere og mere er forsvundet, så det moderne intelligente menneske ikke har denne evne i dag og slet ikke tror på noget forsyn? – Men er det i virkeligheden således? – Nej, således er det i virkeligheden ikke. Den indre organiske kraft til at forbinde det levende væsen til Forsynet, livets mening og livet efter døden er stadig i uformindsket grad til stede i menneskets indre. Men det moderne menneske er jo organisk nået frem til et mere udviklet stadium end det primitive fortidsmenneske. Igennem mange livs kampe for tilværelsen har det fået udviklet sin intelligens. Det er helt anderledes i stand til at analysere end fortidsmennesket. Derfor er denne evne nu trådt til, og ved denne mange gange fordoblede evne til at analysere bliver det i stand til at kuldkaste mange af de gamle og af primitiv intelligens opståede forestillinger om livsgådens løsning. Det er magtpåliggende for det, at analyserne er virkelige, urokkelige kendsgerninger. Den indre organiske kraft, der tidligere befordrede troen på et forsyn, livets mening og livet efter døden, befordrer nu menneskets evne til at kræve disse realiteter som virkelige kendsgerninger. Hele den videnskabelige forskning på alle grene eller i alle fag er i virkeligheden kun én eneste stor søgning efter livsgådens løsning. Og denne løsning kan kun være Forsynet eller Guddommen, livets mening og udødeligheden.

Men den indre organiske drivkraft i mennesket, der afføder begæret efter livsgådens løsning i forbindelse med menneskenes ydre erfaringer, fejltagelser og ufuldkommenheder, vil uundgåeligt føre til livsgådens løsning. Fejltagelserne bringer menneskene lidelser. Lidelser udvikler humanitet. Kampen for tilværelsen udvikler intelligensen, intelligensen skaber begæret efter opklaringen af livets mysterium. Således er de første spæde organiske tendenser til at forbinde det primitive menneske med livsmysteriets løsning stadig til stede i mennesket, men mange gange fordoblet. Det søger nu efter Gud, ikke blot med instinktet, men også med intelligens og følelse. Menneskene har aldrig søgt efter Gud i en større grad, end det nu er tilfældet, men de er sig det ikke bevidst. De tror i mangfoldige tilfælde, at det er noget helt andet, de søger, hvad det i virkeligheden også i det givne øjeblik er. Men dette andet kan umuligt være andet end et led i søgningen, som det må igennem for at blive ledt til de felter, hvor afsløringen til sidst vil vise sig for væsenerne som kendsgerninger. Den kraft, der ledte det primitive menneske til en instinktmæssig forestilling om livsmysteriets løsning og bandt det til Gud, er i færd med at lede det levende væsen endnu nærmere til denne løsning, så Forsynet eller Guddommen, livets mening og udødeligheden ikke skal blive ved med kun at være hypoteser eller noget, der ikke kan tilfredsstille intellektualitetens hunger, men blive virkelig vågne dagsbevidste fysiske kendsgerninger, så mennesket i stedet for at leve på troen kommer til at leve på videnskab eller kendsgerninger.

Denne organiske kraft, der således stadig leder mennesket igennem instinkt og senere igennem intellektualitet, humanitet, og derved omskaber det til mennesket i Guds billede, udviser altså en stor logisk skabelsesproces. Viser en særlig interesse for mennesket. Viser, at den er beregnet til at føre menneskene til en guddommelig lykketilværelse, hvor Gud, hvor livets mening og udødelighed er videnskabelig kendsgerning. Men da en hensigt, en logisk plan kun kan eksistere som udtryk, ved hvilket et bagved eksisterende levende ophav bliver til kendsgerning, bliver Gud således her bag menneskenes liv og tilværelse synlig som en kendsgerning, og menneskenes forvandling bliver til et produkt af denne Guddoms bevidsthed. Men da bevidsthed er ånd, kommer vi således her til at se, at Guds ånd er til stede bag alle levende væseners bevidsthed og vil betinge, at alle levende væsener skal blive til mennesket i Guds billede.