To tusinde år er nu snart henrundne siden et sådant fuldkomment menneske i kød og blod vandrede iblandt menneskene og åbenbarede sin guddommelige væremåde og sin væren ét med Guddommen, men ikke desto mindre er det først nu, at hedenskabet, hvilket vil sige: verdenskrige og antikrist eller materialisme i særlig grad går folk på nerverne, og at man hist og her begynder at forstå, at der er noget galt ved selve menneskenes tilværelse. Den er slet ikke i kontakt med menneskenes naturlige ønskedrømme. Der er vist ingen, der ønsker at blive syge og elendige kropsligt set, og ikke desto mindre er verden fuld af invalider og hjælpeløse mennesker. Der er vist heller ingen, der ønsker at sulte ihjel, og ikke desto mindre er der tusinder af mennesker, der årligt dør af denne ulykkelige tilstand. Det er heller ikke flertallet, der ønsker krig, og ikke desto mindre er det blevet en faktor, der dagligt udmarver menneskenes arbejdsevne, økonomi og sindsligevægt. Dominerer frygten for krig ikke netop til tider hele verden? Er der ikke et kapløb mellem folkene i at opruste, skabe mordvåben, ved hvilke man kan mangfoldiggøre overtrædelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe"? Hvor anbefaler Kristus dette kapløb? Er det at stikke sværdet i skeden? Er dette ikke netop vejen til selv at blive dræbt? Kristendom er det ikke. Der står intet sted i Kristi påbud, at drab ved krig og dødsdomme er en undtagelse, og at man således i disse situationer er fritaget for den sædvanlige eftervirkning af at ihjelslå: tabet af sit eget liv eller sin førlighed. Det kan ikke bebrejdes nogen eller noget, at det er således, det er en ganske naturlig ting, at menneskene står på et sådant hedensk trin. Men det er i højeste grad unaturligt at kalde dette mentale trin eller en sådan væremåde for kristendom. At kalde den nuværende kristne verdens kulturstandard for kristendom er ikke helt retfærdigt over for Jesu forkyndelse. Den herskende kristendom er ikke en retmæssig kristendom. Den er på visse områder direkte usandhed, og er på disse områder blevet en tusindårig vildledning. Vi ser da også, at de kristne stater er blevet de største og mest geniale krigsfolk i verden. Er det ikke dem, der i århundreder har undertrykt andre og mindre stærke krigsfolk? Og er meget af den krigstrussel og de krige, verden er ude for, ikke en opfyldelse af en gengældelse af den krig, de mord og drab, man har påført disse andre og i krigskunsten mindre stærke folk? Er det ikke loven, at "den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", der her bliver åbenbaret?