Livets Bog, bind 1
De levende væsener som identiske med de "faste punkter" bag bevægelserne
240. I tiden og rummet findes ingen absolut virkelighed, intet absolut fast punkt, ingen evige realiteter. Alt er bevægelse, alt er forvandling, alt er skabelse og dermed manifestation. Men hvad er da de "faste punkter" i tilværelsen? – Det er de realiteter, der skaber og oplever manifestationerne, de realiteter, der oplever bevægelserne. Disse realiteter kan ikke være identisk med bevægelse, thi en bevægelse kan ikke opleve bevægelse. Men når de ikke er bevægelse, befinder de sig jo ikke i bevægelsernes verden eller zone, hvilket vil sige, at de befinder sig udenfor tiden og rummet. Men da tid og rum er skabte realiteter, vil de førnævnte realiteter således være hævede over tid og rum, hvilket i dette tilfælde vil sige ophav til tid og rum. Da en bevægelse som nævnt ikke kan opleve bevægelse, vil den altså være en "livløs" ting. Men da de førnævnte realiteter oplever bevægelse, vil de være at udtrykke som "levende". Men de "levende" ting i verden er jo det samme som de "levende væsener". De levende væsener i tilværelsen er således udgørende de "faste punkter" bag bevægelserne.