Livets Bog, bind 1
Første afdeling. "Vogtere af tærskelen til den store fødsels forgård". Banebrydere for den ny verdensimpuls
125. Første afdeling. De mest udviklede væsener i første afdeling vil altså grænse meget nær op til væsenerne i første kategori, idet deres intelligens jo ikke mangler ret meget i at komme op på højde med deres følelse i udvikling. Deres bevidsthedsliv kan derfor kun repræsentere små former for uligevægtige udbrud eller manifestationer. De har således i stor udstrækning tilegnet sig mange af de egenskaber, der karakteriserer væsenerne af første kategori, men i en noget ufærdig form. Dette vil igen sige det samme som, at de endnu kun periodevis er fuldt besjælet af ydmyghed, tolerance og uselviskhed, hvilket sker i sådanne perioder, hvor deres intelligensliv er stærkt nok til at opretholde deres afsky for eller uvilje mod ærgerrighed, egenkærlighed, intolerance, hovmod, kødspisning og narkotiske midler. De pågældende væsener kan i sådanne perioder repræsentere en overordentlig stor modtagelighed for rene åndskræfter, kan i visse tilfælde opleve de første spæde forløbersymptomer for den store fødsel. Men da denne intelligensmæssige viljestimulering endnu ikke helt er blevet til en vane, tilbøjelighed eller et naturligt anlæg, kan den efter en tids forløb trættes eller slappes, og de lavere tendenser har atter magten i de pågældende væseners bevidsthed, men naturligvis ikke i nogen fremragende ondartet grad. Væsenerne af anden kategoris første afdeling kan således aldrig blive mordere, røvere eller tyve, dertil er deres udviklede religiøsitet eller moralske standard altfor stor. Men derimod kan de godt blive sortseere, og da de endnu i deres bevidsthed har rester af ærgerrighed og mindre former for egoisme og i tilknytning hertil har stillet sig mere eller mindre selviske forhåbninger, som ikke altid slår til, kan de endnu derved danne sig skuffelser og ærgrelser, der igen i værste tilfælde kan resultere i melankoli og indbildt martyrium med tilhørende uheldige reaktioner i deres fysiske legemskultur. Men sådanne mørke eller pessimistiske perioder er, takket være de nævnte væseners i dybden veludviklede åndelige standard, kun af forbigående art, og i særdeleshed i sådanne tilfælde, hvor de har været i berøring med forløbersymptomerne for den store fødsel. En sådan guddommelig berøring kan aldrig glemmes, men vil altid for det væsen, der en gang har oplevet den, stråle som et lys i mørket, det atter og atter vil vende tilbage til, og ved hvis hjælp det tilsidst igen vil nå at få det tabte land i sigte, komme i en sund og naturlig optimistisk tilstand, en tilstand, der altså vil blive af permanent natur, når individets intelligensliv når at blive så stærkt udviklet, at det som en naturlig vane eller tilbøjelighed gennemsyrer dets følelsesliv med en helt igennem sund og klar, – ikke alene teoretisk, men også praktisk fornuft. Men indtil dette er sket, vil det få sine større eller mindre tilbagefald. Dette vil igen sige det samme som, at så længe individet endnu har primitive eller lavere tendenser i sin bevidsthed, som det ikke behersker, kan det ikke opnå en permanent forbliven i en højere bevidsthedszones tilværelse; hvilket i dette tilfælde vil sige "den store fødsels forgård".
      Individet af anden kategori kan således godt befinde sig indenfor den nævnte "forgård", sålænge dets lavere natur er i ro, men ligeså snart denne i mindste måde begynder at gøre sig gældende, er det der ikke mere, men har allerede endog undertiden umærkeligt lukket sig selv ude. Ingen kan således på nogen som helst måde skaffe sig blivende ophold i nævnte zone eller forgård på basis af ærgerrighed eller selviske formål, men absolut kun ved at være åndelig udrenset på netop sådanne formål og tendenser. Individets lavere egoistiske tilbøjeligheder og lidenskaber bliver således en uoverstigelig hindring for dets opnåelse af den totale store fødsel eller kosmisk bevidsthed og bliver derved i sig selv et værn mod den lemlæstelse eller katastrofe, som en for tidlig opnåelse af nævnte, i følge senere afsnit af Livets Bog, ville være for det pågældende individ selv og dets omgivelser. Individets uudviklede naturer er altså at betragte som "vogtere af tærskelen til den store fødsels forgård".
      I henhold til, at væsenerne af anden kategoris første afdeling i udvikling grænser så nær op til den store fødsels forgård, vil de ligesom væsenerne i denne ikke repræsentere ret store former for materielle fordringer, begær eller fornødenheder og findes derfor i de fleste tilfælde ligesom disse kun i mindre underordnede og ubemærkede livsstillinger. Men der findes dog ganske enkelte undtagelsestilfælde, tilfælde hvor enkelte af de omtalte væsener på grund af fremragende evner som kunstnere og forfattere ikke har kunnet undgå at blive bemærket, ligesom man også nu og da indenfor samme afdeling kan møde væsener, der økonomisk set har mere end deres egen fordringsløse eksistens kræver for sin opretholdelse, men disse viser sig da altid som Forsynets udvalgte redskaber til økonomisk hjælp og støtte for åndskulturens udbredelse, idet disse væsener har de nødvendige kvalifikationer til i stilhed at kunne give uden at fordre. Væsenerne indenfor denne afdeling tilhører også ufrugtbarhedens zone; men der kan dog også i visse tilfælde i nævnte afdeling findes væsener, der endnu hører ægteskabets zone til. Da væsenerne i samme afdeling er vokset fra dogmerne og de religiøse sekter, eller kun i enkelte tilfælde findes som medlemmer af de senere tiders mest fremskredne åndelige selskaber, med hvis højeste forskrifter og idealer de er i kontakt, vil de alle uden undtagelse, ligesom væsenerne af første kategori, komme enhver udløsning af den ny verdensimpuls upartisk eller uhildet i møde. Men da de, som vi tidligere har omtalt, ikke er helt i ligevægt, men i sig har ufærdige naturer, vil disse i visse tilfælde kunne bevirke, at de ikke kan blive ved med at opretholde upartiskheden eller uselviskheden, men begynder at stille sig forhåbninger eller forventninger, der ikke er helt rene, og som de derfor ikke kan få bragt i harmoni med de gryende symptomer på den ny verdensimpuls. Deres møde med denne bliver derfor undertiden en kilde til megen uro i deres bevidsthed. Men vi ved jo allerede, at dette kun betyder samtlige væseners begyndende møde med "tærskelens vogtere", og at de nævnte realiteter, selv om de kan være ubehagelige, kun har til opgave at vise aspiranterne til "den store forgård", hvor deres "klædning" endnu ikke er ren, og hvilke små bagateller de endnu har tilbage at få bragt i orden, inden helligdommen kan betrædes. De nævnte "vogtere" er således umiskendelige tegn på den store fødsels nærhed, Guds riges oplevelse på jorden. Samtlige væsener har således kun grund til at glæde sig, thi de vil efterhånden blive den ny verdensimpuls' sande fortrolige og banebrydere og ligesom væsenerne i første kategori udgøre dele af det guddommelige riges fosterlegeme på jorden.