Kristus udtalte engang: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Hvorfor udtalte han dette? Betyder disse ord noget for menneskene i dag? Når han udtalte disse ord, var det naturligvis for at pointere sin særlige skæbne og væremåde. Han var jo ikke som de andre. Han afveg på mange punkter fra det, der ellers var almengældende som moral og væremåde. Det var derfor, han blev korsfæstet. Hans opfattelse var ikke Moseloven eller dette: "Øje for øje og tand for tand". Hans opfattelse var, at man skulle tilgive sin næste enhver af de ubehageligheder, som denne eventuelt påfører en. Man skulle vende den højre kind til, når man blev slået på den venstre. Han dømte ikke kvinden, der blev grebet i hor, og han anbefalede at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Han advarede alle imod at dømme og forklarede, at med den dom, menneskene dømmer, skal de selv igen dømmes eller tilmåles. Han advarede imod at bekymre sig for dagen i morgen, idet han sagde, at hver dag havde nok i sin plage. Og da han blev grebet af ypperstepræsternes svende og soldater, gjorde han ingen modstand, men lod sig ganske frivilligt tage til fange og overføre til fornedrelse og korsfæstelse. At hans udtalelser ikke var fraser eller ydre camouflage eller blændværk bliver til kendsgerning igennem hans udtalelse på korset: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre. Selv i sin værste dødbringende lidelse holdt han sin ufravigelige lysets kurs. Han ønskede ikke, at nogen skulle tage kampen op med hans bødler for at forsvare ham imod dem. Sagde han ikke netop til Peter: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd"? Han kalder altså denne sin væremåde for vejen, hvilket vil sige: den fuldkomne væremåde eller det, der er livets mening med alle mennesker.