Jordmenneskeheden lever således i dag i livets kulminerende mørkesfære, hvor der faktisk er gråd og tænders gnidsel. De lever i krigens, lidelsernes, sygdommenes, nødens og elendighedens sfære. Alt er tilsløret i gudløshedens tågeslør. Guddommen er blevet borte. Menneskene vandrer og vandrer ud på afsporingernes blinde veje. Og det er denne vandring ad blinde veje, der fører væsenerne ind i mørket og lidelserne.
      Men oplevelserne af lidelserne afføder i væsenet den humane evne eller kærlighedsevnen, der bevirker, at man begynder at føle sympati eller medlidenhed med alle, der er syge, alle der er lidende. Denne evne vil blive ved med at udvikle sig til sin kulmination. I denne kærlighedsevnens kulmination vil man hellere selv lide, end man vil have, at ens næste skal lide. Man er blevet ét med sin næste. Samtidigt med denne evnes udvikling kommer der en ny menneskelig evne til syne, nemlig intuitionen.
      Med denne evnes udvikling til kulmination kan man opleve selve livsmysteriets løsning eller alle de kosmiske principper og love, der er uden for tid og rum, og som betinger vor evige kosmiske struktur. Vi oplever at være ét med udødeligheden, ét med alkærligheden, alvisdommen og almagten, og dermed ét med vejen, sandheden og livet.
      Denne væremåde udgør således selve samlivet med Guddommen, og hvorved væsenet bliver fremtrædende som en funklende stjerne i Guddommens evigt lysende og varmende strålevæld. Og med dette altoverstrålende, højintellektuelle gudsforhold eller denne kulminerende gudsdyrkelse taler væsenet med Gud, som en mand taler med sin næste, i kærlighedens højeste aspekt. Gudesønnen er blevet ét med sin Fader.