239. Men ligesom individet umuligt kan opleve den virkelige Gud i timelige facitter, således kan det også umuligt opleve sin egen virkelige eller kosmiske analyse, sålænge det endnu kun sanser bevægelsers forhold til andre bevægelser. Hvis det f.eks. kun opfatter sig selv som "et dødeligt væsen", hvilket vil sige et væsen, der har begyndt og engang igen skal ophøre, da opfatter det jo igen kun bevægelsers forhold til bevægelser og får et timeligt facit i stedet for et evigt facit. Det er igen offer for en illusion og antager en bevægelse for et "fast punkt". I dette tilfælde var det illusoriske "faste punkt" dets fysiske lokale liv. Nævnte liv er jo også kun udgørende en samling bevægelser eller forvandlinger. Ligesom individet fundamentalt eller virkeligt ikke kan opleve Guddommen i timelige facitter, således kan det heller ikke opleve sig selv fundamentalt eller virkeligt i sådanne facitter. Sålænge individet opfatter bevægelserne for virkelighed, kender det kun uvirkeligheden. Sålænge det antager bevægelserne for "faste punkter", kender det ikke de "faste punkter". Men en sådan tilværelse er individet jo nødt til at være underkastet, sålænge det kun kan sanse bevægelserne, hvilket igen vil sige, sålænge det endnu kun kan sanse i den fysiske verden eller tiden og rummet.