106. Idet verdensøvrigheden således kommer til at forhindre alle de omtalte former for "overskud", og der derved igen heller ikke kan eksistere nogen særlig form for "privatformuedannelse", kommer nævnte øvrighed altså til at fjerne den realitet, der i vore dage sætter store dele af befolkningen i stand til at unddrage sig deres arbejdspligt overfor samfundet og således være i stand til at modtage og nyde hele deres eksistens uden at yde noget som helst arbejde til gengæld. Og når de ikke yder noget for deres eksistens, bliver det jo en kendsgerning, at de lever på andre væseners arbejde. Men når de lever på andre væseners arbejde, tvinges disse andre væsener til at undvære det fulde udbytte af deres arbejde. Dette vil igen for disse sidstnævnte væsener betyde, at deres arbejdsløn forringes, og deres naturlige fritid forkortes. Men med disse to realiteters eksistens må en tilsvarende formindskelse af de samme væseners adgang til livets sjælelige og materielle goder ligeledes være en kendsgerning. Og da de pågældende væsener som følge heraf nødvendigvis må blive unaturligt primitive, udslidte, fattige og overanstrengte, har vi her for os den væsensgruppe, der i tilværelsen fremtræder under begreberne "proletariatet" eller "underklassen".
      De andre væsener, som ikke har ydet noget arbejde for deres eksistens, men har haft adgang til at leve på "overskud", har derimod haft for megen fritid og for megen adgang til livets mere eller mindre virkelige goder. Og da de således er blevet vænnet til en unaturlig tilværelse, er de ligeledes fremtrædende i tilværelsen som unaturlige. De har i stor udstrækning vænnet sig til at leve i overdådighed, frådseri og ødselhed. De møder også med anstrengte legemer, men denne anstrengelse skyldes ikke overdreven arbejdsydelse, men overdreven "livsnydelse". Denne deres lette adgang til værdierne lader dem leve i en stivnet atmosfære af hovmod, der igen helt fortegner deres opfattelse af livet og gør dem til genstand for den overtro, at dette, "at besidde store rigdomme", "at lade sig tjene og opvarte" er udtryk for kultur og storhed, og dette, "at arbejde" er nedværdigelse eller noget, der er "god tone" uværdigt. De er således holdt ganske ude fra at komme til erkendelse af, at livets fornemste og naturligste adelsmærke er "arbejde", og at et væsens virkelige og absolutte storhed udelukkende kun kan bestemmes af dets uegennyttige eller uselviske frembringelser. De ser ikke, at dette, at give sit liv på denne måde, er den fornemste purpurkåbe, lysglorie eller åbenbaring, i hvilken noget væsen kan vise sig. Og overfor denne realitet bliver de omtalte væsener således også at identificere som udgørende et "proletariat". Dette "proletariat" forekommer i stor stil indenfor den væsensgruppe, der i tilværelsen fremtræder under begreberne "bourgeoisiet" eller "overklassen".