Der er givet menneskene mange leveregler, blandt andet “de ti bud”. Men i virkeligheden eksisterer der kun ét bud, nemlig: det femte. Alle andre bud er kun en variation af dette bud. Det rummer nemlig alle overtrædelser. En hvilken som helst overtrædelse af de andre bud er en form for drab eller mord. Når det hedder sig: Du skal ikke stjæle, du skal ikke lyve eller bedrage, du skal ikke bedrive hor etc., så er de alle en form for drab eller mord. Alt, hvad der kommer ind under dette: ikke at elske sin næste, vil altså være det samme som i en tilsvarende form at nedbryde hans liv. Der, hvor man ikke er venlig, er man uvenlig. Der, hvor man ikke har sympati, har man antipati. Sympati og antipati er mental udfoldelse. Det er bevidsthedsfornemmelse. Det er livsmanifestationens sjælelige side ved det levende væsen. Det ufærdige menneskes bevidsthedsudfoldelse er en skiftende variation af denne antipati og sympati. Da antipati er mental kulde, irritation, bitterhed eller vrede over den eller den og derfor er modarbejdende det væsens livsglæde, og i værste tilfælde kan udløse et attentat på vedkommendes fysiske organisme, der kan føre til dennes undergang, som er objektet for denne antipati, vil begrebet antipati således kun være et udtryk for mord. Tankearter, der udløser sig i antipati, udløser altså i større eller mindre grad mord. Og den, der udløser denne tankeart, er morder.

Da det ufærdige menneske kendes på, at det kan udløse stærke antipatier mod den eller den, vil ethvert ufærdigt menneske altså i større eller mindre grad være morder, alt efter den antipati hans tankeindstilling udviser. Dette at dræbe er altså noget, der ikke blot kan ramme den fysiske organisme, men er også i høj grad dødbringende over for andres mentalitet eller sjæleliv. Kan da noget være dødbringende over for sjælen? – Hedder det sig ikke, at man nok kan slå legemet ihjel, men man kan ikke ihjelslå sjælen? – Det er rigtigt, man kan ganske vist bringe den fysiske organisme helt til undergang ved dødbringende indgreb i denne, og det er også rigtigt, at man ikke på samme måde kan slå sjælen ihjel. Men det forhindrer ikke, at man kan lædere visse andre menneskers sjæl hist og her med sin antipati. Det vil altså sige, at man kan bringe væsenet til at fornemme sorg og nedtrykthed, der hvor det før følte sand livsglæde eller sundt velbehag. I en sådan situation har man da i dette menneske myrdet eller dræbt livsglæden for en tid. Og her er menneskenes drabsområde endnu langt større end på det kropslige område. Hvor mange mennesker er der ikke af jordens to milliarder mennesker, der har en defekt livsglæde? – Hvor mange er de ikke, der er deprimerede og nervenedbrudt? – Hvor mange er der ikke, der har tabt livslysten? – De kan ikke tælles i mindre end millioner eller sekscifrede tal.

Mord består således ikke blot i at ødelægge fysiske organismer, men også i at lædere livslysten og livskraften hos andre væsener. Og vi er her ved den store faktor, der er årsag til kulturens og fredens underminering verden over. Menneskenes største ulykke er, at de i større eller mindre grad er livslystødelæggere eller livslystmordere. Og endnu værre er, at de ikke rigtigt ved af det. Ja, i mange situationer aner de slet ikke deres særlige situation. Det er altså ikke her som med mordet på det fysiske plan. Der ser de godt virkningerne af deres drab eller mord, hvilket altså vil sige på de fysiske organismer. Derfor er tusinder og atter tusinder af mennesker her mere nøjeregnende med deres udslag. Millioner og atter millioner af mennesker kan her holde sig selv så meget i skak, at de ikke dræber fysiske organismer, selv om de ikke altid går af vejen for et lille slagsmål. Ja, er det ikke ligefrem inden for visse primitive kredse en sport, hvilket vil sige et ideal, at kunne slå fra sig? – Hvorfor møder ellers millioner af mennesker op for at overvære en boksekamp? –

Skal man da elske sådanne ufærdige væsener, hvis ufærdighed giver sig udslag i et rent banditvæsen? – Man skal elske personen, men det betyder ikke, at man elsker hans banditvæsen. Imod dette må man godt føle antipati. Men her er det ikke antipati. Her kan det kun blive frastødning. De døde ting kan man have tiltrækning eller frastødning imod. Det er kun det levende, der normalt kan elskes eller hades. Problemet med at vænne sig til at overholde det femte bud bliver altså dette at vænne sig til stadig at have sympati for personen bag ved banditvæsenet. At hade en person, fordi han er mindre udviklet, er jo skrigende ulogisk. Og det er netop i en sådan situation, at man er livslystmorder. Det er jo de mindre udviklede, der har behov for kærlighed. Trænger børnene ikke mere til forståelse og sympati end forældrene? – De meget udviklede mennesker trænger ikke nær så meget til forståelse og sympati som de mindre udviklede, der ifølge deres uforstand er i konflikt med livet og bundet i de heraf følgende pinsler og genvordigheder. Men hvordan kommer man til forståelse af sin næste, der fjerner ens antipati imod ham? – Det gør man igennem åndsvidenskaben. Den viser, at ingen kan være anderledes, end de netop er i ethvert givent øjeblik. Enhver tåbelig handling har udelukkende sin rod i sit ophavs uvidenhed i den særlige situation, der affødte handlingen. At blive vred på et menneske, fordi det er uvidende, er et morderisk anslag imod vedkommende. Man er da inde i en form for mord eller drab. Man er i tilsvarende grad morder.