96. Efterhånden vil energierne fra den ny verdensimpuls nu udvikle individernes intelligens, og flertallet af jordmenneskene vil mere og mere komme til at få øjnene op for de samfundsonder, statsmagten endnu har tilbage at overvinde, for at den store fred kan komme til at herske på jorden. De vil således komme til erkendelse af, at førend freden kan blive fundamental, må alle de i jordmenneskenes bevidsthed endnu eksisterende rester af det dyriske livsprincip fjernes. De må lære at indse, at disse rester er udgørende de "forbudte frugter", eller de frugter, hvis nydelse i dag holder dem ude fra "paradisets have" eller den totale lykketilstand. Disse frugter vil igen være at udtrykke som identisk med alt, hvad der kommer ind under begrebet "bekæmpelse af magtens forening med retten". Alle jordmenneskehedens nuværende erfaringer eller livets direkte tale i forbindelse med den lyse verdensimpuls fra "det guddommelige skabeprincip", for hvilken nærværende bog er udtryk, viser udelukkende dette som vejen til fjernelsen af den jordmenneskelige lidelsestilstand. Hele jordmenneskehedens nuværende samlede oplevelse vil således efterhånden bringe al koncentration til at udløse sig i dette ene: at forene magten med retten. Men da retten indenfor jordmenneskesamfundet er det samme som statsmagten, og magten indenfor samme samfund er det samme som pengemagten, vil rettens og magtens forening betyde, at statsmagten må komme i besiddelse af pengemagten. Kun retten alene kan eje værdierne. Da retten repræsenteres af statsmagten, og denne igen er udtryk for "fællesinteressen" eller uselviskheden, medens pengemagten er udtryk for "privatinteressen" eller selviskheden, vil konsekvenserne af ovennævnte være: uselviskhedens tilegnelse af magten eller værdierne. Kun når uselviskhedens ånd behersker værdierne og derved har magten, kan freden råde. Selviskhedens besiddelse af magten, således som det endnu er tilfældet indenfor jordmenneskesamfundet, kan absolut kun skabe en ånd, der gør krigen eller ufreden til en kendsgerning. Rettens ånd må altså gøres til magthaver i verden. Retten, som den er nu i sin højeste fremtræden i form af statsmagten, udgør kun en realitet, der er underkastet magt. Den må blive til en realitet, som magt er underkastet.