Så længe man endnu ikke rigtigt forstår frygtens sande årsag, vil man hovedsageligt være koncentreret på dens virkninger. Man retter da sin kamp eller modstand mere imod virkningerne end imod disses årsag. Denne kan derved blive ved med at leve og skabe nye virkninger, ligegyldigt hvor meget man så end bekæmper disse virkninger. Og så længe der er frygtbefordrende virkninger, vil frygten jo stadigt florere. Og man må da finde på midler, der kan skabe et endnu stærkere "forsvar". Man må således skabe mordvåben, der er endnu mere dræbende og ødelæggende. Livet bliver en eneste stor konkurrence i oprustning, skabelse af mere og mere geniale mordvåben og ødelæggelsesmidler, med hvilke man kan ødelægge eller hindre modpartens dræbende anslag. Dette er blevet den mest fundamentale verdensfilosofi inden for de moderne staters politik og regeringsform. Intet under, at den militære kaprustning er nået op til de svimlende højder, som tilfældet er. Har denne verdensfilosofi med dens militære oprustning, som flot har ignoreret både kristendommens og andre verdensreligioners store humane idealer og påbud om næstekærlighed, så formået at fjerne frygten fra den menneskelige sfæres område? Er ikke netop det modsatte sket? Er ikke krigsfrygten i dag større end nogen sinde? Har denne vældige byrde, som opretholdelsen af de militære foranstaltninger koster samfundene, ikke skabt en ny kilde til frygt? Befinder landene sig ikke i svære økonomiske kriser, som de ikke kan klare sig igennem uden ved en ligefrem realistisk skatteplyndring af de enkelte borgere? Findes der i dag i det hele taget noget felt i den daglige økonomi, som ikke er hæmmende båndlagt af skattebyrder? Men lammende skattebyrder hæmmer såvel arbejdsgivers som arbejders initiativ og arbejdsglæde, rent bortset fra den forøgelse af fallit og likvidation, som de samme byrder også kan medføre. Men fallit og likvidation fremmer arbejdsløsheden og hæmmer dermed adgangen til det daglige livs fornødenheder, hvilken hæmning skaber misfornøjelse, bitterhed og oprør eller revolution. Men et liv i revolution, oprør, sult og elendighed er ikke egnet til at fjerne frygten og dermed danne jordbund for freden eller en fuldkommen lykkelig oplevelse af livet og navnlig ikke i lande, der i forvejen er en ørken af ruinhobe, hvor før deres store byer eller livscentre lå. Hvor meget tror man, der skal til af erfaringer, ødelæggelser og myrderi for at gøre det til en videnskabelig kendsgerning, at krig og magtoverlegenhed ikke er vejen til frygtens bekæmpelse? Er det ikke her allerede en kendsgerning, at frygt fører til krig, og at krigen fører til frygt, der atter igen fører til krig og således fortsættende? Hvis ikke det var således, ville den ønskede varige fred for længst være blevet en kendsgerning. Nu er krigslysten derimod en dominerende kendsgerning. Den varige fred er stadig en fremtidsdrøm, fantasi eller utopi. Nej, frygten kan ikke bekæmpes ved at modarbejde eller knuse dens ydre virkninger, der som før nævnt altid vil være døde ting. Frygten kan kun bekæmpes ved at bekæmpe det levende "noget", der er frygtens sande årsag. Da det levende "noget" ikke kan dræbes eller tilintetgøres, kan frygtens og dermed krigens årsag ikke fjernes hverken ved mord eller ødelæggelse. Mord og ødelæggelse kan kun ramme rum- og tidsdimensionelle foreteelser. Men da disse foreteelser ikke i sig selv ejer noget liv, men kun udgør døde ting, kan mord og ødelæggelse kun ramme objekter, der repræsenterer den samme livløshed. Frygtens sande årsager stadig hinsides denne mord- og ødelæggelsesproces og vil således stadig fortsætte med at være en rindende kilde til frygt. Det er ikke de døde ting, der kan knuses eller tilintetgøres ved hjælp af mord- eller ødelæggelsesprocesser, der planlægger de foreteelser, der udløser frygten. Hvis dette var tilfældet, ville krigens mord- og ødelæggelsesprocesser jo være det eneste ufejlbarlige middel til frygtens fjernelse, og den varige fred ville allerede have været en kendsgerning på jordens områder længe før Abrahams tid, thi intet er jordmenneskeheden mere genial eller dygtig til end til at betjene sig af ødelæggelsesmidler.
      Frygten kan altså ikke fjernes ved noget som helst magtmiddel eller mordvåben. Man kan tilsyneladende myrde eller dræbe den fjende, man frygter eller er bange for, men også her kommer man til kort. Her kan man ligeledes kun ramme hans organisme og ødelægge den. Men da den også i sig selv er tids- og rumdimensionel, er en af materie opbygget eller skabt foreteelse, er den i sig selv livløs. Det "noget", der med sit liv besjælede denne organisme, før den blev ødelagt, kan ikke rammes af nogen som helst mord- eller ødelæggelsesenergi. Det vil altid i sig selv være uskadt og lige levende. Og da det er den virkelige frygtens årsag, vil man kunne forstå, at det kun er et tidsspørgsmål, når denne årsag eller dette noget igen har fået en ny fysisk organisme og atter kan udløse de virkninger, som dens organismes morder så stærkt frygtede. Og han vil da atter blive stillet overfor disse virkninger og den heraf affødte frygt, om ikke før så i kommende jordliv. Ingen kan løbe fra sin skæbne. Kredsløbsprincippets love skal nok sørge for, at de levende væsener uundgåeligt atter og atter igennem reinkarnationen eller livet mødes med deres uafgjorte eller ufærdige skæbner, indtil de når at få disse fuldkommengjorte eller færdige. Først da er frygten overvundet og fjernet fra væsenets psyke og den absolutte fred blevet den herskende faktor i alle dets dispositioner.