Denne treenighed udtrykker vi altså som “Faderen, sønnen og den hellige ånd”. Og her udgør Jesus af Nazaret eller Kristus “sønnen”. Vi har lært, at Guddommen udgør denne treenighed. Han er tre og dog kun én. Denne opfattelse har så igen ført til, at man er kommet helt bort fra den virkelige forståelse af Kristus og hans mission. Man opfatter ham fejlagtigt, ikke som menneske, men som Guddommen, og sender sine bønner til ham. Men dette, at man beder til ham i stedet for direkte til Guddommen, betyder ikke så meget. Skytsenglene, hvis opgave det er at høre menneskenes bønner, misforstår ikke situationen. De ser igennem en sådan bøn, hvad det er, der rører sig i den bedendes situation, og tager stilling hertil, ligegyldigt om bønnen er rettet til Kristus eller direkte til Guddommen.

Den kristne kultus er derved blevet afsporet. I stedet for i særlig grad at lægge vægt på at forbedre sit sindelag, udrense dette for de egoistiske og dyriske tendenser, der skaber antipati og krig med næsten, der igen fører til alles krig imod alle, så tror man, at alt drejer sig om at indstille sig på Guds nåde og barmhjertighed. Man indstiller sig i større grad på selve den usynlige eller abstrakte del af Guddommen end på den virkelige synlige og direkte del af Guddommen, der udgør vor næste. Den kristne kultus eller gudsdyrkelse bliver således til en dyrkelse af en drømmeverden i stedet for dyrkelsen af en realistisk, konkret verden.

Syndsforladelsesteorien skabte altså en metode, ved hvilken man mener at komme til frelsen eller de åndelige goder uden at skulle tage ansvaret for sine handlinger eller gerninger. Denne teori blev endog så overdrevet, at man ligefrem begyndte at gøre syndsforladelsen til en handelsvare. Man kunne således købe syndernes forladelse af paven ikke blot for de synder, man havde begået, men også for de synder, man i fremtiden enten bevidst eller ubevidst ville komme til at begå. En større afsporing fra sandheden eksisterer i virkeligheden ikke. I stedet for at udvikle mennesket til at tage ansvar for sin væremåde udviklede syndsforladelsesteorien mennesket til i værste tilfælde at luske sig fra dette ansvar og opnå goder, det i allerhøjeste grad var umodent og dermed uværdigt til at opnå.

Den kristne verdensreligions særlige primære praktik i dag er altså at bibringe menneskene den forestilling, at de ved nåde og barmhjertighed fra Guds side kan få syndernes forladelse for de forbrydelser eller forsyndelser, de har begået over for deres næste, når de i Jesu navn beder Gud derom, og at dette udelukkende er vejen til frelsen eller paradiset. Paradisets væsener bliver altså en samling væsener, der har syndet og begået forbrydelser over for deres medvæsener, men er blevet benådet. Paradiset, det kommende tusindårsrige eller himmerigets rige, er altså et hjemsted for en samling benådede forbrydere eller syndere. Men Gud ville jo skabe mennesket i sit billede. Men er mennesket i Guds billede da ikke andet end en benådet forbryder eller synder? – Kan det være toppunktet for Guds plan med mennesket? – Er det ikke let at se, at der her er noget galt? –

I Kristus blev man vidne til et menneske, der var fuldkomment også af fødsel. Der syntes ikke at være nogen medfødt arvesynd i ham, ligesom hans væremåde også kunne betegnes “jeg og Faderen, vi er ét”. Man måtte komme til at tro, at han var en undtagelse. Han var Guds egen søn og var derfor fri af synden. Han var en Guddom, hvis lige man aldrig kunne blive. At han havde nået denne fuldkommenhed i tidligere liv, kunne man ikke forstå. Og så koncentrerede man sig mere på at få nåde og syndsforladelse ved ham end på at efterligne hans væremåde. Og det blev således det hidtil primære i den kristne verdensreligion.

Igennem åndsvidenskaben ser man, at Kristus var et fuldkomment menneske. Han var således ikke Guddommen selv, der havde forladt sin høje himmel for at vandre imellem menneskene. Når han sagde, at jeg og Faderen, vi er ét, så mente han ikke dermed at ville udtrykke, at han var den eneste sande Gud, men derimod dette at han totalt forstod Guds vilje og verdensplan. Han var på bølgelængde med Guds mening med mennesket. Ligesom Guds væremåde skaber fuldkommenhed i al dens udfoldelse, således følte Kristus også sin væremåde skabe fuldkommenhed i sin udfoldelse. Han elskede sin næste som sig selv. Og han så, at det var den samme kærlighed, der overalt udstrålede som det endelige facit i alle Guds manifestationer. Og hans sande mission var da også at være model for det fuldkomne menneskes væremåde. Han kunne her med rette i sin fysiske organisme sige “hvem af eder kan overbevise mig om nogen synd”. Ligesom han også kunne sige “jeg og Faderen vi er ét”.

Disse ting var ikke udslag af storhedsvanvid, men blev netop sagt, for at menneskene så kunne lægge mærke til ham og se, om de netop kunne finde nogen synd eller forbryderiske tendenser hos ham. Han sagde det heller ikke, for at folk skulle tro, han var en guddom, hvis lige de aldrig kunne blive. Han sagde tværtimod “lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet”.

Igennem denne bevidsthed er mennesket blevet til et væsen, der ligesom Kristus er ét med Faderen. Det kender verdensplanen og ser, at alle dens facitter går op i det store og ene facit, at alt er såre godt, netop fordi alle former for energier til sidst bringer mennesket til at elske sin næste, som det elsker sig selv. Og kun i denne væremåde kan væsenet være hævet over materien eller de mørke kræfter, hvad en benådet synder jo ikke kan. Men igennem de mange liv bliver den benådede synder til et væsen, der overvinder tingene og derved tilegner sig Jesu eller det fuldkomne menneskes væremåde og bliver da et væsen, der ved denne forvandlede væremåde selv neutraliserer virkningerne af sine forkerte handlinger. Da kan det ligesom Kristus sige “jeg er opstandelsen og livet, kommer til mig alle I, som er besværede, og jeg skal give eder hvile”. Således er det udelukkende ethvert menneskes store fremtidsmål at blive ét med Faderen.