222. Vi er i nærværende kapitel begyndt at se, at jordmennesket udgør et væsen, der er så langt fremskredent i sin udvikling indenfor dyreriget, at det foruden i kraft af sit fysiske legeme at kunne opleve rent fysiske manifestationer eller foreteelser også i kraft af begyndende åndelige legemer er i færd med at udvikle sig til at kunne opleve realiteter, der ikke er af fysisk, men af åndelig natur. Når et individ således i hovedet kan udregne at 7 + 8 er lig 15, så udgør denne udregning en åndsfunktion. Denne åndsfunktion består i at flytte nogle i bevidstheden allerede eksisterende erindringsbilleder sammen, således at de kommer til at udgøre en bestemt kombination. Denne kombination bliver derved en nyskabelse. 7 og 8 var således i dette tilfælde identisk med to i det pågældende individs bevidsthed eksisterende erindringsbilleder, med andre ord to "åndsgenstande". Hver af disse to "genstande" havde sin særlige "facon" eller "figur". Den første "åndsgenstand" udgjorde en særlig figur, vi udtrykker under begrebet "7", medens den anden udgjorde en særlig figur, vi udtrykker under begrebet "8". Ved at sætte disse to figurer sammen til en enhed, hvilket kun kan udføres med intelligenslegemet, opstår der jo en ny åndelig "figur". Og det er denne åndelige figurs særlige "konturer", vi udtrykker under begrebet "15". Enhver tilegnelse af facitter ved udregning uden fysiske hjælpemidler af nogen art udgør således en ren åndsfunktion, idet den udelukkende er baseret på nyskabelse i materiale, der består af erindringer, og som netop ikke kan tages med hænderne eller med nogen som helst anden fysisk foranstaltning eller realitet. Når et individ iagttager et billede, og det er i stand til at se eller forstå, hvad det forestiller, så udgør denne funktion en kombineret fysisk og åndelig proces. Synet af det fysiske billede ville ikke give individet nogen som helst forståelse, hvis det ikke netop havde erindringsmateriale fra forudgående syn af nogle med de på billedet udtrykte realiteter beslægtede eller lignende realiteter, som det kunne sætte i forbindelse med den ved det fysiske syn opståede reaktion i bevidstheden, og hvorved en genkendelse kunne komme til udløsning. Enhver form for forståelse af en ting er således identisk med eller baseret på genkendelse. Hvis et individ bliver vidne til en realitet, som det ikke har noget tilsvarende erindringsmateriale til, vil en genkendelse ikke kunne bygges op i dets bevidsthed og en forståelse af nævnte realitet dermed være en absolut umulighed. Og den her nævnte oplevelse ville således i dette tilfælde kun indgå i individets bevidsthed som en udefineret fornemmelsesnuance af behag eller ubehag, netop således som livets oplevelse former sig for de mest primitive dyr eller for væsener, hvis intelligenslegeme endnu ikke er begyndt at kunne fungere. Hvis to væsener er stillet overfor en skrift, der af det ene væsen kan læses, men ikke af det andet, så bliver denne skrift hos det væsen, der ikke kan læse den, kun en fysisk oplevelse, idet samme væsen kun er i stand til at se eller fatte skriftens fysiske fremtoning, men ikke de bevidsthedsnuancer eller åndelige realiteter skriften er udtryk for, idet det i sin bevidsthed ikke ejer noget som helst erindringsmateriale, ved hvis hjælp det kan genkende skriftens åndelige betydning, og hvorved det altså er ude af stand til at læse skriften. For det væsen, der kan læse den nævnte skrift, bliver denne ikke alene en fysisk, men også en åndelig oplevelse, idet nævnte væsen gennem en forudgående oplevelse af skrifttegnenes betydning har denne oplevelse i sin bevidsthed i form af erindringsbilleder og kan derfor forme disse til fordel for en genkendelse af skriftens åndelige betydning i den ny fysiske oplevelse, hvilket igen er det samme som at kunne læse skriften. Enhver form for åndsfunktion eller bevidst oplevelse er således baseret på genkendelsesevnen og denne igen på erindringsmaterialet, der atter igen betinges af forudgående oplevelser. Den her berørte form for læsning vil således være det samme som en kombineret fysisk eller åndelig proces. Men på denne fysisk åndelige proces er alle bevidste fysiske oplevelser baseret. Alle fysiske foreteelser eller genstande, såsom træer, huse, byer, have, floder, dyr osv., er således i virkeligheden udgørende "skrifttegn" eller fysiske udtryk for åndelige realiteter, som de levende væsener mere eller mindre er i stand til at kunne "læse", hvilken evne altså igen er identisk med evnen til at opleve livet. Evnen til at "læse" disse livets egne "skrifttegn" vil således være afhængig af, hvilket erindringsmateriale man er i besiddelse af, og i hvilke felter den deraf udløste genkendelses- eller analyseringsevne er størst. Der, hvor vi oplever fysiske ting, til hvilke vi ikke har beslægtede eller tilsvarende erindringsbilleder, kan vi altså kun opleve rent fysisk. Dette vil igen sige, at alt, hvad vi oplever på det fysiske plan, som vi ikke forstår, er udgørende en ren fysisk oplevelse. Forståelsen af en oplevelse kan kun eksistere på basis af en åndsproces. Og vi skal således helt ned til dyrerigets laveste stadier for at finde væsener med fysisk oplevelse i renkultur, hvilket altså vil sige udefineret oplevelse af behag og ubehag som virkelighed. Denne oplevelse er således baseret på fremtrædende tyngdeenergi og primitiv følelsesenergi, igennem hvilken de første former for fornemmelsesoplevelser bliver til. Disse fornemmelsesoplevelser aflejrer også deres erindringsbilleder i individets bevidsthed. Men disse udgør jo følelses- eller fornemmelseserindringer. I kraft af disse fornemmelseserindringer og individets saligheds- og instinktlegeme opstår en primitiv åndsfunktion, der endnu i mange tilfælde hos dyrene og hos visse jordmennesker fremtræder som "psykisk manifestation". Men denne form for psykisk manifestation er døende, alt eftersom følelses- og intelligenslegemsfosteret udvikler sig og giver individet basis for modtageligheden af det kosmiske klarsyn. Indenfor den primitive psykiske zone begynder altså væsenernes religiøsitet, der i forbindelse med "den guddommelige suggestion" bliver den fundamentale udviklingsfaktor helt op til zonerne foran den store fødsels forgård, hvor væsenerne netop begynder at opleve en fundamental intelligensmæssig viden eller videnskab. Med denne videns vækst træder væsenet tilsvarende mere og mere ind i en ny verdens klare dagslys. Det forlader således lidt efter lidt en mørk anelses-, tros- og dogmeverden for i tilsvarende grad at træde ind i en åbenlys vidensverden. Og det er til denne verden, at den jordiske videnskab som tidligere nævnt udgør periferien.