115. Da en nærmere detaljering af den i planetarriget meget udvidede og ophøjede verdensmoral først hører hjemme i et senere afsnit af Livets Bog, kan vi her i indledningen kun røbe, at ægteskaberne, selv om de for mange menneskers vedkommende i følge kosmiske love, som vi også senere i Livets Bog skal lære at kende, er på retur, dog vil blive af en noget fuldkomnere eller lykkeligere karakter end i nutiden,
idet disse i verdensstaten bliver ganske fritaget for det økonomiske tryk, der i nutidsægteskaberne spiller så ubehagelig en rolle.
Intet individ skal jo bortset fra dets små afdrag til barndoms-, sygdoms- og alderdomsfonden forsørge andre end sig selv.
Manden skal således ikke forsørge sin hustru.
Enhver kvinde, der skal være hustru eller moder, får jo også denne sin mission eller gerning udregnet i normalarbejdsdage og modtager sine kvitteringer herfor.