Livets Bog, bind 1
Jordmenneskesamfundet som eneste retmæssige formuebesidder og arbejdsgiver
107. Men takket være de senere århundreders udvikling er kontrasten mellem overklassen og underklassen formindsket meget, og vi bliver således vidne til, at der indenfor overklassen forekommer flere og flere skikkelser, der er ædle, flittige og virksomme i hele samfundets vel, ligesom der også efterhånden i nogen grad er opstået bedre arbejdsbetingelser og friere forhold for underklassen end i fortiden. Men denne udligning mellem over- og underklassen er endnu ikke nær ført til ende og vil først være færdig, når der ikke mere eksisterer nogen af de nævnte to klasser, hvilket er nødsaget til at blive en kendsgerning under den store verdensøvrighed. Denne vil jo netop i kraft af hele sin i harmoni med loven for tilværelse udviklede administrationsmagt dokumentere, at kun jordmenneskesamfundet alene kan eje værdierne, og at disse således ikke kan ejes af nogen som helst enkelte individer eller af nogen som helst andre i form af aktieselskaber, truster, handelskompagnier osv. eksisterende brudstykker af jordmenneskesamfundets helhed. Men derved vil samme øvrighed jo yderligere komme til at dokumentere, at kun jordmenneskesamfundet kan være "arbejdsgiver", medens det enkelte individ absolut kun kan være "arbejder". I den fuldkomne verdensstat kan således intet væsen komme til verden for at lade sig tjene, men for at tjene.