110. Da alle private besiddelser, efterhånden som udviklingen skrider frem, vil blive verdensstatens ejendom, vil der tilsidst således kun komme til at eksistere én eneste formuebesidder eller kapitalist på jorden, nemlig den samlede jordmenneskehed. Denne har jo engang fået hele verden foræret for at "gøre sig den underdanig". Men da den begyndte at modtage denne "foræring", befandt den sig på dyrerigets stadium, og dens modtagelse af verden blev derfor også, som det af foranstående fremgår, "dyrisk". Dette vil igen sige det samme som, at de stærkeste og listigste individer tilegnede sig ikke alene deres retmæssige part af "foræringen", men også en hel del af de parter, der retmæssig tilhørte andre individer, individer, som altså var de førstnævnte underlegne i styrke og gridskhed. Jordmenneskeheden har altså modtaget jordkloden på samme måde som rovdyrene modtager et stykke kød. De stærkeste dyr tilraner sig det hele ganske uberørt af, om deres mindre kraftige stammefæller derved sulter ihjel. Da denne jordmenneskehedens modtagelse af verden endnu ikke er ført til ende, men i vore dage eksisterer i form af kampen om værdierne, der igen resulterer i "private" besiddelser, kapitaler og formuer for nogle væsener, og armod, nød og elendighed for andre væsener, har vi her et bevis for, at jordmenneskeheden endnu befinder sig indenfor dyrerigets område og ikke er nået til at gøre sig verden underdanig. Den er således ikke blevet herre over fordelingen. Den har endnu ikke kunnet garantere eller iscenesætte, at hvert enkelt individ fik sin retmæssige arvepart af denne guddommelige foræring. Når alle private værdier eller besiddelser i verden derfor overgår til at blive verdensstatens ejendom, vil det kun være udtryk for, at denne fordeling er kommet under kultur. Når verden således er en "foræring" til hele menneskeheden, betyder det naturligvis ikke, at nogle enkelte private mennesker særligt har fået foræret kullejerne, andre oliekilderne og atter andre guld- og diamantminerne og øvrige minerallejer som "privatejendom" og derved retmæssigt kan gøre sig til "forretningskonger" eller "magnater" i de pågældende felter, monopolisere disse og derved besværliggøre den øvrige menneskeheds adgang til de pågældende livsfornødenheder. Når livsfornødenhederne ikke desto mindre alligevel er beslaglagt af sådanne "børskonger", som udelukkende kun kan være interesserede i på disse at holde en valutakurs eller prisnotering, der stadig kun står og falder med, hvad der er det allerhøjeste, det øvrige samfund kan tvinges til at betale, bliver vi atter her vidne til, at magten ikke er forenet med retten. Magten og ikke retten bestemmer prisen på livsfornødenhederne. At der er væsener, der har haft initiativ til at iscenesætte bjergværksdrifter og fabrikationsvirksomheder er jo kun guddommeligt, og disharmonien begynder først der, hvor de pågældende væsener samtidig iscenesætter det "maskerede røveri" eller begynder at tilegne sig "overskud" i form af værdier, de ikke yder noget for. Da verdens minerallejer er blevet til, uden at det har kostet jordmenneskeheden en eneste øre eller sveddråbe, har den fået disse foræret på samme måde, som den har fået den luft, den indånder, foræret. Intet jordmenneske har derfor nogen som helst kosmisk ret til at tage betaling for mineralerne eller stoffet, idet det i så fald ville komme til at modtage værdier, det ikke har ydet noget for. Først når det har bearbejdet stoffet på en måde, der har gjort dette til et plus for jordmenneskeheden, kan der tilkomme det betaling. Men denne betaling kan ikke være en betaling for selve stoffet, men derimod kun en betaling for det arbejde, som krævedes for at gøre stoffet nyttigt. Dette arbejde bliver således her synligt som den eneste virkelige værdi, jordmennesket skal betale for sine livsfornødenheder. Men da intet jordmenneske som nævnt har ydet noget arbejde for stoffernes tilstedeværelse på jorden, men dette i sig selv er alle jordmenneskers ejendom, kan dette retmæssigt heller ikke være betaling for ydet arbejde. Arbejde kan kun betales med arbejde. Den eneste virkelige betalingsværdi i verden bliver således udelukkende et væsens nyttige arbejde eller skabelse. Ethvert normalt jordmenneske, der kommer til verden, har således en naturlig medfødt betalingsevne. I verdensstaten vil denne medfødte betalingsevne komme til sin fulde ret, blive lovbeskyttet, og enhver mulighed for misbrug og udbytning vil således, som det af det efterfølgende fremgår, være ganske udelukket. I verdensstaten vil et individs personlige og nyttige arbejdsydelse netop blive det absolut eneste eksisterende betalingsmiddel. Penge vil jo efterhånden som verdensstaten kommer til at eje værdierne gå ud af verden.