85. Dyreriget er således den "paradisets have", af hvilken det vordende menneske må "uddrives". Men denne "uddrivelse" er ikke nogen "straf", men fremtræder derimod som det højeste udtryk for en bag alle foreteelser fremtrædende evig kærlighed. Og ud fra denne kærlighed betinger ligeså evige love, at de levende væsener må føres fremad og opad, må opleve skønnere og skønnere former for tilværelse. Og for at få de væsener, der levede i den dyriske harmoni og lykke eller den dyriske "paradisets have" til at forlade denne tilstand, for at forhindre, at de samme væsener ikke blev udelukket fra denne vækst opad mod større lys og fuldkommenhed, eksisterede der ikke noget andet middel end netop dette, – at lade et højere riges stærkere lys begynde at skinne ind i dyreriget. Dette højere rige udgør "det rigtige menneskerige", og dets ind over jorden strålende lys vil altså være at genkende som den mod "Adam" og "Eva" rettede "guddommelige Faders røst" eller den lyse udstråling fra "det guddommelige skabeprincip".