238. Men livet fortsætter dog stadigt videre. Efter at individet således er kommet til grænsen for det fysiske eller materielle tilværelsesplan og har oplevet, at der i dette ikke findes virkelige faste realiteter, begynder det at holde sig til eller støtte sig på ikkefysiske realiteter, og dets viden eller videnskab bliver nu henhørende under det, vi kalder "filosofi". Filosofi er således i virkeligheden begyndelsen til åndsvidenskab. Men før filosofien kan blive til virkelig visdom eller åndsvidenskab, kræves der, at åndslegemerne må udvikles til en sådan fuldkommenhed, at de ikkefysiske realiteter, som de pågældende individer beskæftiger sig med, ikke blot og bar kun kan opleves som tanker, forestillinger eller teorier, men som virkelige kendsgerninger. Men en sådan fuldkommenhed får åndslegemerne først, når deres sansekapacitet når kærlighedsenergien. Når individets åndslegemer når denne kapacitet, oplever det "den store fødsel", og med denne begynder den kosmiske oplevelse eller tankeprocessen "ovenfra" at blive fundamental. Og individet er dermed indhyllet i en forklaret tilværelse. Den fysiske verden begynder således her for samme individ at blive et tilbagelagt stadium, idet dets oplevelser bliver bygget og oplevet ud fra virkelige "faste punkter" og ikke ud fra bevægelser. Dette vil altså igen sige, at dets oplevelse af livet her hviler på evige realiteter og bliver derved udtryk for livets absolutte facitter, der igen er det samme som "den evige sandhed". Medens individet tidligere kun oplevede foranderlige facitter, oplever det nu uforanderlige facitter. For at forstå dette må man her erindre, at der, hvor et individ antager materielle bevægelser, hvilket vil sige de materielle realiteter eller fysiske detaljer for virkelighed, for "faste punkter", lever det på en illusion. Når det ser et hus, et træ, et bjerg, en klippe, en stjerne osv. og tror, at enhver af disse realiteter er udgørende "et fast punkt", en virkelig analyse eller et endeligt facit, så vil det, som vi tidligere skildrede, sige, at det endnu lever i den fysiske verden. Det kan således ikke se bag ved disse nævnte realiteter og der blive vidne til, at disse kun er udgørende bestemte former for vibration eller bevægelse, og at den målestok, ud fra hvilken de udmåltes, var individets egenbevægelse. Det oplevede således ikke, at de tilsyneladende virkelige realiteter kun var udtryk for kontrasten mellem denne dets egenbevægelse og omgivelsernes egenbevægelse, og at nævnte målestok ustandseligt er forandring underkastet. Det samme gør sig gældende med individets gudsbegreb. Sålænge dette udtrykker en billedform, f.eks. et væsen, der sidder på en gylden trone og dirigerer verdensaltet, da er det pågældende individ offer for en illusion. Det tilbeder et foranderligt i stedet for et uforanderligt facit, en timelig i stedet for en evig realitet. Et sådant gudsbegreb vil altså være udtryk for en materiel realitet, et skabt eller tænkt billede, som ikke har noget med den virkelige kosmiske og uforanderlige analyse af Guddommen at gøre. Nævnte billede var jo kun blevet til på basis af særlige bestemte bevægelsers forhold til tilbederens egenbevægelser og må således forvandles i samme grad, som disse egenbevægelser forandrer sig. Og jo mere man til dette guddomsbillede knytter karakteregenskaber af en særlig bestemt art og frakender det andre, udstyrer det med de såkaldte "gode" egenskaber og frakender det de såkaldte "slette" egenskaber, et desto større kunstprodukt bliver et sådant gudsbegreb. En sådan "guddom" bliver altså kun identisk med en samling udsorterede bevægelser. Men en samling udsorterede bevægelser kan aldrig nogen sinde være en retmæssig eller fyldestgørende analyse af "et levende væsen". Den nævnte "guddom" er således i realiteten – ikke et levende væsen, men et dødt væsen, – ikke en gud, men en afgud. Men her må vi skynde os at bemærke, at en afgud er identisk med den begyndende erkendelse af den virkelige Gud. Den er guddomsbegrebet i sin fostertilstand. Og det individ, der endnu kun kan sanse eller magte guddomsbegrebet i denne tilstand har derfor ingen grund til at blive nervøs, thi en fostertilstand vil altid være identisk med vejen til en virkelig tilstand, og gennem dets førnævnte gudsbegreb vil det således blive ført til det virkelige gudsbegreb, til den virkelige levende Guddom.