Livets Bog, bind 1
"Nydelsen af kundskabens træ". "Den forbudte frugt"
84. Den jordmenneskelige tilstand forekommer i stor udstrækning som "mørke". Dette mørke udgør "syndefaldets" eller den dyriske manifestations resultat i første instans for jordmennesket. I anden instans bliver dette resultat af en dybere natur, idet det udvikler kendskab til "godt" og "ondt". "Syndefaldet" udgør således i sin dybeste eller kosmiske analyse "nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt". Da "syndefaldet" jo er det samme som at manifestere sig i kontakt med det dyriske livsprincip, bliver nævnte princip her synligt som identisk med "kundskabens træ". At manifestere "magt i stedet for ret", "hellere at tage end at give", at leve efter dette: "Enhver er sig selv nærmest", eller andre former for udslag af det dyriske livsprincip vil således være identisk med de "æbler", som fra og med skabeprincippets lyse udstråling blev en "forbuden frugt", hvis nydelse indenfor nævnte princips begyndende område har "uddrivelse" fra den form for harmoni og lykke til følge, på hvilken dyreriget er baseret.