De jordiske mennesker befinder sig således i to mentale verdener. De dyriske anlæg eller bevidsthedstendenser, de stadig betjener sig af, bevirker, at de endnu ikke er færdige med at være dyr, medens de menneskelige tendenser, de har begyndt at gøre til vanebevidsthed, gør dem til begyndende mennesker. Det er disse to slags bevidsthedstendenser: de dyriske og de menneskelige i menneskene, vi henholdsvis kender under begreberne "det onde" og "det gode". Det onde i menneskene udgør altså noget af den bevidsthed, som var normal for dem, da de langt tilbage i udviklingen endnu var dyr og i den allerførste spæde begyndende tilstand som menneske. Da var det dræbende princip en livsbetingelse. Det er derfor, at de kødædende dyr er udstyret med kraft og styrke til udløsning igennem en organisme, der i særlig grad er opbygget til at udløse de nødvendige drab på de dyr, hvis organisme de uundgåeligt må have til føde. Andre dyr er imidlertid planteædende, men dette er også en livsbetingende, dræbende natur, selv om den ikke er nær så bloddryppende og smertefuld som de kødædende dyrs.