Adam er altså et degenereret kosmisk væsen, der hovedsageligt endnu lever i salighedsriget i sine erindringers verden, men nu er begyndt at få en spæd berøring med den fysiske verden. Men denne Adam ville umuligt kunne komme videre i bevidsthedsskabelse og livsoplevelse i den fysiske og åndelige verden, hvis ikke der bag hans ydre fremtræden eksisterede en evig kosmisk, organisk struktur. Denne holder hans livsoplevelse og manifestation i en evig fornyelse i form af sult- og mættelsesprincippet og den heraf følgende passage igennem spiralkredsløbenes kulminerende lys- og mørkezoner eller riger. Denne det levende væsens højeste organiske struktur har vi udtrykt som dets evige "overbevidsthed". Denne overbevidsthed er hovedorganet for hele det levende væsens fremtræden som "levende væsen". Den er sædet for en altgennemtrængende energi, vi har udtrykt som "den højeste ild". Denne højeste ild er i realiteten, som vi skal se, det samme som Guds altgennemstrålende, levende ånd, som i Bibelen er udtrykt som "den hellige ånd". Denne ånd er igen det samme som Guds levende, altgennemtrængende bevidsthed. Den har sæde i alle eksisterende levende væseners overbevidsthed. Og med denne Guds ånd i det levende væsen regu leres hele dets evige liv. Uden denne Guds ånds tilstedeværelse i form af "den højeste ild" i det levende væsen var dets eksistens som "levende væsen" totalt umulig. Men hvis den ikke havde sit sæde i de levende væseners overbevidsthed, var Guds eksistens som "levende væsen" også totalt umulig. De levende væsener er Guddommens manifestations- og livsoplevelsesorganer, dette gælder lige såvel de mikrokosmiske og makrokosmiske som de mellemkosmiske væsener. Og Guddommen er alle disse levende væseners uundværlige eller livsbetingende makrokosmos. Guddommen og de levende væsener udgør således en uadskillelig livsbetingende, samarbejdende enhed. Det er ikke så mærkeligt, at Bibelen udtrykker, at "Guds ånd svævede over vandene" (1.Mos.1.2.).
      Det er ved hjælp af Guds ånds tilstedeværelse i de levende væseners overbevidsthed og den herfra udgående og ledede organfunktion, at de får evne til manifestation og livsoplevelse, de får evne til at manifestere og opleve det onde og det gode, mørket og lyset, de får adgang til "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt" og bliver i denne livets allerhøjeste skole eksperter i at kende forskel på godt og ondt, bliver eksperter i alkærlighedens væremåde, bliver til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Uden Guds hellige ånd i de levende væseners bevidsthed eller psyke, ville der således absolut ikke være nogen som helst mulighed for skabelse eller livsoplevelse. Der ville hverken eksistere mennesker, dyr eller planter eller noget som helst andet levende væsen, hverken i mikrokosmos eller makrokosmos, ja, der ville overhovedet ikke eksistere noget som helst mikrokosmos, mellemkosmos eller makrokosmos, hvis Guds ånd ikke eksisterede i de levende væseners overbevidsthed eller psyke.