Ved denne vor gennemgang af det evige verdensalts kosmiske analyser er vi blevet vidne til, at verdensaltets grundtone er alkærlighed. Vi har set, at alt i sin kosmiske analyse absolut er til glæde og velsignelse for de levende væsener, vi har set, at mørket i al sin fremtræden er et absolut gode, selv om det i sin natur er ubehageligt. Vi har set, at væsenerne uden oplevelsen af mørket umuligt ville kunne få evne til at opleve lyset. Vi har set, at mørkeepoken i spiralkredsløbet, i forhold til lysepoken i spiralkredsløbet, kun udgør en kort fostertilstand, i hvilken væsenerne udvikles til at blive til livets herre og opleve det højeste lys "Guds alkærlighed" i en mange gange længere livsepoke i det kosmiske spiralkredsløb. Vi har set, at selv i det dybeste mørke er Guds evige ånd til stede i de enpolede væseners parringsakt. Vi har set, at denne Guds tilstedeværelse i de enpolede væseners parringsakt er gjort mulig ved en kunstig opretholdt sympati eller kærlighed, indtil de pågældende væsener selv får udviklet den virkelige alkærlighedsevne, ved hvilken de bliver udviklet til at kunne leve i det højeste lys og være ét med Gud. Vi har set, at både mørket og lyset er kærlighed. Vi har set, at alt, hvad vi overhovedet kan pege på eller møde på vor vej igennem verdensaltet, i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Dette er livets grundprincip. Uden dette princip i væremåden ingen udfrielse af mørket. Uden denne udfrielse ingen kosmisk bevidsthed. Uden kosmisk bevidsthed absolut ingen dagsbevidst oplevelse af Gud eller livsmysteriets løsning. Gud ville således blive ved med at være et mysterium. Livet ville være et mysterium. Døden ville være et mysterium. Mørket og lidelserne eller skæbnen ville være et mysterium, og det levende væsens evige liv ville være et mysterium. I dette uvidenhedens domæne er der ikke andet lys end parringskærligheden. Men denne kunstige sympati gælder kun ægtefællen og afkommet. Derudover er den stimulerende for det dyriske eller dræbende princip.
      Vi ser således her, at enpoletheden eller ægteskabskærligheden ikke på nogen som helst måde kan redde den nuværende degenererende verdensepoke. Jalousi, had og krig dominerer stadig. Menneskene bygger atom- eller kernevåben, med hvilke de tror at kunne udfri menneskeheden af den på krig og våben baserede verdenskultur, som store dele af menneskeheden i dag sukker og stønner under både fysisk og åndeligt, både i øst og vest, både i syd og nord. – Det kan ikke være vanskeligt at forstå, at hvis hvert menneske elskede sin næste, som det elsker sig selv, hvilket i virkeligheden er det samme som at elske Gud over alle ting, var hele menneskehedens livsproblem løst. Jordens menneskehed mangler således kun alkærligheden i sind og væremåde for at opnå den guddommelige lysets tilstand: at blive til menneskeheden "i Guds billede efter hans lignelse" og dermed befordrende et kærlighedens rige på jorden, der kun kan udtrykkes som det i årtusinder bebudede "himmeriges rige". Jordkloden ville da lyse og funkle i Guds ånds strålevæld som en "Salighedens Ø" i verdensrummets uendelighed og evighed.