98. Da jordmenneskene koncentrerer sig i nationer, og nationerne hver især principmæssigt udgør et individ i en fælles større nation og denne endnu ikke har nogen fundamental regering, intet lov- og retsvæsen, intet politi, og således befinder sig på stenalderfolkets udviklingsniveau med hensyn til samfundsordning, men derimod med hensyn til dræbende våben eller erobringsmidler repræsenterer genialitetens højeste frembringelser, er vi her nået til kernen eller grundårsagen i den jordmenneskelige materielle lidelsestilstand. Nævnte lidelsestilstand beror altså på: en manglende højeste verdensregering, en overfolkelig domstol, en allerhøjeste øvrighed, der kan varetage, beskytte og garantere de enkelte nationers, de enkelte folkeslags og de enkelte racers frihed og ret til livet. Men for at en sådan øvrighed, et sådant retsvæsen kan blive fundamentalt, må det udvikle sig til at komme i besiddelse af værdierne. Så længe det ikke ejer værdierne, har det ikke magten og kan derfor aldrig nogen sinde blive "en fuldkommen ret", men må være "en magtens slave" i stedet for "en magtens herre". Men en ret, der er magtens slave i stedet for dens herre, kan aldrig bringe loven for tilværelse til at ske fyldest, og jordmenneskeheden må således være uden harmoni og verdensfred, sålænge der ikke eksisterer en af hele jordmenneskeheden repræsenteret international verdensregering, der ejer værdierne og derved udgør "retten forenet med magten".
      Alle kræfter fra den lyse udstråling fra "det guddommelige skabeprincip" er da også baseret på at føre hele udviklingen på det materielle såvel som på det religiøse område mod en fælles basis, mod enheden. Og i denne udvikling er retten eller det samlede lov- og retsvæsen verden over som tidligere nævnt nået til det, vi kalder "statsmagten". Da statsmagterne igen hovedsagelig udgør nationale enheder eller områder, mellem hvilke der undertiden er store kløfter og mangel på gensidig forståelse og samarbejde, vil dette altså betyde, at jordmenneskehedens samlede lov- og retsvæsen endnu befinder sig i en nebulosetilstand eller spredte partikler. Det er en maskine, hvis hjul endnu ikke fundamentalt er samlede. Og ligesom maskinen ikke kan bruges, sålænge den ikke er samlet, således kan det jordmenneskelige lov- og retsvæsen heller ikke skabe harmoni, tryghed eller fred for jordmenneskeheden, sålænge dets enkelte dele: statsmagterne, ikke er forenede til at udgøre "en uadskilleligt sammenhængende international verdensmagt, en uoverstigelig skranke for uretten", og således garantere et hele planeten omfattende fredsrige på jorden.
      Det første store fundamentale skridt mod verdensharmonien, mod freden på jorden, vil derfor blive udviklingen af en verdensøvrighed. Loven og retten kan aldrig nogen sinde blive en garanti for retfærdighed, fred og tryghed, sålænge den kun udgør en domstol for individer. Den må også være en domstol for nationer. Den må udvikles til at kunne tvinge nationer til at erkende sit ansvar. Enhver nation er jo et led i den samlede jordiske menneskeheds eksistensbetingelse og kan ikke retmæssigt vedblivende være uden ansvar for sin handlemåde overfor andre nationer.