M0824: Den individuelle livsbeskyttelsesgrad

M0824

Den individuelle livsbeskyttelsesgrad

af Martinus

1. Det ubehagelige kan følge et væsen gennem flere inkarnationer

Til de største livsproblemer for det almene jordiske menneske hører dets beskyttelse af sit daglige liv, skabelsen af værnet imod alt det ubehagelige, det her kan møde. Dette ubehagelige kan nemlig være så stærkt, at det kan martre et væsen igennem flere liv eller tilværelser. Det kan således følge et væsen gennem flere inkarnationer. Væsenet kan i en sådan epoke komme ud for i flere af disse sine liv eller inkarnationer at blive dræbt, hvilket altså vil sige: at få sin fysiske organisme ødelagt og således komme til at miste den, længe før det ellers var meningen. Ligeledes kan det også i denne epoke få flere liv i sygdom, nød og elendighed. Det får således i denne epoke en ganske ulykkelig skæbne, hvilket vil sige et ganske ulykkeligt liv, et liv i overdimensioneret mørke.

Ser vi på den daglige almene menneskelige tilværelse, ser vi her i en overvejende grad ulykkelige skæbner både her og der. Verden er fuld af sorger og bekymringer, lidelser og smerte, mord og drab, had og tortur. Dette gælder ikke blot fremmede mennesker over for fremmede mennesker, men det gælder også meget ofte inden for familier. Her kan der også være had og forfølgelser mellem medlemmerne indbyrdes. Ægtefæller kan være i krig med hinanden og ødelægger derved ikke blot deres egen lykke, men saboterer også i større eller mindre grad de børns lykke, som de har sat i verden, og hvis skytsengle de af naturen er sat til at være.

2. Mennesket er udstyret med en større fri vilje end dyret

Menneskene er meget mere ulykkelige end dyrene. Menneskene dræber i overordentlig stor stil væsener af deres egen art. Dyrene dræber ikke deres egen art, de holder derimod sammen og optræder i flok for derved at udøve en fælles beskyttelse overfor andre væseners forfølgelse. Det er kun i brunst eller parringstiden, at hannerne af samme art slås. Uden for denne epoke arbejder dyrene i et godt samarbejde med hensyn til beskyttelsen af artens beståen.

Men mennesker dræber i en omfattende udstrækning mennesker. Det kommer af, at mennesket er udstyret med en større fri vilje end dyret. Dyret føres i stor udstrækning af instinktet og kommer derfor ikke til at skeje ud. For dyret er det en absolut livsbetingelse, at det må dræbe for at leve. Det er det derimod ikke for mennesket. Men det dræber alligevel i langt større udstrækning end dyret. Det er derfor, at menneskets dyriske side kaldes det onde, og det at folde denne dyriske side ud i sin daglige tilværelse er for længst blevet udtrykt “at synde”. Men dette at folde en dræbende natur ud der, hvor det ikke er en livsbetingelse, skaber fjendskab. Fjendskab kræver hævn, hævn er gengældelse, og derfor afføder fjendskab frygt. Frygten afføder bekæmpelse af frygten.

Men bekæmpelsen af frygten for fjendskab, hævn eller gengældelse kræver mordvåben, idet man ikke ser nogen anden udvej end at nedkæmpe fjenden eller sin forfølger, ligegyldig hvor meget man så end selv er skyld i, at dette fjendskab er opstået.

3. Menneskene er i dag spærret inde i en kosmisk blindgyde

Menneskene har derved ført deres liv ind i en kosmisk blindgyde, hvor det er ganske umuligt at komme længere, og bliver derved til sidst et meget let bytte for deres forfølgere og hævnere. De vil i al fald ikke kunne flygte. Der er spærret til alle sider. Kun igennem fjendens lejr er der en mulighed for flugt, men her passer fjenden eller hævneren godt på.

Således er hele jordens menneskehed i dag spærret inde i en kosmisk blindgyde. Lige meget i hvilken retning de fysisk så end vil gå, så møder de fjenden, deres hævner eller forfølger. De kan måske slå sig igennem den ene gang efter den anden, men hver undgåelse af fjenden enten ved flugt eller sejr skaber kun vej frem i en ny blindgyde. Herfra kan de ikke vende tilbage uden igennem den forfølgende fjende, som jo aldrig kan dræbes, men atter og atter vil opstå fra de døde, lige meget hvor mange gange man så end dræber hans krop.

Derfor kommer menneskene ud for megen antipati og fjendskab, som ikke stammer fra deres nuværende liv, men som de derimod har været årsag til i tidligere liv. Meget gode venner og meget hadefuldt indstillede fjender er meget ofte gamle bekendte fra tidligere liv, men man har naturligvis ikke nogen vågen dagsbevidst erindring herom i det nuværende liv. Sådanne fjendskaber har man i virkeligheden selv skabt i tidligere liv, og dette giver sig nu udslag som en forfølgelse fra disse væsener, som man havde noget udestående med i en svunden tilværelse. Det bliver i dag synligt som uretfærdighed.

Men det kan også hænde, at de væsener, man har forfulgt eller generet i en tidligere tilværelse, er blevet så udviklede, at de ikke mere kan bære had eller nag. De kan derfor ikke mere være medier for denne art tankeklimaer. Men så går hadets energibølger og antipatien over på andre væsener, som med glæde og velbehag er indstillet på hævn og gengældelse som den eneste virkelig moral. Og så får man gengældelsen igennem disse væsener.

4. Ethvert menneske har sin egen individuelle beskyttelsesgrad

Kan vi da komme til en virkelig klarhed over, om denne fremgangsmåde at forsvare sig over for fjenden er den absolut rigtige? Alt tyder på, at man så selv bliver slået ned eller undertrykt. Hvis nogen kommer og udøver en forbrydelse imod ens hustru og børn, kan man da ikke stå stille og se på. Er det ikke ens pligt at udøve beskyttelse over for vold og overfald eller over for de såkaldte forbrydelser? Naturligvis kan et voksent menneske ikke stå stille og se på, at et barn eller andre væsener, der ikke har evne til at forsvare sig over for overlegne rå og dyriske mennesker eller mennesker med djævlebevidsthed, bliver udsat for en forbrydelse.

Men her er der noget, der gør sig gældende, som menneskene endnu ikke ved. Og det er den individuelle beskyttelsesgrad. Ethvert menneske er omgivet af en grad af beskyttelse, og vi har en skala, der udviser en beskyttelsesgrad lige fra nul til hundrede procent. Der vil således kosmisk set være mennesker, der har op til en hundrede procents beskyttelsesgrad, og der er mennesker, der kun har 10 - 20 - 30 - 40 - 50 osv.

Her bliver noget for fremtidens psykiske videnskab at udrede. Her ligger nemlig vejen til den virkelige beskyttelse. Ethvert menneske har således sin egen individuelle beskyttelsesgrad. At skabe og udvikle denne beskyttelsesgrad og føre den frem til en hundrede procents effektivitet er en evne og et privilegium, mennesket har fremfor dyret. Men vi ved fra naturens skabeproces, at med hver en evne, den igennem automatfunktionerne har givet det levende væsen, følger der en betingelse. Denne evne skal udnyttes, ja det gøres ligefrem til en livsbetingelse.

5. Menneskets nye muligheder er skabt for at skulle udnyttes

Men lad os se på udviklingen af denne beskyttelsesgrad. Vi ved allerede, at naturens skabeproces igennem automatfunktionerne har ført de levende væseners organismer frem fra mineral- til planteriget og fra plante- til dyreriget og fra dyreriget frem til menneskeriget. Vi har set, hvorledes den menneskelige organisme begyndte som en svag krystalliseringstendens, skabelse af frostblomster blandt andet. Vi ser disse automatfunktioner bringe stofferne videre, og dér opstod planteorganismen. Derefter udvikledes tendenserne til de organers fuldkommenhed, der bevirkede, at organismen blev animalsk, og væsenet fik en meget udvidet livsoplevelse i forhold til planten. Med dyreorganismen og den livsform, væsenet her kom ind i, udvikledes dyreorganismen til en menneskeorganisme.

Her kom der en mærkepæl i selve væsenets livsoplevelsestilstand. Med organismens udvikling fra plante- til dyreorganisme og derefter til menneskeorganisme udvidedes væsenets muligheder. Med hver en ny mulighed, der gaves væsenet, betingedes det, at det skulle udnytte den. Der, hvor væsenet således fik evne til selv at klare det daglige livsproblem, ophørte naturens medvirkning. Væsenet blev mere og mere frigjort af naturens automatfunktioner eller instinktet i sig selv. Det blev vågen dagsbevidst i felter, hvor det før blev ført ved instinkt. Planten kunne få næring af jorden og af solen. Men med den vågne dagsbevidsthed og den udviklede fysiske organisme fik det evne til selv at søge sin føde. Og da denne føde i store områder var andre levende væseners organismer, blev det en livsbetingelse for det at kunne overvinde disse andre dyr.

Denne indstilling og basis for opretholdelse af liv bevirkede, at væsenets organisme formede sig i den retning. Det fik kraft og styrke, vældige lemmer med klør og skarpe tænder. For de efterstræbte dyr blev det også en livsbetingelse at skabe forsvar imod disse deres livsforfølgere. Nogle blev snarrådige og snedige, nogle blev i stand til at løbe fra deres fjender, andre blev camouflerede ligesom de omgivelser, de levede i, og kunne således ikke ses af deres forfølgere. Andre dyrs organismer var forsynede med pigge og benplader, de kunne dække sig under, medens atter andre kunne udspy skrækkeligt stinkende væsker. Således fik dyrene en beskyttelsesevne. I samme grad som de forstod eller var rutinerede i at benytte sig af denne beskyttelse, i samme grad var de altså beskyttede mod deres fjender.

6. Mennesket er skabt til tænkningens og intellektualitetens tilværelse

Men nu med hensyn til mennesket. Det udviklede sig ikke i retning af at få store lemmer eller store tænder. Vi ser, at den menneskelige organisme bliver mere og mere forfinet. Det rå gorillaagtige eller abeagtigt muskuløse i organismen er forsvundet fra den største part af de menneskelige legemer. Det er altså skabt til en anden tilværelse. Denne anden tilværelse er tænkningens og intellektualitetens tilværelse. Her er det ikke slagsmål og drab, det gælder, for det er netop ikke mere nogen livsbetingelse. Den menneskelige organismes normale føde er vegetabilske produkter. Det er derfor en stigende livsbetingelse for væsenet at komme frem til at leve ved denne føde.

Det har fået en evne til at underlægge sig millioner og atter millioner af naturens hestekræfter og lade disse arbejde for sig. Denne evne er da også en livsbetingelse, som det skal udnytte hundrede procent.

Med disse dets intellektuelle evner er det i stand til at kunne være til glæde og velsignelse for flere væsener end sig selv og sit afkom. Denne evne har det altså frem for dyret, og denne evne er det også en livsbetingelse for væsenet at befordre. Der hvor det ikke gør dette, opfylder det ikke sin livsbetingelse, men underminerer den. Det har alle mulige betingelser for at kunne leve uden at dræbe, for det lever ikke mere i den dræbende livsbetingelse. Med sin intellektualitets fulde udnyttelse kan det skabe så megen velsignelse, at det er livgivende, lysende og varmende for sin omgivelser.

7. Mennesket kan udvikle sin egen individuelle beskyttelsesgrad

Ja, men når det har fået sådanne evner, bliver det også her en livsbetingelse, at det skal bruge disse. Der, hvor det ikke er til glæde og velsignelse for de levende væsener, overtræder det sin egen livslov. Der udnytter det ikke sin guddommelige gave. Der saboterer det sit eget liv. Der, hvor det således begynder at udvikle sig til at leve for andre, udvikler det altså sin egen individuelle beskyttelsesgrad. Der, hvor det ikke myrder, bliver det ikke selv myrdet. Der, hvor det giver liv og glæde, der bliver det selv tildelt liv og glæde.

Og her er det, vi ser, at menneskene hver især står på et særligt individuelt stadium i denne beskyttelsestendens over for andre væsener. I samme grad som det opfylder de menneskelige love, bliver dets menneskelige tilværelse beskyttet. I samme grad som det endnu “beskytter” ved de dyriske, dræbende midler og tankearter, i samme grad saboterer det sin menneskelige livsoplevelse. Der, hvor det bruger sin intellektualitet rigtigt med hensyn til føde og drikke, der udvider det sin beskyttelsesgrad. Der, hvor vi med vor intellektualitet skaber uheldige vaner, drikkeri og tobaksrygning og andre situationer, i hvilke vi ikke bruger vor intellektualitet, der fører det til organismens undergang.

Medens dyret kun går de veje, der er en livsbetingelse for det, går menneskene ad utroligt mange veje, der fører til større eller mindre afgrunde i det daglige liv. Hver dag falder nogle mennesker i dødbringende afgrunde, fordi de tror, det er en livsbetingelse, at de må dræbe for at leve. At dræbe er ikke blot det at myrde med våben, det er også det at lyve, at bedrage, at bagtale, at skabe onde forhold og kun at leve for sig selv. Al egoistisk tilværelse er livssaboterende for mennesket.

Men i samme grad som mennesket kan komme bort fra at dræbe enten ved våben eller med sin tunge over for sin næste, og i samme grad som det ligeledes kan lade være med at dræbe livet i sin egen organisme ved dødbringende vaner, tilbøjeligheder eller afsporinger, i samme grad er det beskyttet. Man kan altså være så fuldkommen i at leve uden at dræbe andre væsener, at man så at sige har en hundrede procents beskyttelse. Da vil man aldrig komme ud for den situation at ens kone og børn vil blive overfaldet af voldsmænd eller krigere. Man vil aldrig komme ud for den situation, at andre mennesker kommer til at lide, fordi man er passiv overfor alt dræbende eller lemlæstende forsvar.

8. Den beskyttelse, man giver andre, er en beskyttelse af én selv

Vor beskyttelsesgrad bestemmer absolut alt, hvad der kan ramme os i dag. Den bestemmer vor skæbne. Derfor bliver det rigtigt, når Kristus anbefaler, at man skal elske sin næste som sig selv. Det er alle loves fylde eller opfyldelse, og det må da skabe den absolutte hundrede procents beskyttelsesgrad. Hver gang De tilgiver deres næste, hver gang De stifter fred, hver gang De finder Dem i en fornærmelse eller træner Dem op til aldrig at kunne blive fornærmet, da stabiliserer De deres beskyttelsesgrad. Beskyttelsesgradens udvikling er lige så vigtig for væsenets daglige liv, sundhed og velvære, livslyst og glæde ved at være til som sund mad og drikke. Føler De dem ikke beskyttet, er De bange, så se endelig at få fart i skabelsen af denne. Det ligger jo i Deres egen magt. Den beskyttelse, De giver andre, er beskyttelse af Dem selv. Der findes absolut ikke nogen som helst anden beskyttelse.

Den, der ikke giver sit liv og sin tilværelse for andre væsener, han skal komme til at miste det. Men den, der giver sit liv til glæde og velsignelse for andre væsener, han skal komme til at eje det. At eje sit liv er at være usårlig, at være immun over for alt, hvad der hedder det onde. Det er at være ét med Gud. Saligt er det således hellere at give end at tage, og ingen har større kærlighed end den, der giver sit liv for at redde eller lyksaliggøre andre.

Artiklen er et udkast til forberedelse af 27. foredrag i serien: ‘Verdensbilledet og de store livsproblemer’. Foredraget blev afholdt på Martinus Institut den 4. april 1954. Renskrift og stykoverskrifter af Anne Wedege. Godkendt i rådet 16.3.2023. Artiklen har ikke tidligere været bragt i Kosmos. Artikel ID: M0824.

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.