111. Da der tilsidst ikke bliver nogen som helst private besiddelser, vil alle skibe og jernbaner, alle fabrikker og værksteder, alle gruber, miner og maskiner, alle naturalier osv. ejes af verdensstaten, ejes af hele jordmenneskeheden og ikke af nogle enkelte af dens medlemmer. Der bliver derfor i virkeligheden kun én virksomhed i verden. Denne virksomhed har ikke til opgave i form af "udbytte" eller "overskud" at skabe tilegnelse af ubetalte værdier, at skabe basis for "gratistilværelse" og lediggængeri for en stab af "aktionærer" og deres familier, arvinger og pårørende. Nævnte virksomhed har derimod absolut kun til opgave at holde lige akkurat den produktion af livsfornødenheder vedlige, som er nødvendig, for at alle jordmenneskehedens enkelte individer kan få en sorgløs og trældomsfri eksistens. Hertil vil den jo, som vi allerede ved, anvende alle maskiner til at udføre det grovere fysiske arbejde, men til alt det øvrige arbejde må den bruge jordmennesker. Ethvert arbejdsdygtigt individ bliver derfor skyldigt at yde sin part af det arbejde, der i følge videnskabelig udregning er nødvendigt for, at det selv og den øvrige del af jordmenneskesamfundet med dets uarbejdsdygtige individer kan få ovennævnte form for eksistens. Nævnte lovbefalede arbejde kan ikke i nogen som helst retning få skær af hoveri eller tvang, idet verdensstatens høje moralske og videnskabelige administration garanterer ethvert væsen sit arbejde i de fag og felter, hvor det netop har sin interesse og mest udviklede begavelse og anlæg. Fødte kunstnere kommer således til at arbejde i kunstens tjeneste. Videnskabeligt anlagte væsener kommer til at arbejde med videnskaben (herunder åndelig såvel som materiel videnskab). Begavelser indenfor håndværk og fabrikationsvirksomhed kommer til at arbejde i disse særlige felter osv. Og således kommer ethvert individ til at befinde sig på den af det selv oplevede og prøvede "rette hylde" og vil derfor befinde sig lykkelig i arbejdet. Verdensstaten kan kun være interesseret i at gøre arbejdet til en stimulans, underholdning og velsignelse for det enkelte individ og ikke til "et nødvendigt onde", således som tilfældet er i nutiden, hvor millioner af jordmennesker verden over kun er i stand til at betragte deres arbejde således, netop fordi der ved det samme arbejde foruden deres egen eksistens også knytter sig opretholdelse af en række overflods- eller gratistilværelser for en stab af kapitalistiske magthavere, hvorved nævnte arbejde bliver identisk med trældom eller får skæret af slaveri. I verdensstaten kan individernes arbejde aldrig nogen sinde blive af en sådan natur. Der vil nemlig hele den sum af arbejde, der hver dag kræves for opretholdelsen af den samlede jordmenneskeheds eksistens blive videnskabeligt udregnet og fordelt på alle dens normale og fuldt ud arbejdsdygtige individer af begge køn i form af "normalarbejdsdage". Ethvert individ får således tildelt et bestemt antal af disse "normalarbejdsdage" om ugen i de fag og felter, hvor de som før nævnt har deres interesser og anlæg. I henhold til verdensstatens store og fuldkomne økonomi, der ikke tillader noget arbejdsdygtigt individ at gå fri af sin arbejdspligt, bliver normalarbejdsdagen i nævnte stat jo langt kortere end i nutiden, hvilket vil betyde et overordentligt fond af fritid for individerne, ligesom der jo også som tidligere omtalt bliver ugentlige studiedage for alle individer til udvikling af ånd og kultur.