Livets Bog, bind 1
Sammenvoksningen af alle lande og folk til ét rige
93. Da jordmenneskene således over hele verden er i færd med at gøre de samme erfaringer eller er ved at opleve realiteter, der bringer dem til at stile mod en fælles religiøs basis, mod den absolutte viden om verdensaltet, og dertil kommer, at afstandene mellem verdensdelene, som før nævnt, ved de moderne trafikmidler er meget forkortede, og landene yderligere gennem radio, telegraf, telefon, verdenspressen, internationale ligaer, foreninger, handelskompagnier, rejsebureauer osv. uløseligt knytter sig mere og mere sammen, har vi her for os en i stærk stigende udvikling fremtrædende sammenvoksning af alle lande og folk eller et internationalt verdensrige under skabelse. Landene er allerede materielt eller økonomisk set så indfiltret i hverandre ved eksport, traktater og forbund eller så langt fremskredent i deres sammenvoksning, at en enkel nations sammenbrud eller krisetilstand ikke kan finde sted uden i mange tilfælde at betyde en katastrofe eller ulykke for den øvrige verden. Den store nebulose, som jordmenneskeheden i form af sine forskellige folkeslag, trossamfund, sekter og nationer udgør, er altså i stærk stigende grad ved at fortætte sig til ét fast legeme, til ét rige. Da dette rige omslutter hele planeten, vil det være at henføre under den form for riger, der senere i Livets Bog vil blive belyst under begrebet "planetarriger". Her på jorden er nævnte rige altså endnu kun i sin fostertilstand, men vil i kraft af den ny verdensimpuls nu føres mod sin endelige fødsel, mod sin virkelige eksistens som kendsgerning.