I det daglige liv lever vi hver især i en livstilstand eller leveform, vi kalder “menneske”. Ikke desto mindre forekommer der millioner og atter millioner af mennesker, der ikke ved, hvad et menneske er. I den retning er disse millioner af mennesker ikke ret meget foran dyrene. Disse ved jo heller ikke, hvad et dyr er. En løve ved ikke, hvad en løve er, lige så lidt som en krokodille, en slange eller okse etc. henholdsvis hver især ved, hvad de selv er. De lever bare og opretholder hver især deres tilværelse i kraft af deres selvopholdelsesdrift. At de udgør løver, slanger, krokodiller og okser etc., er jo kun en betegnelse, de har fået i den menneskelige opfattelse. Dyrenes egen opfattelse af dem selv ser ganske anderledes ud, ligesom deres opfattelse af mennesket naturligvis også er en ganske anden end den, mennesket har af sig selv. Men mennesket har en længere fremskredet eller mere udviklet bevidsthed. Det kan bedre overse dyrets fremtræden eller livsform end dyret selv.

Men ligesom mennesket således er dyret overlegent, således er der i virkeligheden også væsener, der står over mennesket og bedre kan overse dettes livsform og skæbnedannelse end mennesket selv. Disse væsener har en helt anden opfattelse af det jordiske menneske end dette væsen selv. Det er disse væsener, der af naturen selv er blevet organisk indviede. De har nået en bestemt udviklingstilstand, hvor de lever i en kosmisk oplysningstilstand, der sætter dem i stand til at gennemskue universets kosmiske love, dets struktur og dermed de levende væseners virkelige identitet. At livet og tilværelsen, de levende væsener, stofferne, materien eller bevægelserne, skabelsesprocessen i naturen, mineraler, planter, dyr, mennesker ser anderledes ud for dem end for det almindelige uindviede jordmenneske, bliver her selvfølgeligt.

Hvem er og hvor er disse indviede væsener? – Det kan være svært for de almindelige mennesker at tro, at der skulle findes sådanne væsener. De vil hver især udbryde, at de aldrig nogen sinde har mødt eller set et sådant væsen. Og det er jo ganske rigtigt. For det første er det kosmisk, organisk indviede væsen på jorden en umådelig sjældenhed og derfor ikke kendt, ja, dets eksistens vil ligefrem blive benægtet. For det andet kan man ikke møde det indviede væsen på det fysiske plan i kød og blod, så længe man ikke er i stand til at møde det åndeligt. Selv om man virkelig skulle møde et sådant væsen, vil man kun se en fysisk krop, der er ligesom alle andre jordmenneskelige organismer, ja, den kan endog skønhedsmæssigt ikke altid måle sig med det almindelige jordmenneskes. Så fysisk er det indviede væsen ligefrem camoufleret.

At se det kosmisk indviede væsen som en fanatiker, som et sygt eller abnormt væsen, er jo det samme som ikke at se den indviede. At se og møde den indviede er at komme på mental bølgelængde med dette væsen. Uden denne kontakt kan det uindviede menneske hverken møde det indviede væsen eller selv blive indviet. Det må forblive i sin uvidenhed eller på det mentale lavland, hvor man endnu ligesom dyrene ikke ved, hvad man selv eller et levende væsen er. Kun det menneske, man er på samme bølgelængde med, kan man møde og se. En glimrende sportsmand kan vurdere eller erkende en anden sportsmand. En god fodboldspiller eller en, for hvem denne manifestationsgren er et og alt, kan møde og se og vurdere en anden fodboldspiller. Men om denne anden fodboldspiller har en stor viden eller dygtighed på andre felter, kan han ikke se eller bedømme. Det er altså kun fodboldspilleren i den anden mand, han kan møde. Om denne anden mand samtidig er en vordende professor Bohr eller en gigant i teoretisk fysik eller en anden videnskab, kan den blotte fodboldspiller således ikke vurdere. (Professor Bohr var, så vidt jeg ved, engang en dygtig fodboldspiller).

Og således er det med alle menneskers bedømmelse af mennesker. De kan kun bedømme ting ved hjælp af de samme ting. Ligesom fysik kun kan erkendes igennem fysik, således kan ånd eller åndelig viden kun erkendes igennem ånd eller åndelig viden. På de felter af livet og tilværelsen, hvor vi ikke selv har viden, kan vi selvfølgelig ikke erkende det, vi ser. Hele vor bedømmelse af livet og tilværelsen, vor egen identitet og skæbne indbefattet, kan vi altså kun opleve og erkende i kraft af den viden, vi sidder inde med. Dette vort intellektuelle område er således vort eneste søgelys. Kun i dette lys kan vi se. Der, hvor vi ingen viden har, ligger livet eller tilværelsen hen i et natsort mentalt mørke. Her er livsvejen usynlig. Dette burde ethvert uindviet væsen ligefrem med ildbogstaver brænde ind i sin bevidsthed. Så ville det undgå at vandre så trygt på de veje, hvor engle ikke tør træde, og som fører lige ned i svovlpølen eller ragnarok, hvilket igen er det samme som alle former for de ulykkelige skæbners domæne.

For at kunne bedømme et menneske må man altså på forhånd have viden om det levende væsens struktur. Har man ikke det, kan man jo heller ikke vide noget om livets højeste struktur i mennesket. Så ser vi jo menneskets fysiske side eller det af samme menneske, der ligger inden for de felter, hvor vi har viden og sanser til direkte at opleve. Så bliver mennesket for os kun dets ydre, vi med vor viden og sanser kan komme i kontakt med. Så bliver mennesket for os kun fodboldspilleren, mureren, snedkeren, matematikeren, lægen eller ministeren, røveren, banditten, stodderen eller fyrsten etc. Men er der nogen af de betegnelser, der udtrykker menneskets virkelige analyse? – Er ikke alle mennesker noget helt andet end det, der kan udtrykkes ved de nævnte og lignende betegnelser? – Hvad udtrykker disse betegnelser? – De udtrykker kun særlige manifestationsmetoder. En særlig organisation af energi og stof, der igen fremtræder som logisk skabelse. Men manifestationsmetoder, der frembringer logisk skabelse, kan jo ikke eksistere selvstændigt. De kan jo kun eksistere som virkninger af en årsag. Her i dette tilfælde bliver årsagen en tænkende skaber. Hvis ikke det var en tænkende skaber, kunne skabelsen jo ikke blive logisk, eller hvilket igen vil sige plan- eller hensigtsmæssig. Man har jo aldrig set og vil aldrig få at se, at døde stoffer kan skabe noget hensigtsmæssigt. Kun et levende væsen kan have vilje og hensigt og overføre dette sit begær til manifestation i materien. Alle vegne, hvor der er logisk eller hensigtsmæssig skabelse, kan det altså kun ske i kraft af en usynlig, hensigtsmæssigt tænkende skaber.

Oplevelsen af denne usynlige skaber kan altså kun ske igennem tanken eller tænkningen, der igen er en psykisk oplevelse. Bag de fysisk synlige skabelsesprocesser eksisterer der altså et psykisk ophav, men da psyke er det samme som ånd, bliver et menneske såvel som ethvert andet levende væsen altså en fremtrædende ånd. Dets ydre fysiske fremtræden er altså kun noget sekundært ved det levende væsens analyse. Det primære, det virkelige, den absolutte sandhed om det levende væsen er altså, at det er en ånd. Som følge heraf kan det kun opleves ved hjælp af ånd eller åndelige sanser. Hvad er da åndelig sansning? – Det er logisk tænkning, intuition eller tilegnelse af åndelig viden. Den, der kun lever på fysisk viden, vil være et åndeligt uvidende og dermed et tilsvarende åndeligt dødt væsen, der kun kan opfatte det levende væsens fysiske side. Da denne kun er timelig eller forgængelig, tror dette menneske, at det er det levende væsens analyse. Det forstår således ikke, at denne analyse kun er kroppens eller den fysiske organismes analyse. Den opfatter skaberen som identisk med de skabte tings analyse, fordi det ikke kan se andet end de fysisk skabte ting. Det har endnu ikke ånd eller psyke, tænke- eller bevidsthedsevne nok til at tænke sig ind til den usynlige evige skaber, det i sig selv er bag sin fysiske organisme.

For den udviklede forsker og tænker kan det således blive udtryk for den højeste logik eller videnskabelige indstilling og dermed til en teoretisk kendsgerning, at “mennesket” kun er et midlertidigt udtryk for en i organismen oplevende, tænkende og skabende evigt uforgængelig og dermed udødelig ånd, på samme måde som universets eller alle naturens forskellige processer kun er udtryk for en igennem disse fysiske skabelsesprocesser logisk tænkende, skabende og dermed ligeledes evig, udødelig ånd. Og således kan det igennem logisk tænkning for det uindviede væsen blive til teoretisk kendsgerning og for det kosmisk indviede væsen til selvoplevet erfaring, at ethvert levende væsen og dermed også den levende ånd bag mennesket, er en evig åbenbaring af det samme princip som det, vi kalder Gud. Ånden bag det fysiske menneske såvel ånden bag ethvert andet levende væsen er således en evig åbenbaring af Gud.