95. At stile mod et højere mål vil altid betyde det samme som at overvinde hindringer, og jordmenneskene har således også forskellige hindringer at overvinde, før deres lov- og retsvæsen er nået til en højere form, end den vi nu kalder statsmagten. Disse hindringer vil altså være resultaterne af den i jordmenneskene endnu forekommende dyriske selvopholdelsesdrift, som netop er baseret på selviskhed eller egenkærlighed, der jo er det modsatte af statsmagtens basis, alkærligheden eller uselviskheden. Af disse to former for energi: uselviskheden og selviskheden, udgør den sidstnævnte langt den overvejende del af individernes bevidsthedsmateriale. I den daglige tilværelse vil denne igen give sig udslag i alt, hvad der kommer ind under begrebet "privatinteressen", medens uselviskheden derimod giver sig udslag i alt, hvad der hører ind under "fællesinteressen". Privatinteressen repræsenterer altså resterne af den dyriske selvopholdelsesdrift, eller dette "enhver er sig selv nærmest", medens fællesinteressen derimod udgør den gryende menneskelige bevidsthed i individerne, eller dette "hellere at give end at tage". Om disse to faktorer drejer hele den jordmenneskelige bevidsthed sig. Da privatinteressen endnu fremtræder som den største faktor i de enkelte jordmenneskers bevidsthed, bliver denne faktor også den største og mest fremtrædende udadtil. Og vi genfinder den derfor som det bærende grundlag for den realitet, vi tidligere har omtalt under begrebet "pengemagten", som udgør den største materielle magt indenfor jordmenneskesamfundet. Ligesom disse to faktorer: selviskheden og uselviskheden i det enkelte jordmenneskes bevidsthed er at udtrykke som henholdsvis udgørende grundlaget for det såkaldte "onde" og det såkaldte "gode", således bliver de samme to faktorer også grundlaget for en lignende spaltning i selve jordmenneskesamfundets samlede bevidsthedsliv. Og her bliver selviskhedens resultater eller pengemagten det "onde", og uselviskhedens resultater eller statsmagten det "gode". Når vi ser, hvad disse to realiteter betyder for den samlede jordmenneskehed, får vi også let denne analyse bekræftet. Selviskheden i form af pengemagten betyder således for samfundet: trust, overpris på alle fornødenheder, armod, nød og elendighed, der igen, som vi allerede før har nævnt, afføder had, revolution, krig, lemlæstelser og sygdom. Uselviskheden i form af statsmagten betyder derimod for samfundet: udvikling af lov og ret for enhver borger, gratis oplysning, skoler, hospitaler, hjælp til ubemidlede syge og ubemidlede gamle mennesker, udvikling af beskyttelse mod røveri og plyndring, mod ublu avance, oprettelse af politivæsen, trafikanlæg, parker, museer osv. Og samfundsgoderne på basis af statsmagten er i stadig stigen eller tiltagende.
      Det her nævnte betyder naturligvis ikke, at alle pengemagtens repræsentanter er at stemple som "forbrydere", og at statsmagtens repræsentanter alle er "helgener", tværtimod, der findes jo mange ædle mennesker blandt formuebesidderne, ligesom der kan være mange væsener blandt statsmagtens udøvere, der er uædle. Men dette forandrer ikke samfundssystemet i den udviklingsretning, det nu har taget, og i hvilken statsmagten er i udvikling og pengemagten i degeneration. At der indenfor pengemagten findes væsener med gryende ædle tendenser, væsener, der derfor bliver filantroper og skænker gaver her og der, er naturligvis et stort gode for samfundet og kan afbøde megen midlertidig nød og elendighed; men dette forandrer ikke systemet, det opløser ikke årsagen til de nævnte realiteters opståen og kan således ikke forhindre, at disse opstår tusinder andre steder. Det virker kun som et midlertidigt bedøvelsesmiddel på det lokale eller syge sted i samfundslegemet. Det er som tidligere omtalt en lap på et af samfundssystemets mange huller. Men da nævnte system på denne måde nu er så forlappet, overstoppet og skrøbeligt, at enhver ny lap undertiden bliver årsag til store huldannelser ved siden af, ligesom der også findes huller så store, at de slet ikke kan lappes, må det gå til grunde, og det evige liv bag systemet tvinge et nyt system frem til skabelse.
      At der findes væsener indenfor statsmagtens repræsentanter, der er uædle, kan heller ikke forhindres, sålænge den ny åndelige basis ikke er fundamental, og menneskene endnu ikke rigtig ser klart den moral, de veje og betingelser, under hvilke det vordende ny samfundssystem fødes. Men efterhånden vil sådanne individer såvel indenfor pengemagten som indenfor statsmagten, der på grund af overlegen selviskhed i deres egen bevidsthed bliver egoismens, besiddelsens, udbytningens og krigens lydige forkæmpere, forholdsvis hurtigt blive afsløret som usamfundsmæssige. De er blinde politikere. De kæmper for adsplittelsen i stedet for sammenslutningen. De kæmper for vejen til lykken, men ser den ikke og løber ligesom forvirrede husdyr ved en ildebrand lige ind i ilden i stedet for at lade sig redde. De går imod naturen, de går i rette med verdensenergierne og deres formål bliver derfor i det store og hele håbløst uopnåeligt. Og således kommer udviklingen til at gå sin gang, og verdensfredens store skabelse bliver bragt frem til fuldbyrdelse.
      Det fundamentale i verdensudviklingen vil altså være dette, at statsmagten i form af lov- og retsvæsen er i fuldkommengørelse, medens pengemagten er i degeneration. Statsmagten er således i virkeligheden det samme som "retten i sin vorden".