Som det af det foranstående fremgår, er menneskehedens skæbne i form af det fuldkomne menneskerige således forudbestemt. Men hvad så med menneskenes fri vilje? Kan de slet ikke blive så grusomme i deres masseudfoldelse af mord og drab, føre så skrækkelige krige med atomvåben, at de dermed kan umuliggøre en sådan lysende epokes fremkomst som den, det fuldkomne menneskerige i sig selv må være? Nej, og absolut nej! En sådan magt ligger der heller ikke i menneskehedens samlede viljeudfoldelse. Selve den kosmiske verdensorden er for evigt fremtrædende i guddommelige love, der igen er ét med Forsynet eller Guds bevidsthed. I kraft af disse evige love har mennesket ganske rigtigt en fri vilje, men ikke til at ødelægge selve verdensordenen. Hvis denne virkeligt sorterede under den menneskelige viljeføring, ville menneskenes samliv og livsmuligheder på jorden snart være forbi, hvis de da overhovedet i et sådant tilfælde nogen sinde ville have haft samme mulighed for at blive til. Hvad er det for en vilje, der bestemte, at mineralet skulle blive til plante, og planten til dyr og dyret til menneske? Tror man den store vilje, der således bestemte tingene, før mennesket og dets vilje blev til, er forsvundet, er ophørt med at eksistere? Og tror man, at den skabte mennesket udelukkende, for at det kunne blive et væsen, der med sin morderiske viljeføring kunne sabotere den guddommelige skabelse, det liv og de livsmuligheder, der betingede dets egen opståen som menneske på jorden, og som kostede den store viljes ophav millionårige naturprocessers iværksættelse at fuldføre? Nej! Menneskets fri vilje er kun gældende der, hvor den går ud på hundrede procent at tjene i stedet for at lade sig tjene. Det har fri vilje til at elske sin næste som sig selv. Denne kærlighed har en mangfoldighed af variationer, igennem hvilke den kan manifesteres. Ja, den er netop i sig selv selve det fuldkomne livs oplevelse og må skabe lysets epoke overalt i dens område. Den giver stadig sit ophav en fri vilje til udfoldelse af disse kærlighedens variationer. Den fri vilje, som mennesket tilsyneladende har til at leve og undertrykke sin næste, ja i værste tilfælde til at dræbe eller myrde ham, kan kun eksistere som en sabotage på det undertrykkende og myrdende væsens egen fri vilje. De evige love betinger, at det et menneske sår, skal det høste. Når det med sin vilje undertrykker, lemlæster og dræber sin næste, skal det betale dette tilbage med sit eget liv. Det har berøvet sin næste hans frihed til at leve sit normale liv ud. Resultatet heraf vil uundgåeligt blive, at det, når tiden herfor er inde, selv må miste friheden til at leve sit eget normale liv ud. Her hjælper det ikke, hvor meget det så end vil leve. Her tæller dets vilje ikke mere. Det har altså med drabet af sin næste saboteret sin egen vilje. Sådan mister menneskene deres fri vilje i samme grad, som denne er frihedsberøvende for næsten. Det er derfor, at millioner af mennesker i dag lever med stækkede viljer. Alt hvad der danner ulykkelig skæbne såsom armod, invaliditet, forfølgelser, bagtalelser, ydmygelser og fornedrelser etc. fra sin næstes side er alle foreteelser, som er uønsket af den, de er rettet imod. De er skrigende imod hans vilje. Altså stækker disse realiteter i dag hans fri vilje. Men det kan kun være guddommeligt, at viljerne bliver stækkede i samme grad, som de går ud på at binde næsten i ulykkelige tilstande. Hvis viljerne ikke blev bundne her, ville de bringe hele universet til fald rent bortset fra, at livsopholdelsesevnen aldrig nogen sinde ville have haft mulighed for at blive til. Det er denne skæbnens gengældelse igennem reinkarnationen, der efterhånden går op for mennesket, både rent følelsesmæssigt og rent forstandsmæssigt. Derved bliver det mere og mere humant indstillet, bliver mindre og mindre egnet til at forvolde sin næste gene eller lidelse, ganske uafhængigt af, hvordan denne næste så end måtte fremtræde. Det er denne proces, vi kalder "udvikling". Den er altså baseret på denne evige lov, der betinger, at den fri vilje hos væsenerne til sidst bliver stækket i samme grad, som den er livsnedbrydende og underminerende for andre væseners retmæssige opretholdelse af livet. Man forstår her til fulde den advarsel og vejledning, der ligger i det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Betingelserne for den fri vilje gælder naturligvis også i menneskenes politik og regeringsform. Enhver regeringsform, der jo er det samme som statens viljeføring, vil også til sidst blive viljemæssigt bundet eller stækket i samme grad, som den underminerer og stækker andre staters vilje til den normale livsudfoldelse. Alle de stater og personer, der i dag lever med hårdt stækkede viljer, altså er inde i mere eller mindre hårde og underminerede skæbner, udgør således stater og personer, der engang i en tidligere livsperiode har bevirket den samme skæbne for andre nationer og væsener. Og de stater og personer, der endnu er så primitive, at de i dag underminerer andre folkegruppers og enkelte personers normale viljeføring og dermed deres normale ret til livet, er altså i virkeligheden i gang med at forberede stækningen eller fængslingen af deres egen vilje. Deres skæbne kan således med absolut sikkerhed forudsiges. Men ud af disse viljestækninger og de heraf følgende ulykkelige skæbner opstår der i menneskene et begyndende talent for skabelsen af en livsændring, inden for hvilken man kommer mere og mere uden om de bevidsthedslag og tankearter, af hvilke de ulykkelige skæbner opstår. Man bliver således mere og mere forstående og venligtsindet over for sin næste. Denne ny væremåde er den begyndende virkelige menneskementalitet. Den bliver foreløbigt betegnet som "humanisme". Men engang vil den have udviklet sig til at udgøre den næstekærlighed, der er alle loves fylde. Denne begyndende humanisme giver væsenet evne til at føle respekt for andre væseners liv og ejendom og stimulerer dets lyst til at være med til at skabe velsignelse og glæde for andre væsener. Når denne næstekærlighed i sin kulmination er det ufejlbarlige slutresultat af den følelses- og intelligensmæssige livsændring, den nuværende på magt, krig og våben baserede verdenskultur i sin udløsning er i færd med at afføde, bliver forjættelserne om en kommende fredens verdensepoke således her synlig som videnskab.