109. En anden overordentlig stor og mægtig faktor, der også vil blive forandret under verdensøvrigheden, er fordelen ved anvendelsen af moderne maskiner. Ved maskiner forstår man jo en realitet, ved hvis hjælp man er i stand til at producere "arbejde". Dette vil altså igen sige en realitet, der kan lette og fritage jordmenneskeheden for noget af dens daglige grove arbejde. Da en maskine kun får indpas og fremgang i verden på betingelse af, at den på et eller andet særligt område kan udføre mere og bedre arbejde end et jordmenneske, bliver resultatet dette, at en maskine undertiden er bygget til at kunne præstere mere end det tidobbelte eller hundrededobbelte arbejde af, hvad et enkelt jordmenneske kan præstere i det samme tidsrum. For at den samlede jordmenneskehed verden over kan eksistere, må den hver dag præstere en vis sum af arbejde. Ved hjælp af en maskine kan dette arbejde forkortes med ligeså mange menneskers arbejde, som denne er bygget til at erstatte. Hvis en maskine f.eks. erstatter ét hundrede jordmennesker, vil dette altså betyde, at disse hundrede individer bliver til rådighed for den øvrige jordmenneskehed, hvis samlede arbejdstid derved kan gøres disse hundrede jordmenneskers daglige arbejdstimer kortere. Da der over hele verden bliver anvendt maskiner i millionvis, og der stadig opfindes nye, er dette ensbetydende med, at den samlede jordmenneskeheds eksistensbetingelse er forkortet med millioner og atter millioner af jordmenneskers arbejdstimer og stadig forkortes endnu mere. Jordmenneskeheden har altså på basis af maskinerne fået et overordentligt fond af "fritid", som stadig er under vækst. Dette vil igen sige det samme som, at dens daglige arbejdsdag ikke alene kan forkortes, men at der også foruden den ugentlige "hviledag" kan blive flere "fridage" for hvert enkelt jordmenneske. Men da lediggængeri ikke er i harmoni med loven for tilværelse, vil det stadig gennem verden lyde: "I seks dage skal du arbejde, men på den syvende dag skal du holde hviledag". Dette vil altså sige, at det overskud af "fridage", der bliver for individerne, retmæssig ikke kan anvendes til lediggang. Men da der jo ikke er noget materielt arbejde på disse dage, må arbejdet blive af åndelig natur. Dette vil igen sige, at disse frimaterielle dage vil blive studiedage for individerne. Den kommende verdensøvrighed vil således oprette skoler og læreanstalter, hvor jordmenneskene på disse dage lovbefalet må studere kunst, videnskab, sprog, samfundsøkonomi, håndværk osv. og således gratis blive uddannet i de særlige fag og felter, der af de enkelte individer selv måtte blive udpeget som værende i harmoni med deres særlige lyst, interesser og anlæg og derved komme i kontakt med loven for tilværelse, blive højnet til modtageligheden af "den kommende store fødsel". Således vil loven for tilværelse komme til at ske fyldest i den kommende verdensadministration. Men i vore dage, da denne administration slet ikke findes, er forholdene ganske naturligt nødsaget til at være det modsatte. Og med hensyn til maskinerne bliver vi ganske vist nok vidne til deres opfindelse og vidne til deres anvendelse, og vi bliver også vidne til den "fritid", de skaffer jordmenneskene; men her begynder modsætningen. Vi bliver nemlig vidne til, at denne "fritid" ligefrem udgør en underminerende "kræftsygdom" for selve jordmenneskeheden, idet den er identisk med det i den daglige tilværelse nu indtil trivialitet omtalte lediggængeri, som udtrykkes under begrebet "arbejdsløshed", der nu i stor stil breder sig i alle verdensdele. Da arbejdsløshed her betyder det samme som "subsistensløshed", bliver vi i vore dage vidne til, at maskinerne skaber subsistensløshed og går imod den guddommelige verdensplan, der, som vi lige har set, går ud på at lade maskinerne skabe en befrielse fra noget af det materielle tryk, der i form af groft fysisk arbejde endnu klæber ved jordmenneskehedens eksistens, og ved hvilken befrielse de altså skal lette jordmenneskene adgangen til åndens eller den guddommelige videns regioner. Når vi skal finde årsagen til dette forhold, at maskinerne således endnu ikke er bragt frem til at fuldbyrde deres harmoni med verdensplanen, må vi atter tilbage til de omstændigheder, der endnu betinger, at retten ikke er forenet med magten, og at jordmenneskeheden eller dens samfundsøkonomi endnu udgør en kolos, der troner frem i kraft af dette, "enhver er sig selv nærmest", koncentreret i form af "privatinteressen", og således ikke i tilstrækkelig grad har fået udviklet det "blod" i sig, der i form af "fællesinteressen" skal binde den sammen til et forenet rettens legeme i renkultur. Da "privatinteressen" i form af "pengemagten" eller "privatmagten" ejer værdierne i verden, bliver den bestemmende over alt arbejde og dermed over administrationen. Da privatmagten ikke kan være interesseret i "fællesinteressens" eller "fællesmagtens" udvikling og tilegnelse af magt, idet dette jo betyder dens egen undergang, bliver den kun stimulerende for sådanne formål, som kan forøge dens besiddelse og supplere den med endnu mere magt. Men for at opretholde sin magt og eksistens må den betjene sig af en hær af arbejdere. Da disse er levende væsener, bliver privatmagten nødsaget til i form af en mere eller mindre snævert udmålt arbejdsløn at give sine arbejdere føde og husly for at få udbytte af disse, akkurat på samme måde som landmanden må give sine husdyr føde og husly, hvis han vil gøre sig håb om ud af disse at få nogen gevinst. Når derfor en maskine bliver opfundet, har privatmagten stor fordel af at tilegne sig denne, idet den derved bliver i stand til at afskedige ligeså mange arbejdere, som maskinen er bygget til at erstatte, og selv forøge sin "privatformue" med det beløb, der i form af arbejdsløn var de pågældende arbejderes eksistensbetingelse. Altså en omstændighed, der ikke just er flatterende for privatmagtens harmoni med loven for tilværelse eller det store bud, "du skal elske din næste som dig selv", idet den i alt for høj grad minder om opfyldelsen af de realiteter, på hvilken "sandt hedenskab" eller den mørke verdensmoral er opbygget. At nævnte omstændighed ikke desto mindre er en kendsgerning, herom vidner den nu over hele verden voksende arbejdsløshed, som uundgåeligt måtte blive dens konsekvens. Da arbejdsløshed igen betyder subsistensløshed, vil nævnte konsekvens resultere i, at tusinder og atter tusinder af jordmennesker er berøvet enhver naturlig vej til gennem ærligt arbejde at tilegne sig deres daglige livsfornødenheder. Og de uundgåelige følger heraf må så igen blive: armod, tiggeri, plattenslageri, prostitution, forbrydelser, dovenskab, vagabondering, sløvsind og selvmord, hvilke realiteter tilsammen absolut kun er at identificere som udgørende en unatur, en fortærende sygdom eller et gabende sår i det jordmenneskelige samfundslegeme. Og dette sår breder sig nu med en så rivende vækst, at masserne verden over begynder at se deres eksistens truet og har i form af fagbevægelser, politiske organisationer og foreninger af mange forskellige arter begyndt at rejse sig til modværge. Og dette modværge vil ikke komme til at standse, før hele verdens samlede værdier er bragt ind under en for alle fem verdensdele, en for hele jordmenneskeheden fælles finanshovedkasse, der beskyttet af en verdensøvrighed og administreret af en verdensregering kan blive en garanti for en naturlig eksistensbetingelse, sand lov og ret, humanitet og alkærlighed for ethvert levende væsen.