97. Retten eller statsmagten er således endnu langt fra at være fuldkommen, i særdeleshed fordi den kun er af "national" natur. Dette vil igen sige, at enhver form for statsmagt eller lov- og retsvæsen kun gælder for et enkelt folk og et enkelt landområde, hvis grænser egentlig er opsat ved fortidige selviske eller røveriske okkupationer, og som derfor endnu undertiden efterlader sig dønninger af ulmende og gærende misfornøjelser, der igen kan give anledning til krige. På denne måde er den samlede jordmenneskehed inddelt i mange "statsmagter", hvilket er det samme som "nationer". Men da disse nationer hovedsagelig er selvstændige, hvilket her vil sige, at de repræsenterer et bestemt folk, dets moral og karakter, bliver de ligesom de enkelte jordmennesker udtryk for selviskhed, kommer i mere eller mindre grad til at være udtryk for dette: "Enhver er sig selv nærmest". Nationerne er således at ligne ved individer, de har karakter, kan være moralske og umoralske. Verdens samlede nationer vil i henhold hertil blive at udtrykke som et samfund, hvis enkelte "individer" er nationer. Men der bliver den forskel på dette "samfund" og et almindeligt samfund, at det førstnævnte endnu er uden lov- og retsvæsen. Det har ingen regering. Der er intet politi. De enkelte "individer" (nationer) er prisgivet sig selv, må hjælpe sig ved sin egen kraft og styrke. Lad os overføre dette forhold til en enkelt stat, hvad ville resultatet så blive? – Det ville simpelt hen blive dette, at de enkelte individer kunne skalte og valte alt efter deres eget forgodtbefindende i forhold til, som de havde kraft og styrke. De svage ville blive slået ned. Al fred ville være bandlyst. Enhver måtte være bevæbnet, gå med skydevåben. Ethvert hjem måtte have sine forsvarere, sine maskingeværer osv. Og det er jo netop sådanne forhold, det "samfund" er underkastet, i hvilket nationerne er "individer". Her er der som nævnt intet politi. De enkelte "individer" må "bære våben", hvilket her altså betyder en stående hær og flåde. Ethvert "væsen" (enhver nation) må selv hævde sin ret. Enhver er sit eget politi. Indenfor et sådant "samfund" har enhver mere at føje sig efter den stærkeste, efter magten end efter retten. Her tages der intet hensyn til, om et enkelt "individ" (en enkelt nation) går til grunde, bliver konkurreret ud, osv.
      Betragter vi den samlede jordiske menneskehed på ovennævnte måde i form af en stat, hvis enkelte individer er nationer, bliver vi altså vidne til, at denne "stat" befinder sig på stenalderfolkets udviklingstrin med hensyn til administration, samfundsordning og levevilkår, og kun står over disse i udvikling med hensyn til udfoldelse af dyrets barbarisme og grusomhed. Samtlige "individer" har således udviklet sig til at bære våben (militærvæsenet), der ikke alene er "skarpere" end stenalderfolkets flinteredskaber, men yderligere repræsenterer et meget omfattende og fremragende udviklet mordsystem, i hvilket alle "det dræbende princips" befordringsmidler er bragt frem til genialitet. Når dertil kommer, at samtlige "individer" (nationer) hver især også er udstyret med en på udbytningens og begærlighedens område tilsvarende udviklet intelligens, der indenfor begrebet "forretning" formår at maskere røveriet og begærlighedens manifestationer til at se ud som heltebedrifter og idealer, bliver vi således her vidne til, at der indenfor jordmenneskesamfundet endnu eksisterer et stort område, hvor dyreriget eller dette, at "magt er ret", næsten eksisterer i renkultur. Retten eller det absolut "menneskelige" livsprincip, "ret er magt", er således endnu langt fra at have nået sin fuldkommenhed eller sit endelige mål: at omslutte alle realiteter i sit favntag indenfor jordmenneskeheden.