283. Som vi før har berørt, oplever de levende væsener livet ved hjælp af forskellige skiftende legemer, der, for hvert legemes vedkommende, lader individet opleve en tilsvarende speciel sansehorisont. Da disse legemer hver især er genstand for slid og alderdom, må de stadigt fornyes. Og vi bliver derved vidne til, at individet ikke oplever disse sine sansehorisonter i en permanent tilstand, men at oplevelsen af hver enkel horisont stadigt må afbrydes eller får et midlertidigt ophør, netop så længe det for oplevelsen af den pågældende horisont bærende legeme er gået under, og det nye legeme for samme horisont endnu ikke er så langt fremskredent i sin tilblivelse eller skabelse, at det kan bære den pågældende del af væsenets bevidsthed. Vi kommer således her til erkendelse af, at individet i sig har en evne til at danne sig nye legemer, efterhånden som de gamle bliver opslidt eller forældede. Selve denne skabeevne udgør, som vi i senere afsnit vil få at se, en ligeså evig realitet som selve det levende væsen, til hvilken den er knyttet, men den største udløsende faktor eller regulator af denne viser sig, for det kosmiske syn, som identisk med det pågældende individs samlede, selvoplevede erfaringsmateriale. Dette vil altså sige det samme som, at individets evne til at bygge sig et nyt legeme befordres af dets samlede erfaringsmateriale, som det har tilegnet sig gennem sit tidligere legeme af samme kategori, og hvis eksistenstid nu altså for det pågældende væsen vil være at udtrykke som identisk med et tidligere liv.
      Da det således er individets erfaringsmateriale fra tidligere liv, der er basis for dets nuværende legemer, vil de samme legemers kvaliteter og udseende dermed være afhængigt af karakteren af det nævnte erfaringsmateriale, eller med andre ord, individernes nuværende legemer står og falder med dets erfaringer fra en tidligere tilværelse og bevirker dermed dets nuværende skæbnes natur som "lykkelig" eller "ulykkelig".
      På samme måde vil individets nuværende erfaringer og levevis naturligvis også danne grundlaget for dets skæbne i kommende liv.
      Som man vil få at se i senere afsnit, er det derfor ikke uden interesse for det levende væsen at iagttage og skole sin daglige handlemåde, således at denne kommer til at være i kontakt med de evige love for tilværelse, thi ellers vil man nedsætte sin skabeevnes kvalifikationer for kommende liv, ja endog indtil en sådan grad, at man for en tid ganske er ude af stand til at danne sig normale legemer. Når individer fødes som åndssvage, sindssyge, vanføre eller med stor sygelighed i deres fysiske legemer, vil alle disse realiteter, for det kosmiske syn, vise sig at være udslag af en i en tidligere tilværelse af de pågældende væsener ført højst uheldig levevis. Men ligesom individet ved sin nuværende manifestation kan skade eller nedsætte sin bevidsthedsposition i kommende liv, således kan det selvfølgeligt også ved en, i harmoni med lovene for tilværelse fin og afstemt væremåde, forhøje denne sin position i en fremtidig tilværelse.
      Vi skal nu ikke her beskæftige os mere med disse problemer, eftersom disse får deres specialbelysning i senere afsnit, men det har været nødvendigt, i forbindelse med emnet "livets vej" at give et lille resumé over de bærende realiteter i skabelsen af de levende væseners legemskulturer for derved at give sandhedssøgeren den nødvendige forkundskab for at kunne forstå den efterfølgende belysning af de realiteter, der bevirker, at væsener på samme udviklingstrin kan manifestere sig i form af forskellige arter.