86. Overfor et stærkere lys vil et svagere lys mere eller mindre være udtryk for mørke.
Således må dyrerigets lys eller bevidsthedsform overfor det stærkere menneskeriges lys eller bevidsthedsform forekomme som mørke eller ufuldkommenhed.
Og i samme grad som væsenerne begynder at fornemme eller opleve menneskerigets bevidsthedsform, bliver denne et ideal for samtlige individer, og i samme grad vokser deres længsel mod dette rige, ligesom de i tilsvarende grad får antipati mod den dyriske bevidsthedsform.
Da denne længsel og antipati fremtræder som den udløsende basis for de samme væseners forvandling fra dyr til menneske, og denne forvandling er det samme som
"uddrivelsen af paradiset", vil nævnte uddrivelse i virkeligheden
ikke være nogen uddrivelse, men kan udelukkende kun ske på basis af væsenernes eget ønske og fri vilje.
Det mørke som denne forvandling eller "uddrivelse" afstedkommer
er heller ikke nogen "forbandelse", men er derimod i sin kosmiske analyse at betragte som identisk med
den undervisning, der skal berige individet med de kvalifikationer, der sætter det i stand til at leve så meget i kontakt med det rigtige menneskeriges love, at det senere kan fødes som en af dette riges egne væsener, kan fremtræde som "det guddommelige menneske".
At denne "undervisning" undertiden er af smertelig natur, har jo kun sin rod i, at den kosmisk set også må virke som
"faresignal".
Den er
"en klokke, der ringer", når individet er på afveje, og
jo mere individet bryder af fra den naturlige vej, desto stærkere "ringer" den.
Al smerte i verden, både fysisk og sjælelig, udgør således kosmisk set væsenernes største beskyttelsesmiddel.
Den er et skærmende gelænder, der værner individet fra at falde ned i en evig døds afgrund.
Uden på basis af smerte ville intet individ kunne opretholdes i en evig tilværelse.
Ingen væsener ville nogen sinde kunne bringes tilbage fra afveje, men fortsætte ad disse, hvilket igen ville være det samme som en evig stilhed, thi uden smerte ingen kontrast til livet, og uden kontrast ingen manifestation, ingen vej til fuldkommenhed, ingen udvikling, ingen oplevelse af tilværelse, men en altomfattende ligevægt ville forhindre enhver form for bevægelse.
En evig død ville være herre over livet.
Men takket være smerten er det modsatte en kendsgerning.
Livet er herre over døden, og smerten er en guddommelig velsignelse.
Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet.