108. Idet kun jordmenneskesamfundet og ikke enkelte individer eller foretagender kan eje værdierne, vil verdensøkonomien blive fuldkommen,
og der vil således ikke være noget i verdensstaten, der hedder, at man i den ene verdensdel kan tillade sig at opbrænde eller tilintetgøre sin overproduktion af livsfornødenheder, fordi en anden verdensdels hungershærgede og fattige befolkning ikke har råd til at betale den af trustforetagender og handelsmagnater opsatte kursnotering eller dække de med forsendelsen eller eksporten forbundne omkostninger.
De frugtbare landes overproduktion på ethvert område vil komme de på de samme områder underproducerende og magre lande til gode.
Told mellem landene ophører, og toldvæsenet overgår til at blive en faktor i verdensrigets økonomipoliti.
Det vil sige, at det får til opgave at holde verdensregeringen underrettet om ethvert lands økonomiske tilstand, dets overproduktion og underproduktion og bliver således en fundamental støtte for hele den økonomiske verdensregulering.